Om både Se og Hør’s kriminelle adfærd og om dommere, der blåstempler topembedsmænds løgnehistorier, er der allerede sagt meget.
Alene det er lidt opløftende.
Men kun lidt, for mange kommentatorer er alt for flinke til at finde på søforklaringer i stedet for at påpege faren i den samfundsudvikling, som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow karakteriserer rammende i DKA: Der er tale om et samfundsmoralsk forfald.
Jeg er helt enig i denne bedømmelse. Vi kan også sige, at vi er vidne til en grundlæggende ændring af dele af vores samfundsetik.
Den formodede attentatmand og løgne
Da jeg var barn, stoppede en slåskamp, når en af kamphanerne lå på jorden. ”Man slår ikke på nogen, der ligger ned.” Måske skete det alligevel en sjælden gang, men jeg har aldrig oplevet det – som barn. I dag hører vi stort set hver dag i medierne om, at der bliver sparket til et sagesløst offer, der ligger ned.
Når en forbryder, altså da jeg var barn og ung, blev fanget, hørte det til sjældenhederne, at vedkommende erklærede sig uskyldig. I dag hævder stort set alle gerningsmænd, at de er helt uskyldige. Det gjorde også den formodede gerningsmand til mordforsøget på Lars Hedegaard. Han satte endda den trumf på under afhøringerne i Tyrkiet, at han aldrig havde været i Danmark og heller ikke havde dansk pas.
Disse lodrette løgne har ikke forstyrret de mange, åh så forstående og medfølende danskere, der beskriver den anholdte som venlig og velintegreret. De nævner ikke med et ord den anholdtes afslappede forhold til sandheden, det man også kan kalde hans glatte tunge. Det hører tilsyneladende med til at være en velintegreret indvandrer.
Nytteetik og også konsekvensetik
Vi er i Danmark ved at få et samfund, der følger en perverteret form for det, man i filosofien kalder nytteetik og også konsekvensetik.
Det er det modsatte af pligtetik og kan beskrives som læren om den gode handling som en handling, der sikrer størst mulig nytte for det størst mulige antal mennesker. Det vil sige, at konsekvenserne af en handling er det altafgørende for, hvad der er moralsk rigtigt, hvilket dermed tager fokus væk fra den bagvedliggende tanke, fx kan det være moralsk rigtigt at lyve, hvis det gavner de fleste eller i hvert fald et stort antal mennesker.
Med en perverteret form for nytteetik mener jeg, at man i praksis skifter ”de fleste” ud med ”mig selv og mine nærmeste”.
Det er den mere principielle del af det samfundsmoralske forfald. Den mere sprogligt orienterede del af diskussionen har drejet sig om en gradbøjning af løgn: store, mellemstore og små løgne. Sammenlign hertil følgende ord og udtryk: lodret løgn, kæmpeløgn, løgn, nødløgn, reklameløgn, hvid løgn.
Det er ikke forkert at tale om små og store løgne, men heller ikke tilstrækkeligt. For hvem kan og skal afgøre, om et udsagn er en lystløgn, en hvid løgn eller en nødløgn?
Vi vender tilbage til den anholdte formodede gerningsmand, der hævdede aldrig at have været i Danmark. Ja, han ville sikkert kalde dette udsagn en nødløgn eller en hvid løgn. De mange, som mener, at det ellers så gode menneske må være blevet hjernevasket, vel også.
Lodret løgn og nødløgn
Jeg vil kalde det en lodret løgn. Men det er min bedømmelse. Andre har en anden, og det er det centrale i sagen om embedsmændene fra Justitsministeriet. Som bedømmer af den omtalte anholdte unge mand, der nu venter på at blive sendt til Danmark, vil jeg sige, efter at have læst en pensioneret højesteretsdommer og to landsretsdommeres brug af ”nødløgn” sige, at man ikke kan sætte den type ræve til at vogte gæs.
Særligt ikke, når de giver et kendt ord en ny betydning for at kunne renvaske dem, der opfinder løgnehistorier. For nødløgn har indtil nu ikke være noget, det offentlige har kunnet finde på som del af en perverteret nytteetik, nødløgn har indtil nu været noget, enkeltpersoner i privat sammenhæng har brugt i en presset situation. Sammenlign hertil betydningsforklaringen i Den Danske Netordbog:
nødløgn usandhed, som en person bruger i en presset situation, dvs. denne føler sig nødsaget til at lyve, fx for at undgå at såre en anden persons følelser eller for at forhindre omgivelserne i at få kendskab til en privat hændelse.