Budgetforhandlingerne i regioner og kommuner efterlader i stigende grad borgerne forvirrede på et højere plan. For der er mange modsatrettede signaler. Og der er tendenser og modtendenser, som giver et flimrende billede, der ikke tjener folkestyret.
Sundhedsvæsenet bliver forgyldt, og samtidig skal det spare
Lad os tage sundhedsvæsenet som eksempel.
På den ene side lancerer regeringen absolut sympatiske indsatser på kræft-, forebyggelses og psykiatriområdet. Disse planer lanceres på spektakulære pressemøder, der har karakter af valgkamp, og de efterlader det indtryk, at sundhedsvæsenet nu nærmest vil blive forgyldt.
Og der er i parentes bemærket er tendens til at underspille, at de storstilede planer og pæne beløb jo skal gives over flere år og fordeles mellem fem regioner – og nogle gange kun kan nås via besværlige og midlertidige puljer.
Der tales heller ikke meget om, at områderne udfordres af et demografisk betinget pres, som gør, at sygdomsbehandlingen under alle omstændigheder skulle have tilført ekstra midler.
På den anden side viser det sig, at landets fem regioner nu skal ud i sparerunder.
Eksempelvis skal vi i Region Hovedstaden spare ca. 250 mio. kr., hvilket desværre vil få konsekvenser for kvalitet, sikkerhed og ansættelser, selv om alle partier i regionsrådet selvfølgelig vil gøre sig umage for at skære så klogt og skånsomt som overhovedet muligt.
Forvirrede borgere
Borgerne bliver med god grund ret overraskede over at høre om disse sparetiltag, for nu har de jo lige set alle pressemøderne på tv, hvor der fortælles om de rare penge, som regeringen vil give til sundhedsvæsenet. Som regionspolitiker får jeg i disse uger mange mails og breve fra mennesker, som er ét stort spørgsmålstegn, og det kan jeg ærlig talt ikke fortænke dem i at være.
Hvordan hænger det sammen?
Uskøn arbejdsdeling
Sagen er, at der er opstået en uskøn arbejdsdeling mellem regering og regioner. Regionerne bliver sat til at gøre det upopulære og vanskelige, nemlig finde besparelser på den ordinære drift og på dagligdagen i sundhedsvæsenet.
Og så kan regeringen samtidig annoncere milde gaver på udvalgte områder i fint orkestrerede propagandameldinger. Dét er der mere show og festivitas over end at sikre ordentlige rammebetingelser i de årlige økonomiforhandlinger med Danske Regioner.
Men det er ikke en fair måde at behandle regionerne og patienterne på.
Benhårde forhandlinger med finansministeren
I juni 2014 forhandlede finansministeren og Danske Regioner således om næste års sundhedsbudget. Og der var ikke meget at komme efter i de benhårde forhandlinger, som kun kastede en lille milliard kroner af sig, hvilket på grund af demografisk udvikling, flere kronikere og stigende medicinpriser var det halve af, hvad der ville have været brug for, hvis status quo skulle opretholdes.
Regionsrådsformand og chefforhandler Carl Holst (V) har siden i en kronik i Berlingske spurgt om, hvorfor der dengang var så få penge til sundhedsvæsenet i økonomiforhandlingerne.
Han skriver: ”Finansministeren slog i juni måned fast, at landets økonomi ikke tillod flere penge til sundhedsvæsnet. Derfor undrer det mig, at den samme regering nu har fundet pengene til at lancere et sundhedspolitisk oplæg med titlen Jo før – jo bedre. Hvorfor var det ikke muligt i økonomiforhandlingerne for godt 2 måneder siden? Hvorfor trækkes regeringens sundhedsudspil op som kaniner af en hat på dette tidspunkt – og ikke da vi forhandlede økonomi og målsætninger for sundhedsvæsnet i juni måned? Forklaringen er utvivlsomt, at oplægget i virkeligheden er båret af Jo tættere på valget – jo bedre.”
Kort sagt, man gør grin med regionernes ansvarlighed og krisebevidsthed.
Regionerne gør det upopulære arbejde
Man forstår bedre og bedre, at regeringspartierne, Socialdemokraterne og Radikale, vil beholde regionerne. Der skal jo være nogle til at gøre det upopulære arbejde, og så kan man altid selv trække en kanin eller to op af hatten, hvis man er trængt i meningsmålingerne.
Karsten Skawbo-Jensen, formand for Region Hovedstadens Psykiatriudvalg
