Jeg har netop læst Ahmed Akkaris bog og blev mildt sagt chokeret. Ahmed Akkari er i dag særdeles kritisk over for det islamistiske miljø han tidligere var en del af. Derfor er han i stand til at afsløre de islamistiske miljøer, og hvordan islamisterne tager danskerne ved næsen. Der bliver brugt offentlige midler til aktiviteter, der direkte og bevidst modarbejder integrationen, og og til aktiviteter som ofte er i direkte modstrid mod loven.
Jeg sidder selv i Odense kommunalbestyrelse og er rystet ved tanken om, at noget sådan foregår i Odense Kommune. Derfor har jeg taget de anklager, der fremsættes i bogen og bedt kommunen om oplysninger om, hvordan forholdene er i vores kommune. Jeg mener, at kommunalbestyrelsesmedlemmer i andre kommuner skal gøre det samme. Det er blandt andet omfanget af et eventuelt misbrug af tilskud til foreningsaktiviteter, jeg vil have afdækket:
Område 1: Hvad betyder sprogundervisning?
Ahmed Akkari beskriver i sin bog, hvordan der under dække af ”sprogundervisning” foregår indoktrinering i bogstavtro læsning af koranen. Akkari skriver:
“Såkaldt sprogundervisning har alle dage været en nøgleaktivitet i de danske moskeer. Mange forældre i flygtninge- og indvandrermiljøerne ønsker, at deres børn skal lære familiens arabiske modersmål, og det udnytter de radikale miljøer ved at tilbyde gratis lektioner flere gange om ugen. Undervisningen sikrer en konstant adgang til letpåvirkelige børn og unge, og de færreste forældre forstår, hvad der i virkeligheden sker, når de afleverer de små i moskeen og kører igen.
Mens jeg sad bøjet over de gamle bøger i Danmarksgade, blev jeg mange gange uforvarende vidne til de elementer af denne såkaldte sprogundervisning, som intet havde med sprog og saglig læring at gøre.
Når forældrene var gået, blev børnene anbragt i små cirkler på gulvet. Lærerne var typisk ældre, langskæggede mænd, som udstyret med lange stokke gik rundt mellem grupperne og terpede afsnit af Koranen, muslimske ritualer og den islamistiske lov, Shariaen. Blev der tøvet for længe, begået fejl, eller optrådte en elev næsvist, udløste det næsten øjeblikket et slag og en streng formaning. Stokkeslagene var ikke hårde, men kraftige nok til at have den ønskede virkning, også på de lidt ældre børn.
Sprogundervisningen var ekstremt autoritær og havde mig bekendt det primære formål at forme en ny generation af fremtidige islamister. Børnene blev langsomt dygtigere til arabisk, men det skete næsten udelukkende gennem terpning af Koranen.”“Der var hverken skolebøger eller tavle i Danmarksgade, så undervisningen tog altid udgangspunkt i de religiøse tekster.” (S. 93-94)
På den baggrund har jeg bedt Odense Kommune om at afdække, hvor mange “foreninger” der tilbyder sprogundervisning.
Område 2: Hvad dækker de forskellige navne over?
Ahmed Akkari beskriver, hvordan der under dække af intetetsigende ”foreninger” blive drevet alle mulige aktiviteter:
“Og så var der endnu et bemærkelsesværdigt organisatorisk mønster: I alle tilfælde blev moskeerne drevet af foreninger. Deres navne var vidt forskellige, men fælles for dem alle var, at de små klistermærker og skilte på moskeernes døre og post”
“postkasser intet afslørede om det, der i virkeligheden foregik bag de ofte nedrullede gardiner. Årsagen var den simple, at alle moskeer havde hånden langt nede i de kommunale pengekasser.
Ifølge Folkeoplysningsloven må der hverken gives tilskud til egentlig gudsdyrkelse, forkyndelse eller agiterende foredrag. Alligevel var det i sandhed tre ting, der foregik hver eneste dag i hver eneste offentligt støttede moske, jeg besøgte landet over.
Bestyrelserne i moskeerne var så godt inde i reglerne, at de behændigt forstod at sløre aktiviteterne i navngivningen af foreningerne. Moskeerne var »ungdomsforeninger«, »kulturforeninger« og »fritidsforeninger« eller blot »ligheds- og broderskabsforeninger« som den på Grimhøjvej i Aarhus. På samme måde blev der opdigtet nogle overbevisende historier, når foreningerne år efter år gik til kommunen med hånden fremme. På papiret dyrkede man her alt fra børneidræt til friluftsliv – aktiviteter, som var nøje udvalgt til ansøgningerne, fordi de ifølge loven gav adgang til støtte til både lokaler og drift. Realiteten var selvfølgelig en helt anden, og derfor var det væsentligt, at omverdenen blev holdt ude.
På den baggrund kastede godtroende kommuner millioner af kroner direkte ned i moskeernes kasser. Penge, som gik til islamistisk indoktrinering og til at sprede had mod Danmark og værdier som demokrati, tolerance og frihed.
De præcise tal og metoder kendte meget få i moskeerne, men i og omkring inderkredsen, hvor jeg efterhånden befandt mig, morede folk sig meget over, hvordan danskerne var til grin for egne penge. Danmark finansierede ganske enkelt den ideologiske krig mod sig selv. (side 211)
På den baggrund har jeg bedt om en samlet oversigt over samtlige tilskud, der gives til fritidsaktiviteter og foreninger mm uanset navn.
Område 3: Hvordan kontrollere vi, hvad pengene bliver brugt til?
Ahmed Akkari beskriver hvordan der snydes med pengene, der bliver brugt til alt muligt andet end de formål, de er givet til:
Siden jeg forlod miljøet, er det kommet frem, at alene moskeen i Danmarksgade i Aalborg modtog 220.000 kroner i tilskud om året til blandt andet »gymnastik og træning af motorik for unge«. Hvad pengene i virkeligheden gik til, fik man et mere retvisende indtryk af, da en af de faste brugere en kold januardag i 2010 trængte ind i muhammedtegneren Kurt Westergaards hjem og forsøgte at dræbe ham med en økse.”
“Jeg har aldrig mødt manden med øksen, men jeg kan levende forestille mig, hvordan han er blevet formet af de samme mennesker og bøger, der fyldte så meget i mit unge liv godt ti år forinden. Kulturel Forening for Børn og Unge var en islamistisk moske og intet andet. Det afslørede kommunen selv ved en række kontrolbesøg i kølvandet på overfaldet på muhammedtegneren, og det kunne være opdaget tidligere, hvis blot en medarbejder havde forladt rådhuset og var gået de 500 meter hen i Danmarksgade 41”
“I realiteten var den nye base kælderen under Lykkeskolen, hvor nogle lavloftede, fugtige lokaler stod tomme.
Mig bekendt var forbindelsen mellem foreningen og skolen af en sådan natur, at rummene blev stillet gratis til rådighed. Så mens eleverne fik undervisning ovenpå, blev kælderen sat nødtørftigt i stand. Nogle fugtskjolder blev malet over, nogle halvt indtørrede søer af gammelt vand blev vasket af gulvet, og så blev de fleste flader ellers dækket til med tæpper. Sådan opstod der under Lykkeskolen en ny radikal islamistisk moske, som kun de indviede kendte til. Der var ingen postadresse – og dermed intet kommunalt tilsyn. Al kontakt til det offentlige gik gennem stråmanden.” (Side 213)
Derfor har jeg spurgt: Hvordan kontrollerer vi, at pengene bliver brugt til det der står på papiret? Bruges der uanmeldte besøg?
Hvis ikke, vil jeg gerne bede om at vi får kontrolleret at samtlige aktiviteter også er reelle aktiviteter, det skal være uanmeldt og en redegørelse fra foreningen er ikke dækkende.
Område 4: Falske medlemslister
Akkari beskriver også, hvordan der bliver snydt med oversigten over medlemmer:
“Sideløbende med at jeg blev presset ud af Al-nour, blev der oprettet en ekstra afdeling med adgang for piger. Reelt var det samme forening, men der var særskilte vedtægter og andre lige så falske medlemslister, fordi der på den måde kunne hentes flere penge i lokale- og aktivitetstilskud.
Inden jeg forlod foreningen, jeg selv havde været med til at forme, var antallet af ugentlige elever vokset til ikke færre end 170. Al-nour Ungdomsforening var nu ensidigt styret af Arabisk Kulturforening og dermed Det Muslimske Broderskab, og det har den, så vidt jeg ved, været lige siden.” (side 317)
På den baggrund har jeg spurgt: Har vi mulighed for at se efter på medlemslister om de er falske, og kan vi via. vedtægter se, om der er tale om en forening, der får flere tilskud på den baggrund.
Område 5: Integrationskonsulenter og rollemodeller
Kommunerne ansætter mange som skal bruge deres muslimske indvandrerbaggrund til en bedre integration. Men mange af dem gør det stik modsatte, skriver Akkari:
“Også på et mere lokalt plan har Broderskabets falske hyldest til demokrati og integration givet pote. I Aarhus og København lykkedes det blandt andet at få kernemedlemmer ansat som integrationskonsulenter og rollemodeller for ghettoernes unge. I Aarhus tilfaldt æren blandt andet palæstinenseren Ahmed el Ahmad, der var tæt knyttet til Arabisk Kulturforening.
Hans arbejde var at opsøge de unge i Gellerupparken og sætte gang i nogle ting, der ansporede til integration og uddannelse og holdt dem væk fra radikalisering. Men Broderskabets og Kulturforeningens plan var selvfølgelig en helt anden.
Aarhus Kommune, Brabrand Boligforening og flere andre offentlige og private kræfter, der finansierede projektet, havde indlogeret Ahmad el Ahmed og en kvindelig kollega i nogle lokaler på Dortesvej midt i ghettoen, og her besøgte jeg ham flere gange.
»Vi skal have de unge tilbage i moskeen,« kunne han indlede, med henvisning til de tæppeklædte lokaler under Lykkeskolen.
Sådan sad vi og diskuterede, hvordan vi bedst udnyttede hans og Kulturforeningens nye position til at påvirke de unge med Broderskabets budskaber. (side 359)
Derfor vil jeg gerne vide: Hvor mange integrationskonsulenter og rollemodeller er ansat i kommunen og hvordan kan vi sikre, at de ikke modarbejder integrationen?
Område 6: Foreningerne er i virkeligheden moskeer
Offentlige tilskud til foreninger går til religiøse aktiviteter – stik imod loven. Akkari skriver:
“Ligesom araberne havde de tyrkiske islamister etableret sig i hele Danmark gennem et hav af offentligt støttede foreninger. Alle byer af en vis størrelse havde mindst én hovedforening, der diskret drev en moske. Var byerne lidt større, kunne samme adresse rumme en mindre skov af underforeninger: ungdomsforeninger, motionsforeninger, kulturforeninger og sågar kvindeforeninger. Medlemmerne gik i mange tilfælde igen, men der var forskellige regnskaber og cvr-numre og dermed også flere indgange til tilskud fra kommunerne.
Det var et effektivt system, som araberne havde lært meget af, da de i stort tal ankom til Danmark”“Et af mange eksempler var adressen Nørre Alle 34 i hjertet af Aarhus. På papiret husede matriklen blandt andet Århus Islamiske Menighed, Islamisk Kultur- og Undervisningscenter i Danmark og Århus Ungdoms- og Kulturforening.
Det eneste, der ikke stod på postkassen, syntes at være en sandfærdig beskrivelse af, hvad huset, der lå gemt bag en tilgroet have, i virkeligheden var – nemlig byens flotteste islamistiske bedested.” (side 359)
Jeg spørger: Hvordan kan vi sikre os, at det samme ikke er tilfældet i Odense?
Område 7: Bigami og sharialoven
Ahmed Akkari har været imam og har haft tilladelse til at foretage vielser. Derfor kan han afsløre hvordan imamerne bruger sharialoven og er med til at gifte mænd, der allerede er gift:
“Efter at jeg under Naser Qasimis opsyn havde foretaget min første vielse, fulgte der ikke noget papirarbejde ud over det stempel, parret betalte Arabisk Kulturforening for. Ægteskabet blev som mange andre ikke registreret hos danske myndigheder. Den praksis havde blandt andet den fordel, at det næsten aldrig blev opdaget af folk uden for ghettoen, når mænd tog flere koner. Det var noget, vi som imamer ikke ønskede at stille os i vejen for, da det kun stred mod dansk lov og ikke mod Sharialoven. (side 289)
Derfor spørger jeg også: Hvordan kan vi sikre os, at der ikke bliver begået bigami via imamerne i Odense kommune, og hvad vil forvaltningen gøre ved de tilfælde, der er?