Denne lille video om Grimhøj-moskeen blev lagt på Youtube i sidste uge.
I videoen kan man følge en dialog mellem DR´s udsendte Michael Jeppesen og koran-underviser Mahmoud Hamid.
Først fortæller unge Mahmoud hvad islam ikke er – islam er fx ikke ødelæggelse, krig, halshugning og en krig mellem muslimer og ikke-muslimer.
Men hvad så med stening for utroskab, spørger journalisten?
Det er en anden sag, for i islam er der forskellige love og regler og islam har stening i sin religion, siger Mahmoud Hamid.
Men Mahmoud synes også det er mærkeligt, at man hele tiden tager det emne op, fordi man i virkeligheden faktisk kun hører om det en sjælden gang. I stedet spørger han:
Hvorfor hører man aldrig om de asiater nede i Kina, som spiser mennesker og spiser fostre?
Mahmoud Hamid synes nemlig, det er langt værre at spise et menneske end at stene et menneske.
Koran-underviseren har undervist Victor Kristensen
Den unge danske konvertit Victor Kristensen blev undervist af Mahmoud Hamid, før han forsvandt i Syrien. Mon også han fik fortalt, at i Kina spiser man mennesker?
Vi kan ikke spørge ham, for han sprang sig selv til atomer i en selvmordsaktion.
Victor og Mahmoud var noget lunde jævnaldrende, Victor blev bare 21 år.
Victor og Mahmoud var også venner, det fortalte Mahmoud i dokumentaren, som videoen er fra.
Men denne kendsgerning er tilsyneladende en hemmelighed, som helst skal holdes inden for moskeens vægge. I hvert fald nægter både formanden Oussama El-Saadi og talsmanden Fadi Abdallah, at Victor nogensinde er kommet i moskeen.
Derfor må det også være en fejl, at man kunne høre om de unge mænds venskab i dokumentaren ”Jeppesen møder Grimhøjmoskeen”, som DR2 viste torsdag den 11. september.
Og dét må være årsagen til, at DR valgte at fjerne dokumentaren, under et døgn efter premieren, selvom udsendelserne normalt er tilgængelige mellem 7 dage og tre måneder.
Den Korte Avis har spurgt DR, hvorfor dokumentaren er væk, men har i skrivende stund endnu ikke modtaget et svar.