Højesteret dømte ikke korrekt, da den i juni sidste år afgjorde, at en 35-årig tyrkisk mand med 26 domme bag sig ikke kunne udvises af Danmark. Det fastslår lektor, ph.d. Peter Starup ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet i en artikel, som bringes i Ugeskrift for Retsvæsen i næste uge. Han mener, at dommen formentlig var politisk motiveret.
Manden, som sagen drejer sig om, blev født i Danmark i 1978 af tyrkiske forældre og fik aldrig dansk statsborgerskab. Fra han var 15, til han blev 35 år, blev han samlet idømt betinget og ubetinget fængselsstraf i 16 år for blandt andet narko-, volds-, berigelseskriminalitet og våbenbesiddelse samt talrige trusler mod politifolk. Han havde modtaget kontanthjælp i hele sit voksenliv (domstol.dk, sag 76/2013).
Landsretten valgte at udvise den 35-årige tyrkiske mand med indrejseforbud i 12 år med henvisning til udlændingelovens §32, stk.2, nr. 4. Højesteret mente imidlertid, at en udvisning ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 på grund af mandens begrænsede tilknytning til Tyrkiet, og gjorde derfor udvisningen betinget.
Den 35-årige havde ganske vist boet i Tyrkiet i flere perioder, talte flydende tyrkisk og havde været gift med en tyrkisk kvinde (som dog for år tilbage var flyttet til Belgien med parrets børn). Men da han var født og opvokset i Danmark og ikke havde familie og venner i Tyrkiet, mente Højesteret, at den begåede kriminalitet ikke kunne opveje det indgreb i mandens ret til privat- og familieliv, som en udvisning ville medføre.
Ingen krænkelse af menneskerettighedskonventionen
Lektor Peter Starup har i sin juridiske artikel sammenlignet sagen mod den 35-årige tyrker med fem lignende sager, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget stilling til.
I to af sagerne mente domstolen, at der var tale om en krænkelse af de dømtes ret til familieliv, men de havde begået væsentlig mindre kriminalitet end den tyrkiske mand og havde ingen tilknytning til deres oprindelseslande.
I to andre sager, der omhandlede en algerisk og en nigeriansk statsborger, som var dømt for flere kriminelle forhold ligesom den 35-årige, fandt domstolen omvendt, at det ikke var en krænkelse af artikel 8 at udvise dem. De var begge opvokset i tilflytterlandene og havde i modsætning til dansk-tyrkeren en meget begrænset tilknytning til deres hjemland.
Endelig refererer Peter Starup til en sag om en tyrkisk statsborger med bopæl i Tyskland. Selvom manden havde boet i Tyskland, siden han var 10 år gammel, og havde både ægtefælle og fire børn i landet, mente Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke, at det ville krænke hans rettigheder at udvise ham til Tyrkiet, fordi han var dømt for flere lovovertrædelser. Selv det at have børn og familie i et land behøver altså ikke at forhindre en udvisning.
Ud fra gennemgangen og sammenligningen af sager konkluderer Peter Starup, “(…) at det ville have været proportionalt at udvise [den 35-årige tyrker fra Danmark] i mindst 12 år” – altså en helt anden konklusion end den, de syv danske højesteretsdommere nåede frem til.
En politisk dom
Peter Starups konklusioner er bemærkelsesværdige, fordi det i en dansk sammenhæng ofte er blevet fremstillet, som om det er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der gennem sine domme gør det svært for lande, der har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at udvise borgere med fremmed statsborgerskab. I Starups juridiske artikel er det tværtimod Højesterets dom, der drages i tvivl.
Peter Starup er således af den opfattelse, at Højesteret har handlet uden et klart mandat, fordi intet tyder på, at en udvisning af den 35-årige tyrker ville have været i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Han går så langt som til at kalde det ”frihåndstegning” fra Højesterets side.
I en kommentar til Den Korte Avis siger Peter Starup, at det kan skyldes, at de pågældende dommere ved Højesteret enten ikke har ulejliget sig med at læse op på menneskerettighedsdomstolens praksis, eller at de har valgt at træffe en politisk motiveret dom. Det sidste fremhæver han også i sin artikel til Ugeskrift for Retsvæsen:
”Dommen giver på ingen måde indtryk af, at Højesteret gjorde sig umage med i det mindste at afsøge grænserne for Danmarks internationale forpligtelser. Der er grund til at overveje det hensigtsmæssige i, at Højesteret dermed tilsyneladende helt entydigt tager parti for dem, der har den politiske opfattelse, at domstolene bør holde en ganske betydelig sikkerhedsmargin til [Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis] – eller måske sågar går ind for, at domstolene skal anlægge ”selvstændige” vurderinger og være ”aktive medspillere” i menneskerettighedsbeskyttelsen”.
Højesterets domme har stor betydning for, hvordan der efterfølgende dømmes i lignende sager ved by- og landsretterne. Det store spørgsmål er i forlængelse af konklusionerne i Peter Starups artikel, om der i andre udvisningssager også er dømt forkert med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Den Korte Avis har forsøgt at få en kommentar om konklusionerne i artiklen fra juraprofessor og centerleder ved Københavns Universitet Mikael Rask Madsen og professor emeritus Eva Smith, men de har desværre ikke haft mulighed for at komme med deres vurdering.
FAKTA:
Ifølge udlændingeloven kan domstolene efter omstændighederne udvise personer uden dansk statsborgerskab, hvis de idømmes straf for begået kriminalitet.
I mange tilfælde – især ved grovere kriminalitet og gentagelsestilfælde – er domstolene forpligtet til at udvise den udenlandske statsborger, med mindre det er i strid med de internationale konventioner, som den danske stat har forpligtet sig til at overholde, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Du kan læse mere om sagen og muligheden for udvisning i udlændingeloven (blandt andet §§22-27 og §32) via disse links:
https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=144310#Kap4