Et enigt folketing besluttede i går at sende et Hercules-fly til Irak, hvor det skal stå for transporter af våben, ammunition, fødevarehjælp, materiel og mandskab.
Dermed vender danske soldater tilbage til det land, hvor vi var involveret i en større krig i perioden 2003-2011.
Tankegangen har ændret sig
Det har hos nogle skabt en nervøsitet for, at vi igen kan blive trukket ind i en regulær krig i landet.
Nervøsiteten er forståelig. Nok er den nye mission med Hercules-flyet langt mere begrænset. Men man kan ikke vide med sikkerhed, om den hen ad vejen bliver udvidet – og i givet fald hvor langt. Det afhænger af, hvordan truslen fra Islamisk Stat udvikler sig.
Allerede nu er USA jo nået frem til, at man også har brug for at bombe IS-positioner i Syrien, fordi de fungerer som base for de fanatiske islamisters fremmarch i Irak.
Så den ny danske involvering i Irak kan trække ganske længe ud. Og det kan tænkes, at den bliver udvidet – for eksempel med inddragelse af kampfly.
Alligevel er det, så langt øjet rækker, meget usandsynligt, at vi kommer i nærheden af den form for krig, som vi var involveret i sidste gang.
Det hænger sammen med, at den ny involvering bygger på en anden tankegang end krigen dengang. Sagt noget firkantet:
Før ville vi frelse verden – nu vil vi forsvare os selv.
Store mål sidste gang
Dette skift i tankegang lægger op til en langt større bevidsthed om, at Vesten skal gøre alt for at begrænse missionen. Den bevidsthed mærkes hos præsident Obama, og den er også til stede i det danske folketing.
Det er således meget usandsynligt, at der kan blive tale om at indsætte landtropper igen.
Den omfattende militære involvering sidste gang hang sammen med, at USA havde meget ambitiøse politiske mål med krigen:
Man ville vælte tyrannen Saddam Hussein for at give et kraftigt skub til demokratiet i Mellemøsten. I den forstand ville man frelse verden.
Man forsøgte dog at overbevise de vestlige befolkninger om, at krigen også var et spørgsmål om selvforsvar. Saddam havde masseødelæggelsesvåben og visse forbindelser til terrorister, hævdede Bush-administrationen. Men det viste sig at være forkert.
Men nu ser verden anderledes ud
Selvfølgelig er der altid en flydende overgang mellem at frelse verden og forsvare sig selv. Men med Irak-krigen blev der lagt stor vægt på at skabe et nyt og mere demokratisk Mellemøsten.
I dag er det udelukket, at Vesten går om bord i et lignende projekt. Det er der flere grunde til:
For det første havde Irak-krigen meget store omkostninger for Vesten. Både menneskelige, økonomiske og politiske.
For det andet er Vestens magt i verden ikke længere, hvad den har været. Der er ikke ressourcer til at føre krige for at frelse verden, hvis disse krige ikke samtidig spiller en stor rolle for vores selvforsvar.
For det tredje har det vist sig, at Vesten i fatal grad fejllæste forholdene i Mellemøsten. Den sidste Irak-krig frelste hverken verden eller Mellemøsten. På vigtige punkter er det tværtimod gået værre.
Vesten gik helt fejl af Mellemøsten
Frem for alt undervurderede man totalt to helt afgørende træk ved regionens samfund: Det ene er islams enorme politiske betydning, det andet er befolkningernes opsplitning i religiøse grupper og stammer, der bekriger hinanden.
Situationen efter Irak-krigen og det såkaldte arabiske forår er præget af voldsom islamisering og ødelæggende religiøse og stammeprægede opgør – som vi ser det i konflikten mellem sunni- og shia-muslimer i Irak og resten af regionen.
Islam vinder frem i dogmatiske, fanatiske og ekstremt kvindefjendske udgaver, jævnfør Islamisk Stat. I Irak har kvinderne efter krigen væsentligt dårligere forhold end under Saddam.
Eller tag Libyen. Det var absurd, at Vesten involverede sig militært i en konflikt, der har ført til landets opløsning i kaos og stammekrige.
Bevægelse under overfladen
I dansk politik er der ufattelig lidt åben debat om disse ting. Der er stadig meget tilbage af retorikken fra dengang, hvor vi skulle frelse verden – eller i hvert fald Mellemøsten.
Men under overfladen er en udvikling i gang. Næsten alle partier har skruet ned for frelserholdningen. De har bevæget sig længere i retning af den udenrigspolitiske skole, man kalder realismen – hvor man tager mere bestik efter egne interesser og selvforsvar.
Det sker i forskellige varianter, fra Dansk Folkeparti til De Radikale. Men bevægelsen går i samme retning.
Selvforsvar og en lidt bedre verden
At bistå kurderne og irakerne i kampen mod Islamisk Stat er selvforsvar.
Hvis Islamisk Stat bider sig fast som en stærk magtfaktor i Mellemøsten, vil det skabe global økonomisk og politisk ustabilitet, ikke mindst på grund af kontrollen med olie.
Samtidig vil et sådant fanatisk islamisk regime kunne give meget stærke impulser til en radikalisering af muslimer i Danmark og det øvrige Europa og skabe alvorlige samfundsmæssige problemer.
Man vil ikke bare stå med faren for omfattende terror, men også med et voldsomt opgør om samfundets værdier. Denne udvikling kan allerede mærkes.
Når denne trussel er så alvorlig, hænger det sammen med den hovedløse indvandringspolitik, der blev grundlagt, dengang politisk korrekte forestillinger om at frelse hele verden kørte på deres højeste.
Danmark skal ikke i krig igen i Irak med landtropper og hele pibetøjet. Men det er klart i vores egen interesse at støtte kampen mod Islamisk Stat, om nødvendigt også med kampfly.
Det vil samtidig bidrage til, at masser af mennesker kan undslippe et ufatteligt barbarisk tyranni.
Selvforsvar og en lidt bedre verden. Mere kan vi ikke gå efter.