Det er fire år siden Farshad Kholghi har stået på en scene i København, i tirsdags var han tilbage med komedien ´Alle veje fører til VOJENS´.
”Komedien er en form for ´faktion´ hvor jeg forsøger at komme hele vejen rundt: det er både plat og rørende, og jeg tager fat der, hvor det gør ondt. Jeg kender til det at blive forladt, at synes min karriere går ad helvede til, og det med at holde fast i noget man troede var fantastisk engang, og som forhindrer én i at komme videre. Og det er alt sammen en del af den her historie.”
Solo på scenen, i røde Converse-sko og med eneste rekvisit, en klapstol, tager han med stor intensitet og sikkerhed publikum med på besøg hos danskerne i den lille by Vojens i Jylland. Som københavner vil man sikkert finde ´vojensboeren meget fremmedartede, for der er vitterligt langt til Vojens fra København!
Fælleskab
Heldigvis er der problemstillinger som kan bringe folket sammen og skabe associationer til ´noget fælles´, i Vojens hedder de Brian og Ali. De er en to-mand bande, som alle i den lille by er bange for og som ingen ved hvad man skal stille op med. Men Farshad får med fælles hjælp fra beboerne i Vojens, blandt andet kioskejeren indiske Fushu Frederiksen og thailandske Louise Ping Pong, som er gift med den lokale storbonde, trykket på de knapper som kan få danskerne op af sofaen, det handler nemlig om at (gen)finde fællesskabets styrke, meget apropos!
Persongalleriet leveres med stor dygtighed, uanset det er den blævrede overvægtige Klein, selvsikre Bande-Brian, storbondens handlekraftige thaikone, den politisk korrekte mellemleder fra kommunen, eller Farshad selv.
Farshad Kholghi spiller 22 roller, det er imponerende at han er i stand til at introducere alle 22 med overbevisning og en pæn portion kærlig ironi.
Komedien er forrygende, og hvis den mangler tempo i starten, så bliver der for alvor skruet op henover forestillingen. Farshad Kholghi går til opgaven med beundringsværdig energi og komedien er anbefalingsværdig til et bredt publikum, også dem med ”anden forbrændingsbaggrund end dansk”.
´Alle veje fører til Vojens´ turneplan kan findes her: www.farshadkholghi.dk
En af komediens personer er Fushu Frederiksen som elsker ordsprog, mød ham her:
https://www.facebook.com/photo.php?v=691327034232988