Normalt er der ikke den store opmærksomhed omkring valg til Europa-Parlamentet. Men denne gang er det anderledes.
Valget den 25. maj tegner til at blive højdramatisk, og i en række lande kan det komme til at trække dybe spor i det politiske liv. Det gælder også Danmark.
Partier, der er mere eller mindre kritiske over for EU, står til voldsom vælgerfremgang. Det gælder Dansk Folkeparti, UKIP i Storbritannien, Front National i Frankrig, FPÖ i Østrig og andre.
De forskellige partier
Der er store forskelle på disse partier.
I den ene ende har man Dansk Folkeparti, der er et etableret parlamentarisk parti med en solid tradition for at tage politisk ansvar. Partiet ønsker at forblive i EU, men vil give det væsentlig mindre magt.
Andre af de kritiske partier optræder i højere grad som protestpartier med voldsomme paroler og krav om at komme ud af EU. Det gælder eksempelvis UKIP og Front National.
Men fælles for disse partier er, at de bliver båret frem af en stærk folkelig utilfredshed med EU og voksende krav om at stoppe EU’s tilbagerulning af den nationale selvbestemmelse.
Dansk Folkeparti kan gå hen og blive det største parti ved det danske EU-valg. Det samme kan blive tilfældet for Front National i Frankrig. UKIP er i øjeblikket det næststørste parti i de britiske målinger.
EU-eliten kan takke sig selv
Panikken er begyndt at gribe den politiske elite i EU. Alle Connie Hedegaard’erne, José Manuel Barroso’erne og Margrethe Vestager’ne.
For dem beror det hele dybest set på en beklagelig misforståelse: Befolkningerne er tilsyneladende ikke i stand til at forstå, hvorfor de bør elske EU og bakke helhjertet op om dets nuværende udvikling. Det skaber krisen i EU.
Men de tager fejl. Krisen er først og fremmest skabt af deres egen mangel på forståelse af borgernes tanker og holdninger.
EU-eliten fatter ikke, hvad der foregår.
Sociale tabere
Man kan høre det på den måde, eliten omtaler de folkelige reaktioner på. Tre træk går ofte igen:
For det første fremstilles de EU-kritiske vælgere som sociale tabere – folk, der føler sig hægtet af.
Et strålende eksempel finder man på forsiden af dagens Politiken, hvor man har talt med den britiske valgekspert Simon Hix om EU-protesterne:
”I bund og grund handler det om en voksende kløft mellem en internationalt tænkende elite og så en ’masse mindre privilegerede mennesker på landet eller i fattige miljøer’, der føler sig snydt og frygter for deres job og sociale ydelser, mener Simon Hix.”
Så ved du det, kære læser. Hvis du mener, at EU breder sig for meget, så er det nok, fordi du er en del af en ”masse mindre privilegerede mennesker på landet eller i fattige miljøer”!
Irrationel frygt
For det andet fremstilles de EU-kritiske vælgere som mennesker, der er drevet af en irrationel frygt. De er bange for udviklingen, de er bange for fremmede, de er bange for alt muligt – selv om der slet ikke er nogen grund til frygt.
Dette argument er senest blevet brugt flittigt i debatten om børnecheck og andre velfærdsydelser til EU-borgere. Herregud, det drejer sig jo kun om små beløb, lyder belæringen.
For det tredje fremstilles de EU-kritiske vælgere som mennesker, der bare er imod, men ikke har noget positivt og konstruktivt formål med deres kritik.
Handler ikke bare om økonomi
Men beskrivelsen af EU-kritikerne som ”mindre privilegerede mennesker på landet eller i fattige miljøer” siger mere om EU-elitens snæversyn og fordomme end om virkeligheden.
EU-kritikken rører sig i dag i meget brede befolkningsgrupper, herunder blandt masser af mennesker, der klarer sig godt.
Det er rigtigt, at krisen siden 2008 og euroens store problemer har forstærket kritikken. Men det er forkert, at de folkelige reaktioner kun drejer sig om økonomisk krise. Den drejer sig i høj grad om EU’s magt og national selvbestemmelse.
Tilsyneladende har dele af EU-eliten allerede glemt, at franskmændene og hollænderne stemte nej til EU’s såkaldte forfatningstraktat, blandt andet fordi de mente, at integrationen gik for vidt. Det skete vel at mærke i 2005 – altså før krisen.
Vildledning
Det er også trættende at høre det nedladende argument om, at befolkningerne bare er styret af irrationel frygt.
Når vælgerne er på vagt over for elitens projekter, så er det, fordi de talløse gange har oplevet, at eliten gav dem et vrangbillede af virkeligheden.
Hvem i Danmark husker ikke skræmmeretorikken om, hvor galt det ville gå dansk økonomi, hvis vi stod uden for euroen?
Hvem husker ikke de beroligende forsikringer om, at EU-borgerskabet ikke havde nogen praktisk betydning? Nu bliver dette borgerskab brugt til at gennemføre vidtgående integration – herunder fælles velfærdsydelser.
Der ligger således rationelle overvejelser bag, når argumenterne om, at de fælles velfærdsydelser ikke har større praktisk betydning, bliver mødt med betydelig skepsis.
Det nationale fællesskab
Det er ligeledes fejlagtigt, når eliten giver indtryk af, at kritikerne bare er imod, men ikke har noget positivt mål.
En meget stor del af kritikerne er motiverede af, at der er et særligt sammenhold, en særlig fortrolighed og tillid mellem borgerne i deres land. En tillid, der bygger på fælles historie, fælles normer, sæder og skikke, fælles politisk kultur.
Langt de fleste danskere har det som et positivt mål at værn om dette fællesskab, fordi det giver mange fordele og megen livskvalitet.
Fortrolighed og tillid mellem mennesker er afgørende for dem. Og den fortrolighed og tillid er nu engang langt stærkere mellem danskere end mellem danskere og rumænere. Derfor ønsker man for eksempel at bevare dansk kontrol med velfærdsydelserne.
Kender ikke sine begrænsninger
Langt de fleste danskere er fortsat tilhængere af EU-medlemskabet. Men de er meget optaget af, at der sikres en passende balance mellem EU og national selvbestemmelse. Og de stoler ikke på, at EU-eliten vil sørge for det.
Den vigtigste årsag til EU’s folkelige krise er, at EU-eliten ikke kender sine begrænsninger.
Intet skader danskernes forhold til EU så meget som de belærende Connie Hedegaard’er, José Manuel Barroso’er og Margrethe Vestager’ne, der ikke fatter, hvad der foregår.