Herregården Gammel Estrup på Djursland er i disse dage ved at blive pyntet op til jul. Målet er at få herregården til at se ud, som den gjorde omkring 1918, da den sidste greve boede på stedet.
Det er museets frivillige blomstergruppe, der står for oppyntningen, der omfatter både kranse, guirlander og dekorationer i den engelske stil, som var moderne for knap hundrede år siden Juleforberedelserne på Gammel Estrup er i gang. Museets frivillige blomstergruppe er i fuld sving i blomsterværkstedet, for der skal nemlig fremstilles ikke mindre end 22 kranse og 18 granguirlander samt en række dekorationer til herregårdens mange rum.
”Det er en udfordring, for vi er jo ikke vant til at skulle lave så mange dekorationer, men det er også sjovt”, siger de frivillige Solveig Arnfelt og Hanna Larsen fra Grenaa, der er i fuld gang med at binde et par smukke kranse til herregårdens første sal.
”Vi elsker jo Gammel Estrup, og det er sjovt at få sådan en specifik opgave, hvor vi skal dykke ned i historien og lave noget, der kunne have passet ind for hundrede år siden”, siger de samstemmende og fortæller, at de som en del af forberedelsen til opgaven har set et juleafsnit af den britiske tv-serie Downtown Abbey, der foregår i mellemkrigstidens England.
Den frivillige blomstergruppe på herregården Gammel Estrup er i fuld gang med at binde kranse og guirlander til herregårdens mange sale og gemakker. Oppyntningen skal afspejle tiden omkring 1918, hvor man var inspireret af engelske juleskikke. Fra venstre: Solveig Arnfelt, Hannah Larsen, Vanessa Larsen, Vibeke Binnerup.
Foto: Gammel Estrup Herregårdsmuseet.
Engelske skikke indtager den danske jul
I julemåneden skal Gammel Estrup nemlig fremstå, som den gjorde for knap hundrede år siden, da herregården stadig var beboet. England havde lige vundet 1. verdenskrig, og danskerne tog i stor stil engelske skikke til sig. På herregården og blandt den øvrige overklasse i Danmark var man nogle af de første til at indføre de engelske traditioner, og det afspejler sig i den måde, man holdt jul på Gammel Estrup.
”Efter første verdenskrig var man stærkt inspireret af England og engelsk skik og brug på de danske herregårde. Det gjaldt også julen, hvor man for eksempel begyndte at spise kalkun efter engelsk forbillede i stedet for flæskesteg eller gås. Man pyntede også op med overdådige grandekorationer, fremstillet af materialer fra skovene omkring herregårdene, over spejle og kaminer, som vi kender det fra de engelske herregårde på den tid”, siger museumsinspektør Marie Andersen og fortæller, at museet udover oppyntningen i alle herregårdens rum også levendegør julen på herregården.
Jul for Herskab og Tjenestefolk
Man kan i hele julemåneden opleve juleforberedelserne på herregården med julebagning og tilberedning af julegris, julerengøring og julehygge i grevefamilien. Man kan se både herskabets og tjenestefolkenes juleborde og juletræer og selv være med til forskellige aktiviteter. Målet er at skabe den travle stemning, som kendetegnede julen på en herregård som Gammel Estrup:
”Julen var jo et af de tidspunkter, hvor der foregik mest på herregården. Grevefamilien havde som regel overnattende gæster fra nær og fjern i julen, og man spiste godt og hyggede sig sammen. Tjenestefolkene havde travlt med at slagte julegrisen og få lavet julemad og julebag til herregårdens store husholdning. Der skulle desuden gøres julerent, så alt kunne fremstå fra sin pæneste side i helligdagene”, forklarer Marie Andersen og fortæller, at det ikke bare er hensigten at vise, hvordan man holdt jul på herregården før i tiden:
”Vi vil meget gerne også have folk med i aktiviteterne. I en tid, hvor de fleste går rundt med næsen i telefonen og altid er online, skaber vi rammerne for, at man kan være sammen som familie om de forskellige juleaktiviteter”, siger hun.
På herregården var julen en travl tid – tjenestefolkene knoklede med at lave julemad og gøre julerent, mens grevefamilien havde gæster fra nær og fjern og hyggede sig med forskellige juleaktiviteter. Foto: Gammel Estrup Herregårdsmuseet.
I alle adventsweekender er der derfor aktiviteter for både store og små. Man kan være med til at klippe julepynt, dekorere honninghjerter og skrive julekort. I Riddersalen kan man danse med om juletræet og det er muligt at købe et juletræ med hjem. På www.gammelestrup.dk kan man se det fulde program for juleaktiviteterne.
For yderligere information om Jul på Gammel Estrup kontakt museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær på [email protected] eller telefon 8648 3001.
De bedste hilsener
Gammel Estrup – Herregårdsmuseet
Fakta om Gammel Estrup – Herregårdsmuseet
Efter mere end 600 år i samme families eje blev herregården i 1926 solgt, og Gammel Estrup – Jyllands Herregårdsmuseum blev oprettet i Gammel Estrups hovedbygning i 1930.
Museet hedder i dag Gammel Estrup – Herregårdsmuseet og er en selvejende institution.
Museets opgave er at bevare herregårdshovedbygningen på Gammel Estrup med dens oprindelige udsmykning gennem tiderne og anvende en passende del af den til en samling, der viser herregårdskulturen, især i Jylland, i størst muligt omfang ved Gammel Estrups eget gamle inventar. Museet kan perspektivere sit ansvarsområde nationalt og internationalt. Denne samling skal være tilgængelig for offentligheden og til rådighed for forskningen.
Gammel Estrup – Herregårdmuseet beskæftiger sig i det daglige med de danske herregårde og alt hvad dertil hører af indretningskultur, malerkunst, møbler, herskab og tjenestefolk, iskældre, alléer, skove, marker og kulturlandskab mm.
Gammel Estrup er hjemsted for Dansk Center for Herregårdsforskning, som drives i et samarbejde mellem Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Aarhus Universitet, Nationalmuseet og Arkitektskolen Aarhus.
Museets største formidlingssatsninger er 1700-talsdage i juni måned og juleaktiviteter i forbindelse med udstillingen Jul for herskab og tjenestefolk.
Gennemsnitligt er besøgstallet på 100.000 om året, heraf ca. 5.000 fra udlandet.
Der er åbent hele året bortset fra 24. december-31. januar samt mandage i vinterperioden.
Gammel Estrup – Herregårdsmuseets Netværk blev stiftet i 2006 og har 80 medlemmer, der yder en frivillig indsats i forbindelse med museets mange, årlige formidlingsaktiviteter.
Personalet består af 15-20 personer, der har deres daglige gang på museet, heraf er 4 faguddannede akademikere fordelt på 1 direktør, 2 museumsinspektører og 1 faglig sekretær på Dansk Center for Herregårdsforskning.
Museumsdirektør Britta Andersen har ansvaret for den daglige ledelse.
For mere information tjek www.gammelestrup.dk eller kontakt museet på Tel 8648 3001 eller [email protected].