Camp for Syrians
Søndag eftermiddag blev jeg kontaktet på Københavns Hovedbanegård af to unge mænd. De var udstyret med en zonebillet og i øvrigt meget velklædte og med bagage. ”Where camp for Syrians?”, spurgte den ene høfligt. Det var stort set hvad de kunne på engelsk, men det var måske vejen til Sandholmlejren, de søgte?
De syntes at kende ordet Sandholm, så jeg henviste til linje B mod Allerød og håber, det var korrekt.
Uden at komme ind på vor generelle udlands-/asylpolitik, og verdens ulidelige tilstand/udvikling, så opstod der to tankevækkende betragtninger i forbindelse med denne hændelse:
Et: Kan man (evt.) være flygtning fra ulidelige forhold, hvis man kan dukke op nydeligt klædt og med almindelig flybagage?
To: Er det den service vort land kan tilbyde, en billet til et ’ukendt sted’ og uden et lille stykke papir med en vejledning/adresse?
Begge situationer er desværre tankevækkende tegn på ’samfund i opløsning’.
Erik Larsholt
Friheden under pres
Med Antorinis skolereform, som fratager tid for frit valg af levevis og sportsvalg kommer nu forslag til indskrænkning af børns frikvarterer.
Dette er kommunisme i værste form, som også Islamismen udøver med krav om at betvinge børns hjerner til hvad, der er ”vigtigt”.
I en ”velfærdsstat” som Danmark, hvor børns frihed til at opleve, hvem de egentlig er, bliver frateget dem, fordi ”staten bestemmer dit liv og hvad du bruger din tid og dine tanker til”.
Mange har forudset denne udvikling, men danskerne sover videre …
Fremtiden er vore børn.
Giv dem frihed til selv at vælge frikvarterer, sport og vigtigst, hvad de er bedst til , finde sig selv og derfor vil leve af.
Anne Vase
Robot-patienter?
I hospitalsregi er tendensen blevet at patienten er redukseret til noget nær intetkøn. Det hele menneske er tilsyneladende glemt og nærmest blevet en robotagtig størrelse, som skal igennem systemet hurtigst muligt.
At mænd og kvinder skal dele sengestue er da både grænseoverskridende og krænkende. Det er slemt nok, når antallet på en stue overskrider de 2-3 stykker. En indlæggelse er i sig selv traumatiserende for de fleste og en tid, hvor mange kameler må sluges.
Jeg mener dog, at der er en undtagelse hvis kønnene blandes og det er på opvågningsafdelinger og på intensivafdelinger, begge steder skal patienten overvåges meget tæt, hvilket kræver meget personale og patienterne er ofte ikke nærværende.
At ligge bag diverse forhæng for at opnå bare en smule privatsfære er heller ikke rart, kan for nogen give en klaustrofobisk fornemmelse og ubehagelig følelse af isolation.
Ærgerligt at vore hospitaler er blevet så “fabriksagtige”, hvor det gælder om, at fabrikere mest muligt. Den fortidige helt basale sygepleje og omsorg eksisterer ikke længere, patienten overlades stort set det fulde ansvar for sit indlæggelsesforløb.
Kirsten Christensen
De radikales omvendelse
Nu har regeringspartiet Det radikale Venstre i tre år generelt modsat sig at gøre noget som helst for at dæmme op for den undergravning af det danske samfund, som muslimsk kultur har påført os. Man har troligt hentet reserver ind fra partiets yderste grænser og fåtallige medlemsskare og gjort dem til ministre for hhv. integration, ligestilling og kirke, og der er lavet den ene fine handleplan efter den anden – alt sammen i integrationens hellige, og teoretiske navn.
Men da virkeligheden ser stadig mere dyster ud, har den nye radikale leder Morten Østergaard indset to ting. Dels at der er kort tid til valget, og dels at den nuværende regering ikke kan overleve næste valg.
Derfor har han nu meldt ud, at hans parti går ind for, at det skal være muligt at inddrage pas fra folk, om hvem der bare er mistanke om, at de vil rejse ud som hellige krigere. Sikke en omvendelse. Man må ikke håbe, at blå blok fristes til at fæste lid til dette ældgamle, radikale politiske trick, at man skifter standpunkt – som sidste dages hellige.
Visti Christensen
