”Hvis den store brosten, der bragede gennem bussens rude i passagerudstigningssiden var kommet fra den anden side, ville den helt sikkert have skadet mig,” siger tillidsmand for Arrivas chauffører i Esbjerg Haydar Ali Akdogan til Den Korte Avis.
I sidste uge var den så gal igen, denne gang med direkte trusler mod en kvindelig chauffør.
Situationen er alvorlig. Ifølge Haydar Ali Akdogan bliver chaufførerne truet på livet. “Det er uholdbart og gør mine kollegaer sårbare og syge. Jeg har selv prøvet det, og det er altså meget ubehageligt.”
Stenkast mod busserne på bestemte ruter i Esbjerg er imidlertid ikke et nyt fænomen.
Men angrebene i sidste uge medførte så stor en følelse af afmagt blandt chaufførerne, at de mandag morgen besluttede at nedlægge arbejdet.
Derefter blev holdt møde med myndighederne om den uholdbare situation.
Kommunikationschef hos Arriva Martin Wex oplyser, at man tager episoden meget alvorligt.
”Vi er i første omgang blevet enige om, at vi alle – kommunen, Sydtrafik, politiet, SSP-medarbejderne og Arriva – øger opmærksomheden i området og holder hinanden orienteret, hvis der sker nye tilfælde af chikane eller stenkast. Vi har også aftalt at mødes igen, så vi kan opdatere hinanden på, hvordan det er gået siden sidst – og eventuelt aftale konkrete tiltag.”
Ifølge chaufførernes tillidsmand har politiet tydeligvis øget patruljeringen i områderne Kvaglundparken og Stengårdsvej, men han tror ikke at problemerne vil holde op af den grund.
”Det handler om et større problem, ikke bare at nogen går rundt og keder sig. Det handler om, at der er nogen, der skal lære at respektere det danske samfund, som er baseret på kristne værdier, ” siger Haydar Akdogan.
Mener du, der er nogen, der ikke respekterer det danske samfund?
”Ja, der er nogen, der bliver hjernevasket til at være imod alt sund fornuft, det er et stort problem og det ødelægger det for rigtig mange. Folk skal simpelthen lære at opføre sig ordentligt.”
Hvad mener du man skal gøre med dem, som render rundt og kaster sten efter sagesløse mennesker?
”Jeg tror, man skal sætte meget tidligt ind. Når de først bliver så gamle, at de går ud af skolen, så er der ikke meget at gøre.”
Er stenkast mod busserne og trusler mod chaufførerne i Esbjerg et regelmæssigt problem?
“Ja, det er det, og det er en meget trist udvikling.”
Som i alle andre almennyttige boligområder i Danmark, er der problemer i boligområder, hvor mange har rødder i ikke-vestlige muslimske lande.
To ghetto-områder
I Esbjerg er det især to områder, hvor det kan være belastende at være chauffør. Disse to områder – Stengårdsvej og Hedelundsparken (tidligere Kvaglundparken) – opfylder begge kravene til en plads på regeringens ghettolisten. Det er høj andel af indvandrere, høj kriminalitet, lav beskæftigelse og mange på offentlig forsørgelse.
I disse boligområder er det et vilkår, at der jævnligt blusser uroligheder op. I Esbjerg er problemerne måske ikke så store som i de større byer, men tendensen er klar. Hvis man ikke passer på, vil det sikkert gå som i Aarhus, Odense og København.
Unge, der laver hærværk og vold mod offentlige bygninger, unge, der knuser ruder og sætter ild til skraldespande eller biler.
Unge, der sætter en ære i at skære dækkene op på politiets biler. Unge, der kan finde på at kaste sten efter brandvæsnet, så de er nødt til at vende om.
Optimistiske myndigheder
Ifølge myndighederne i Esbjerg er det ellers gået bedre de sidste år, så det ærgrer, når der igen sker sådan noget.
Steen Bach, leder af samarbejdet mellem Skole, Socialforvaltning og Politi (SSP) er også fortrøstningsfuld. Det er nemlig ifølge Bach blot nogle drenge, der er sent ude og som gejler hinanden op, når de skal vise sig over for hinanden. (DR)
Leder af nærpolitiet Lorenz Matzen er også rolig. Han mener, det kun handler om nogle få, og politiet er ikke bange for at bevæge sig rundt i områderne. (DR)
Et mønster der gentager sig
Desværre må man regne med, at historien gentager sig – i Esbjerg og i andre områder med ghettoer. Det viser erfaringerne.
Den Korte Avis har mange gange skrevet om helt samme problemer andre steder i landet. Busser, der blev angrebet med sten, når de kørte igennem indvandrertætte bebyggelser.
Myndighedernes tro på, at det blot er uvorne unger, og at man blot skal have en god dialog med dem og deres forældre har indtil videre ikke holdt stik.
Problemerne stikker dybere og bunder i en kultur, hvor børn og unge ofte vokser op med ligegyldighed eller fjendtlighed i forhold til Danmark og danskerne, som de skulle være en del af.
Så længe man ikke vil forstå og tackle forskellene i kultur og opdragelse bliver problemerne ved.