Asylansøgere vælter fortsat i en lind strøm ind i Danmark. Ifølge Udlændingestyrelsen var antallet for i år per 31. maj nået op på i alt 2.846, og langt de fleste af dem kommer uden papirer, der kan dokumentere, hvem de er og hvor, de kommer fra.
Hos Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter, NUC, vurderer vicepolitiinspektør Claus Birkelyng således, at skønsmæssigt kun en fjerdedel af alle dem, der søger asyl i Danmark, kan fremvise dokumenter, der kan bekræfte deres identitet.
Resten har ingenting med.
”Det er min vurdering, at de manglende dokumenter kan skyldes flere faktorer,” siger Claus Birkelyng til Jyllands-Posten og forklarer:
”Nogle asylsøgere kommer fra lande, hvor man ikke per automatik er udstyret med identitetspapirer, nogle har mistet dem undervejs, mens andre forsøger at sløre deres identitet eller nationalitet og derfor har gemt dem af vejen.”
Udlændingestyrelsen: Tvivlen kommer ansøgeren til gode
Alle asylansøgere, der kommer til Danmark, får taget deres fingeraftryk, som bliver sendt til det europæiske fingeraftryksregister med det formål at finde ud af, om ansøgeren har søgt asyl i et andet EU-land.
Andet og mere kan registret ikke gøre, og det er herefter op til Udlændingestyrelsen, hvor selve asylbehandlingen finder sted, at opklare, om den papirløse asylansøger taler sandt eller ej.
I Udlændingestyrelsen bekræfter kontorchef Jakob Dam Glynstrup over for Jyllands-Posten at mange asylansøgere dukker op uden et eneste stykke papir.
I den slags tilfælde bliver der foretaget en grundig undersøgelse med eksempelvis sprogtest og lokalkendskab til det område, asylansøgeren hævder at komme fra. Man kan for eksempel finde på at spørge, hvilken farve busserne har i det pågældende område.
”Ofte er asylsøgerens forklaring det væsentligste grundlag i en asylsag. Her gælder i asylretten det grundlæggende princip, at enhver rimelig tvivl skal komme ansøgeren til gode. Men vi foretager en grundig undersøgelse af ansøgerens forklaringer,” siger Jakob Dam Glynstrup til Jyllands-Posten.
Udlændingestyrelsen fører ikke statistik over, hvor mange asylansøgere, der dukker op uden et eneste stykke papir. Det gør de til gengæld i Norge, og her viser det sig ifølge avisen, at 94,1 procent af samtlige ansøgere ikke har papirerne i orden.
Omkring 2.000 fik sidste år asyl på deres glatte ansigt
Med erfaringerne fra Norge, hvor man åbenbart har styr på sagerne og fører statistik, kan der vist ikke herske megen tvivl om, at man i Rigspolitiets Udlændingeafdeling ikke overdriver, når man skønner, at omkring 75 procent af asylansøgerne i Danmark dukker op uden papirer.
Det betyder, at omkring 2.000 asylansøgere sidste år fik opholdstilladelse på deres glatte ansigt.
I 2013 modtog Danmark således 5.655 asylansøgere, hvoraf en fjerdedel eller i alt 1.885 var i besiddelse af papirer, der kunne dokumentere deres identitet og oprindelsesland.
Imidlertid blev der det år givet i alt 3.840 opholdstilladelser, og det betyder, at der som minimum blev givet opholdstilladelse til 1.760 personer, der var kommet til landet uden et eneste stykke papir som dokumentation for hverken navn eller hjemstavn.
Og tallet er endda formentlig lavt sat, da man må gå ud fra, at en del af de 25 procent, der havde papirerne i orden, havde fået deres asylansøgning afvist. Dertil kommer med henblik på det norske tal på 94,1 procent, at de 75 procent, Rigspolitiets Udlændingeafdeling skønner kommer uden papirer, måske er lige i underkanten.