At der til ethvert retssamfund hører domstole, er hævet over enhver tvivl.
Men ligesom Folketinget kontrollerer regeringen (§15) og domstolene kontrollerer Folketinget (Tvindsagen m.fl), er der grund til at spørge, hvem der egentlig kontrollerer domstolene?
I Danmark siger grundlovens § 64, at ”dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven”. Og heri ligger jo en klar formaning: dommerne skal rette sig efter loven. De skal ikke skabe ret. De skal fortolke og anvende retten under respekt for de præmisser, som lovgiver har sat. Sådan er det i et retssamfund.
EU-domstolen har mere magt end de nationale domstole
I EU forholder det sig imidlertid ikke sådan. EUs domstol er ikke bundet af de love, som politikerne vedtager. Tværtimod har domstolen i Luxembourg siden Fællesmarkedets oprettelse tiltaget sig en stadig større politisk rolle.
Det kommer til udtryk i de stadig mere opsigtsvækkende afgørelser, som blot gennem de seneste år har påvirket vores velfærdsydelser – SU, kontanthjælpen, børnepenge mv. – samt udlændingelov (Metock, Zambrano mv.).
Disse domme er imidlertid ikke enkeltstående tilfælde, men brikker i et større billede, hvor Domstolen siden Fællesskabets start har været den drivende kraft i retning af stadigt stærkere integration og overdragelse af beføjelser til EU.
En lang udvikling med store konsekvenser
I min bog ”Intet over og intet ved siden af…” beskrives det for første gang på dansk, hvordan denne udvikling har fundet sted. Jeg tillader mig her at give et lille rids:
Allerede ved Fællesskabets begyndelse slog Domstolen fast, at der ikke var tale om et almindeligt folkeretligt samarbejde.
Fyndigt slog dommerne i ”Van Gend en Loos”-dommen (26/62) fast, at der var tale om et helt ”nyt folkeretligt system”. Dette gav ikke alene anledning til at definere projektet som nyt og løsrevet fra alt, hvad man tidligere havde set; men gav os dommerne mulighed for at bygge videre herpå og gøre med traktaten, hvad de fandt ønskeligt.”
Og her holdt dommerne sig sandelig ikke tilbage.
I 1964 (costa/enel) slog Domstolen fast, at national lovgivning var underordnet i forhold til ef-retten. Mange tror, at et sådan princip er besluttet og formuleret af de valgte regeringer og politikere; men det er det ikke. Her har dommerne været penneførere og hovedarkitekter. Men det stopper ikke med forrang.
Nyt stort skridt
Med direkte henvisning til det ”nye folkeretlige system” valgte dommerne ti år senere at omdefinere hele samarbejdet og give traktaten umiddelbar virkning (43/75). Hvis ikke forrangen havde været kontroversiel, så var dette virkelig kontroversielt!
For med umiddelbar virkning blev medlemslandene for alvor sat ud på et sidespor.
Konkret handlede sagen om, at man i traktaten havde indskrevet, at der skulle indføres ligeløn mellem mænd og kvinder. Et smukt og nobelt princip, som så løbende og i fællesskab skulle udmøntes i form af direktiver, når landene kunne blive enige om, hvordan og hvornår. Man så traktaten som en formålserklæring, thi sådan er det jo i folkeretten.
Men, men, men – EF er jo netop ikke folkeret. Det havde dommerne afgjort. Det er, var og bliver: ”et nyt folkeretligt system”. Og med den begrundelse kunne dommerne derfor lade ef-borgerne støtte direkte ret på traktaten og kræve ligeløn fra deres arbejdsgivere.
Bekymringen begynder at brede sig
På dette tidspunkt begyndte bekymringen blandt mange medlemslandene for alvor at indfinde sig. Man var ængstelig over, at den traktat, man egentlig var blevet enig om, pludselig blev fortolket på en fuldstændig anden måde, end det, man havde formodet.
Her var igen spørgsmålet relevant: hvem står øverst – medlemslande eller EUs egne institutioner?
Dommernes svar på spørgsmålet kunne ingen være i tvivl om. Og slet ikke da dommerne i ”Internationales Handelsgesellschaft (11/70) slog fast, at ef-rettens forrang ikke bare gjaldt i forhold til medlemslandene almindelige lov, men sandelig også i forhold til deres forfatninger! Kommer det til en konflikt mellem vore grundlove og eu-retten, står eu-retten øverst. Det har EUs dommere nemlig afgjort.
De danske politikere lukker øjnene
Alle disse afgørelser er truffet, inden Danmark i 1973 meldte sig ind i EF. Det kan derfor undre, at statsminister Krag forud for afstemningen i 1972 slog fast, at ”Danmark bevarer sin selvstændighed på alle væsentlige områder”.
Men tilsvarende må det undre, at ingen af disse skelsættende afgørelser syntes at spille nogen rolle i valgkampen. Stilheden er symptomatisk for politikerstanden den dag i dag. Som medlem af Folketinget 2005-2009 oplevede jeg, hvordan folketingspolitikernes tilgang til eu-retten kunne opdeles i lige dele apati og bevidst uvidenhed.
Hovedparten ønskede ikke at forstå noget, men nøjedes med at læse de pamfletter, som EUs institutioner udsendte. Resten var bare ligeglade. Denne ligegyldighed har haft store konsekvenser – og i særlig grad i tiden efter Maastrichttraktaten, hvor unionsborgerskabet trådte i kraft.
Unionsborgerskabet og de nationale love og udlændingepolitikken
Med unionsborgerskabet er det nemlig ikke blot på det institutionelle plan, at EU-dommerne har rykket grænserne.
Nu var tiden også kommet til de nationale love.
I den almindelige pressedækning har særligt dommene om udlændingepolitik og vore velfærdsordninger været i fokus. Det er også vigtigt. For hvori består rimeligheden af, at det er ikke-valgte dommere, der træffer afgørelse om, hvilke udlændinge der skal have ophold i Danmark og hvilke ikke-danske unionsborgere der skal kunne modtage SU, børnepenge mv., og hvornår? Den slags spørgsmål spiller en central rolle ved folketingsvalgene. Ville det da ikke være rimeligt at lade afgørelser herom være overladt til de – netop – folkevalgte?
Dommerne har dog ikke kun benyttet anledningen til at rykke på udlændinge- og velfærdspolitiske ordninger.
Dommerne står over politikernes erklæringer
Måske endnu mere væsentligt, er grænsen mellem medlemslandenes suverænitet og EUs beføjelser også gang på gang blevet rykket – i sidstnævntes favør.
I 2003 (C-402/03) besluttede Domstolen eksempelvis, at de erklæringer, som ofte er forudsætningen for, at man i Rådet overhovedet kan blive enige om ny lovgivning, ikke har nogen juridisk betydning.
Det betyder, at de erklæringerne, som politikerne måtte blive enige (!) om, nemlig ingen værdi har. Vel er traktaterne tavse herom. Og vel har de ofte været en forudsætning for, at man i Rådet kunne blive enige.
Men nej – den slags gælder ikke. Man fristes til at motivtænke – hvem gavner dette egentlig? Svaret er naturligvis de føderale institutioner – Kommissionen og EU-parlamentet – som således ikke skal trækkes med nationale hensyn og delikate rådsforhandlinger.
Tjernobyl-sagen
Tag også tjernobyl-sagen (70/88), som ændrede på, hvem der kan anlægge sag mod hvem i EU-systemet. Oprindeligt var det specifikt formuleret i traktaten, at EU-parlamentet IKKE kunne anlægge annullationssøgsmål – dvs. retssager mod de andre institutioner om, at afgørelser skulle annulleres.
Politikerne havde ved traktatens formulering specifikt valgt at undtage EU-parlamentet fra en sådan beføjelse. Rimeligt? Det må hver afgøre for sig. Men traktatens ord var klare.
Sådan så dommerne dog ikke på det.
Vel var traktaten klar. Men, men, men – for at sikre ”den institutionelle ligevægt” valgte dommerne alligevel at tildele EU-parlamentet denne beføjelse. Så meget for jura og lovens ord… Parlamentarikerne jublede og kunne glæde sig over mere magt. Dem, der havde skrevet traktat, sad undrende tilbage.
Fra mellemstatsligt til overstatsligt
Endelig skal nævnes, hvordan dommerne aktivt har arbejdet for at flytte sagsområder fra det mellemstatslige eu-område (søjle to og tre) og over i det overstatslige, hvor det ikke er medlemslandene, men derimod EUs institutioner – Kommission, EU-parlamentet og (!) Domstolen – der har den primære beføjelse.
Det sås tydeligt i den såkaldte miljødom (176/03), hvor Rådet ville kriminalisere særlige miljøforbrydelser. Da der var tale om retspolitik, valgte Rådet at gennemføre retsakten efter reglerne i søjle tre, hvor det alene var medlemslandene, der traf afgørelse og hvor hverken Kommissionen, EU-parlamentet eller Domstolen havde beføjelse.
Disse mente imidlertid, at en sådan sag hørte under søjle 1 – det overstatslige. Og sandelig om Domstolen da ikke var enig! Siden da har Kommissionen fremsat en stribe retspolitiske forslag under søjle 1… Igen havde medlemslandene trukket sorte-per i et spil, de faktisk selv havde opfundet. Siden har medlemslandene resolveret og simpelthen lagt de mellemstatslige søjler ind under det overstatlige. Hvorfor kæmpe mod vindmøller..?
Ammunition til kampen for national suverænitet
Ja, det er let, når man arbejder med eu-stoffet, at miste modet. Men jeg håber, at min bog kan modvirke en sådan defaitisme og give nyt mod på kampen.
Grundlæggende handler det ikke om, hvorvidt man er enig i eller imod EU eller de nævnte regler og afgørelser.
Det handler om folkestyre.
Skal vor fremtid og de væsentlige beslutninger træffes af folkevalgte politikere eller udvalgte dommere? Det er spørgsmålet. Og jeg er ikke i tvivl om svaret.
Titlen på min bog er hentet fra Viggo Hørup, der anførte, at ”intet er over eller ved siden af…Folketinget”. Dette kan man i dag stille et spørgsmålstegn ved og jeg vil nok mene, at Domstolen i dag kan sættes ind, hvor Folketinget burde være. Det er forkert. Og det kræver kamp.
Vel er dette ikke Bruxelles. Og vel er jeg ikke Barroso. Men sandelig siger jeg jer: terningerne er kastet.
Morten Messerschmidt, MEP, cand.jur.