Den Korte Avis afslørede udlændingesvindel: nu skal Mette Frederiksen forklare

Efter en artikel i Korte Avis fredag om udenlandske fupstuderende, der opholder sig illegalt i Danmark, har Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, nu kaldt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i samråd.

 

Blandt andet beskrev artiklen, hvordan udenlandske studerende fra den tredje verden via fup og fiduser kommer ind i landet, hvorefter de bliver her illegalt, da ingen kontrollerer, om de rejser ud igen.

 

Giver artiklen anledninger til ændringer i den førte politik?

Dansk Folkeparti vil nu have regeringen til at stramme op på reglerne og beder Mette Frederiksen kommentere på artiklen samt redegøre for, om artiklen i Den Korte Avis giver anledninger til ændringer i den førte politik.

 

”Vi stiller ikke så mange krav i dag. Vi kunne godt stille lidt flere,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og henviser til, at Dansk Folkeparti og den tidligere regering rent faktisk vedtog en lov, der skærpede kravene til udenlandske studerende.

 

Imidlertid kom Folketingsvalget i 2011 i vejen, og det daværende flertal nåede ikke at implementere kravene.

 

Mette Frederiksen droppede skrappere VKO-lovgivning

Efter VKO-reglerne skulle visse udenlandske studerende have et beløb, der svarede til et års SU, stående på deres konto som betingelse for at få adgang til at studere i Danmark.

 

Desuden skulle der udarbejdes nye sprogkrav. ”Men det arbejde droppede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen,”  oplyser Martin Henriksen og fortsætter:

 

”Det er uforståeligt, at den røde regering valgte ikke at implementere de nye krav. Vi nåede aldrig at se effekten. Derfor bør vi igen kigge på kravene om selvforsørgelse og bede om en økonomisk garanti som sikkerhed for, at en udenlandsk studerende kan klare sig i en årrække i Danmark,” understreger Martin Henriksen

 

Kommer ikke for at studere, men for at arbejde illegalt

I artiklen i fredagsavisen beskrev tidligere ambassadør Bent Wigotski, hvordan unge mennesker fra den tredje verden helt bevidst udnytter det danske uddannelsessystem med det ene formål for øje at komme ind i landet for at bo og arbejde illegalt.

Læs også
Mette F. lægger ud med store løftebrud i udlændingepolitikken – vi får flere flygtninge

 

Således beskrev Wigotski, hvordan en ung tjener forklarede ham og en medarbejder fra ambassaden, hvordan man kommer ind i Danmark for at arbejde:

 

”Det ordnede sig nemt, og det gjorde mange andre. Man skulle bare søge ind på en eller anden uddannelse, kursus eller højskole i Danmark. Så fik man en opholdstilladelse, som ganske vist var tidsbegrænset.

 

Men var man først inde i landet, var der ingen, der kontrollerede, hvad man foretog sig. Man behøvede allerhøjest at møde frem på uddannelsesstedet den første dag, så var den klaret.”

 

På fårehyrdeniveau

Som Bent Wigotski oplevede det på sin ambassadørpost ude i fronlinjen, hvor de modtager ansøgere, der vil til Danmark og studere, var det danske uddannelsessystem og dets lette adgang til at arbejde illegalt i Danmark vidt berømt i selv de fjerneste afkroge.

 

Og mange af de håbefulde unge mennesker, der dukkede op på ambassaderne med ønsket om at komme til Danmark og studere, manglede helt elementære kundskaber.

 

Læs også
Mette Frederiksen satsede voldsomt og tabte – kaotiske tilstande hos de røde

”Vi måtte konkludere, at vi ofte havde at gøre med fårehyrder og andre udmærkede mennesker på samme kundskabsniveau, altså et yderst mangelfuldt udgangspunkt for at ville studere IT, regnskabsvæsen, Grundtvig, dansk guldalderkunst og så videre,” skrev Bent Wigotski.

 

Misbrugt til ulovlig indvandring

I sin artikel konkluderer tidligere ambassadør Bent Wigotski, at den velmente adgang for udlændinge til det danske uddannelsessystem bliver misbrugt til ulovlig indvandring i et ikke helt ringe omfang.

 

På ambassaden undrede man sig på et tidspunkt over, at der ikke blev sat en stopper for, hvad man betegnede som uddannelsessektorens lette kavaleri, men kom til den konklusion, at det nok skyldtes lokale ønsker om at bevare uddannelsesinstitutioner.

 

”Jeg tør selvfølgelig ikke gisne om, hvilken rolle gebyrerne fra de udenlandske studerende spillede for deres økonomi. Men nogle år senere kunne jeg fra en anden post i udenrigstjenesten observere, hvordan disse højskoler og andre private uddannelsesforetagender drev meget ivrig hvervning i visse lande,” skrev Bent Wigotski blandt andet fredag i Den Korte Avis.

 

Folketing og regering bør reagere

Ligeledes har Martin Henriksen erfaret, at der i visse lande foregår en hvervning, som ikke er helt ren i kanten.

 

Læs også
Regeringsforhandlingerne er ramt af store problemer – men Journalistisk Venstreparti prøver at hjælpe ’deres’ Mette

”Jeg har før hørt om, at der i visse lande er agenter, der forsøger at sælge unge mennesker historien om, at de kan komme til Danmark på studieophold og samtidig tjene penge ved at arbejde en masse,” siger Martin Henriksen og understreger:

 

”Det, som beskrives i Den Korte Avis bekræfter jo, at der er noget, som ikke fungerer optimalt, og som Folketing og regering bør reagere på.”

 

Martin Henriksen oplyser, at han i første omgang har valgt at stille spørgsmål til den ansvarlige minister for opholdstilladelser til studerende, socialdemokraten Mette Frederiksen. Andre ministre kan senere komme på tale.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…