Vis mig dit slips – og jeg ved hvem du er
“Med en skæv slipseknude ligner man en SF-formand, der forsøger at ligne en udenrigsminister, men uden synderligt held”. Sådan udtalte forhåndværnde udenrigsminister i Poul Schlüters regering, Uffe Ellemann-Jensen, sig om den nuværende SF-formand og udenrigsministers tøjstil.
”Man ligner ikke en udenrigsminister, når man optræder med krøllet habit, skjorten knappet op i halsen og et 1960′er slips bundet med skæv knude”, sagde Uffe Ellemann-Jensen til flere medier. Ifølge Ellemann afspejler Villy Søvndals sjuskede slipseknude netop den splittelse, som Villy Søvndal føler mellem sit job som udenrigsminister og som formand for SF.
Det handler bl.a. om stil. Ledelsesstil
Slipset står i dag som symbol på den gammeldags ledelsesstil. Det udstråler autoritet,
kontrol, magt, hierarki. Alt det som i dag er negativt ladede ord. Når man som chef
tager slipset af, udstråler man en lidt blødere og mere moderne ledelsestilgang.
Med sin påklædning viser man, hvem man er som person, og når man løsner op
påklædningsmæssigt, løsner man også op for sin personlighed, og det er formentligt
forklaringen på, at tendensen har spredt sig som ringe i vandet.
Slipset er bare yt på alle niveauer i erhvervslivet. Det bruges simpelthen så sjældent. Selv ministre og partiledere ses ofte uden slips, når de optræder på TV og signalerer dermed mere åbenhed. For blot få år siden ville det have været næmest utænkeligt.
Ansatte føler sig mere ligeværdige med deres ledere
Medarbejdere kræver at blive lyttet til og blive inddraget på deres arbejdsplads. De vil
tale med deres chef, som var det en ligeværdig person – selv om de dybest set godt
ved, at de ikke er ligeværdige. Især vil de unge ikke kostes rundt med af en ”stram
slipsefyr”.
Påklædning er en del af den måde, man kommunikerer på som leder, og da en vigtig
pointe for en leder er at motivere, skal han klæde sig på en måde, der ikke skaber
afstand – for eksempel ved ikke at bære slips, som signalerer hierarki og autoritet. En leder skal være anerkendende, værdsættende og udstråle ligeværdighed.
Vi bruger tøjet til at kommunikere, hvem vi er, og hvad vi tror på, og i dag er det
vigtigste at have sin egen stil, at vise at man ikke er underlagt moden eller en bestemt
businessuniform.
Heller ikke som leder. Man vil vise, at man godt kan opnå respekt,
selv om man løsner skjorten og ikke går med slips. Samtidig repræsenterer slipset et
hierarki, som de unge slet ikke er vokset op med.
Der er dog undtagelser
Slipset er stadig ofte en uundværlig del af en egentlig uniform.
F.eks. bærer piloter og officerer i uniform stadig slips. Og hvis man er på vej til et
møde i Londons finanskvarter, er det også temmelig sandsynligt, at man har denne
flere hundrede år gamle beklædningsgenstand om halsen.
Og vi skal kun bevæge os syd for grænsen til vores store naboland Tyskland for at se, at slipset stadig er en ”business- uniform”. Og på de bonede gulve har vores udenrigsminister værs’go at følge etiketten.
Som en service over for både udenrigsministeren og alle læsere af Den Korte Avis, kan det oplyses, at den perfekte slipseknude findes på www.slipseknuder.dk

