Tvangen må fjernes ved organdonation

Den danske presse har endelig opdaget, at der er mere end én part i problemstillingen vedrørende organdonation.

I 30 år har det ellers været ganske umuligt at få ørenlyd for det synspunkt, at der er mennesker, der gerne vil dø en hjertedød og ikke en hjernedød, og at masser af pårørende har været igennem den åndelige tortur, det er at få smidt spørgsmålet om organdonation lige i ansigtet i deres livs sværeste stund.

Pludselig er hele synsvinklen drejet 180 grader. Vi har fået indblik i en sag, hvor lægerne har begået fejl på fejl, der ikke kan placeres under enkeltstående fejl. Tværtimod dokumenterer forløbet så ganske udmærket, hvordan man jagter de pårørende i iveren for at få fingre i måske døendes organer.

Man må håbe, at eftertanken breder sig

Der er nemlig ikke frivillighed, når det gælder afgivelse af organer. Allerede når spørgsmålet er stillet, tvinger man de arme forældre ind i en tankegang, de over hovedet ikke burde tvinges ind i.

Medlemmer fra vist alle partier har længe argumenteret for, at staten bare skal kunne hugge organerne uden at spørge. Dette har slet ikke givet anledning til samme medieprotest, som når et personnummer ved en fejltagelse videregives. En underlig proportionssans.

Man kan kun håbe, at den konkrete sag, hvor lægerne forsikrede om, at pigen aldrig ville vågne op – hvad hun som bekendt gjorde – fører til, at eftertanken breder sig.

En dødsattest kræver hjertedød

At afgive sine organer betyder jo, at man pålægger sine pårørende at tage afsked med os, mens vi i folkelig forstand er levende. Vort hjerte banker, hjertet slår, vi har varm hud osv.

Det er nemlig hele fidusen. Hvis vi skal være organdonorer, så skal vi være som levende – bortset fra, at hjernen er død. Derfor kan der heller ikke udstedes dødsattest og en hjernedød kan heller ikke begraves.

Først når man er hjertedød kan der udstedes dødsattest.

Se, alle disse kendsgerninger har man i jagten på organer i den grad underspillet, for nu at sige det meget venligt.

Man skal selv have valgt det på forhånd

Det bør da være et minimum, at vi selv og aldeles frivilligt har testeret vor krop til organdonation, og at vi skriftligt tillige har forsikret om, at vi ved, hvad hjernedød er.

Jeg mener: Vi kan jo ikke købe så meget som en stoppenål over internettet uden, at vi skal bekræfte, at vi har læst betingelserne. Sådan bør det også være før vi testerer vor organer. Det skal sikres, at vi ved, hvad hjernedød er, og vi skal forsikre, at vi har informeret vore pårørende. Alt andet er overgreb, ja tvang.

Men hvis folk ved, hvad de går ind til, vil de jo sige nej, lyder indvendingen. Ja, men det er på tide, at vi får gjort op med disse horrible overgreb, og den utålelige propaganda, hvor man overhovedet ikke tænker på den, der skal dø og de pårørende.

Jeg vil gerne selv bestemme over min krop og være sikker på, at der ikke herses med de efterlevende.