Tværfagligheden er gået amok

Tværfaglighed har man haft i gymnasiet i mange år i form af frivilligt samarbejde mellem beslægtede fag om et naturligt fælles tema. Det er først med gymnasiereformen af 2005, at tværfaglighed er blevet en næsten religiøst betinget tvang. Den præger gymnasiet fra første til sidste år, og man insisterer på at etablere samarbejde mellem fag, selv om de intet naturligt har med hinanden at gøre.

Tværfaglighed som religion

Det gør man til trods for, at netop den tværgående emne- og projektorienterede undervisning formentlig har været den vigtigste årsag til, at folkeskolen har bevæget sig væk fra faglig fordybelse. Resultatet af det er blevet, at et stort antal gymnasieelever har store huller i de basale faglige forudsætninger i dansk (stavning og grammatik), sprog, historie, matematik og naturfagene. Huller, som det er umuligt at fylde ud.

I hvert fald vil dyrkelsen af tværfaglighed komme til at gå ud over mulighederne for at nå de høje faglige niveauer i gymnasiet, der er forudsat. Ret beset er der ikke noget belæg for, at helhed er et entydigt gode som mål for undervisningen. Der er forskel på at undgå splittelse og idealisere helhed.

Middagsbordsfaglighed

 Med gymnasiereformens indførelse af de tværgående grundforløb, almen studieforberedelse, studieretningsopgaven og krav i øvrigt om tværfaglige aktiviteter er der kommet en række gøgeunger ind i uddannelsen, der medfører en atomisering af undervisningen i fagene med et fald i det faglige niveau til følge.

Mange lærere peger på, at faglige hensyn er blevet sekundære i forhold til hensynet til en bestemt struktur. Samtidig har emneundervisning i højere grad et oplevelsespræg end et indlæringspræg. Fortalerne for reformen taler om en ny og bredere faglighed, men det er et røgslør. Sandheden er, at fagligheden har åndenød.

Hvis ikke tværfagligheden er baseret på solid faglighed, bliver den ren overfladefaglighed, en middagsbordsfaglighed. Det er grunden til, at tværfaglighed passer så godt til et fag som samfundsfag, mens det ofte virker snærende og begrænsende i færdighedsfag som for eksempel sprogfagene, der risikerer at blive marginaliserede.

Også andre fag, som eksempelvis matematik og science-fagene, betaler en høj pris for tværfagligheden. De afgiver timer til de tværgående aktiviteter uden at få meget, om overhovedet noget, retur. Disse fag tvinges til bruge tid på emner, der passer ind i de tværfaglige forløb, men som ikke er centrale for faget. Det fører undertiden til en trivialisering af faget.

”Ny faglighed”? Varm luft

 Reformpædagogernes inspiration til det tværgående projektarbejde har været RUC. Men på RUC har man for længst opgivet princippet om en bestemt organisation af undervisningen som universelt middel til tilegnelse af kundskaber og færdigheder. Til gengæld har man altså nu, et par årtier senere, haft held til at overføre de stivnede dogmer til gymnasiet. Der fokuseres på metoder og teknikker i stedet for faglighed, altså på form snarere end indhold.

En væsentlig del af undervisningen henlægges nu til ’almen studieforberedelse’, der risikerer – i lighed med folkeskolens orientering – at blive en slags fagligt ingenmandsland, der skiftevis erobres af de fag, der passer bedst ind i modellen. Især det altædende samfundsfag. Mindst lige så problematisk er det, at alle disse tværgående aktiviteter giver idelige afbrydelser af undervisningen i fagene og dermed bidrager til at sænke det faglige niveau i de enkelte fag. Noget, som det såkaldt tværfaglige niveau slet ikke kan kompensere for.

Virkeligheden er et lavere fagligt niveau

”Ny faglighed” kalder man det, men det er et helt indholdsløst begreb – varm luft, ligesom begreberne ”ny skriftlighed” og ”fag-faglighed”. De har alle til formål at skjule virkeligheden, nemlig at det faglige niveau i gymnasiet er blevet væsentligt sænket med gymnasiereformen.