Mange eksperter kan gøre mere skade end gavn i børnesager
Børnesager kan være komplekse. I nogle tilfælde er der heldigvis fælles interesse mellem barnets nære “voksne” og den kommunale myndighed i at få afdækket en sag så godt og så hurtigt som muligt.
I andre er der ikke. Det gælder især, hvor der ikke alene er tale om svigt, men til tider direkte misbrug – seksuelt eller på anden vis – af barnet. I sådanne tilfælde vil forulemperen selvfølgelig gøre, hvad der er muligt for at sløre og forhale sagen.
Sådanne eksempler har især fyldt meget i mediedækningen de senere år, hvor en række kommuner mere eller mindre har fået en “sag” opkaldt efter sig.
Tværfaglige løsninger
Men hvad er det, der sker, og hvorfor tager det så lang tid for den kommunale myndighed at nå ind til sagens kerne og få truffet den rigtige og nødvendige beslutning? Der er givet mange bud, og her sættes søgelyset på et element i sagsbehandlingen, der normalt ikke påkalder sig (kritisk) opmærksomhed, nemlig den tværfaglige opgaveløsning.
Specielle problemstillinger fordrer specialistviden for at blive løst. Meget specielle problemstillinger kræver dybtgående specialviden – altså en virkelig specialist. Den sammenhæng står ikke til diskussion.
Problemet opstår – eller forstærkes – når barnet og situationen om barnet er en sammensat størrelse. Det vil ofte være tilfældet, og ikke mindst i de sager der omtales i medierne.
Mange kokke forhaler en sag
Det betyder, at der ikke skal involveres én specialist som sagsbehandler, men flere og til tider mange. Den tværfaglige undersøgelse anerkendes som garant for, at der findes den optimale løsning ud fra en faglig betragtning. Ulykkeligvis vil denne tilgang alt andet lige betyde en mere langvarig sagsbehandling, hvilket i nogle situationer kan være fatalt for barnet.
Modsætningsforholdet mellem hurtig sagsbehandling og dybt specialiseret sagsbehandling kan illustreres således:
I nogen udstrækning kan kommunen organisere sig til et tidsmæssigt kortere undersøgelsesforløb. Men specialister er travle mennesker, og når mange skal ind over en sag og helst på et fælles møde, kan planlægningshorisonten blive lang. Og så sker der det, at en eller flere specialister bliver forhindret, og så må man selvfølgelig udskyde undersøgelsen eller afgørelsen til et nyt møde, der ligger i fremtiden. Er der behov for at inddrage det regionale niveau, eksempelvis i forbindelse med en børnepsykologisk undersøgelse, vil man ofte opleve egentlig ventetid og dermed yderligere udskydelse af beslutningen.
Tværfaglighed beskytter systemet
Den tværfaglige opgaveløsning kan således nok beskytte “systemet” og de ansatte mod at træffe en forkert beslutning eller mod at individualisere ansvarsplaceringen, hvor det alligevel måtte ske. Varetagelse af barnets interesser er i mange situationer mere tvivlsom.
Måske tiden er inde til at gøre op med tværfagligheden som (den eneste) nøgle til de rigtige løsninger og flytte vægten til fagligt overblik og beslutningskraft hos sagsbehandleren. Det kræver, at der vises tillid til den pågældende, og det er klart, at der vil ske fejl. Men det gør der også med en tværfaglig opgaveløsning, ligesom det ekstra tidsforbrug, der følger heraf, for en stor del af børn og unge vil betyde en forværring af deres situation.
Kurt Larsen rådgiver kommunerne i sociale spørgsmål