Sukkerafgift: erhvervslivet holder vejret
Fra erhvervslivet lyder det enstemmigt, at omkring 1500 arbejdspladser vil gå tabt, hvis regeringen i samarbejde med Venstre og konservative gennemfører den skattereform, partierne blev enige om i slutningen af juni måned.
En del af skattereformen er sukkerafgiften, som skal indbringe 1,2 milliarder kroner årligt til finansiering af blandt andet regeringens længe ventede kickstart af dansk økonomi.
Men netop sukkerafgiften har Dansk Industri og diverse brancheorganisationer tordnet imod. Den vil skabe arbejdsløshed, og nu er partierne bag skattereformen begyndt at få kolde fødder.
Afgiften er tilmed sådan skruet sammen, at den vil ramme yougurt hårdere end cola.
Vi holder vejret og håber på det bedste
I første omgang jublede erhvervslivet, da regeringspartierne plus Venstre og konservative allerede i juli begyndte at erkende, at sukkerafgiften måske alligevel burde skrottes af hensyn de negative virkningerne på både beskæftigelse og grænsehandel.
Glæden blev dog hurtig forbeholden, da det fra regeringen lød, at en afskaffelse af sukkerafgiften var betinget af, at der kunne findes andre måder at inddrive 1,2 milliarder kroner på.
”Vi holder vejret og håber på det bedste,” siger informationsdirektør i Beauvais Foods, Elisabeth Voss, til Den Korte Avis.
Har ikke råd til at blive i Danmark med sukkerafgift
Beauvais Foods, der beskæftiger 220 ufaglærte medarbejdere på Kalundborg-egnen, hvor arbejdsløsheden er stor, har overfor Den Korte Avis tidligere oplyst, at man har planer om at flytte produktionen til Sverige, hvis sukkerafgiften bliver gennemført.
”De planer har vi skam stadig, men vi håber og satser på, at politikerne kan finde en løsning, så vi undgår den katastrofale sukkerafgift. Får vi den, har vi ikke råd til at blive i Danmark,” siger Elisabeth Voss til Den Korte Avis. Hun lægger dog ikke skjul på, at hun er optimist.
Arla forudser tab på 300 millioner kroner
Også hos mejerigiganten Arla er der hårdt brug for optimisme i retning af, at sukkerafgiften måske alligevel ikke bliver til noget.
Den sukkerafgift, som regeringen sammen med Venstre og konservative besluttede sig for i forbindelse med skatteforliget, vil betyde, at en liter frugtyoghurt vil stige med ca. fem kroner.
”Og konsekvensen af en sådan sukkerafgift er et dyk på 300 millioner kroner i vores danske omsætning,” fastslår Arlas chef for det danske marked, Peter Giørtz-Carlsen.
Peter Giørtz-Larsen vil ikke sætte tal på, hvor mange arbejdspladser det vil koste, men han skønner, at tallet desværre kan blive trecifret. (epn.dk)
Finansministeren jublede: vi har skabt ca. 15.800 nye jobs
Da regeringens skattereform var kommet i hus sammen med Venstre og konservative, jublede finansminister Bjarne Corydon, tidligere stabschef for Helle Thorning-Schmidt. På finansministeriets hjemmeside skrev han således 25. juni:
”Reformen bidrager til både en hurtigere genopretning af beskæftigelsen efter krisen og til øget vækst. På længere sigt skønnes reformen at indebære en forøgelse af beskæftigelsen svarende til ca. 15.800 personer i job og en varig styrkelse af de offentlige finanser med ca. 2,7 mia. kr. årligt.”
Ifølge erhvervslivet vil denne hurtigere genopretning af beskæftigelsen som følge af skattereformen med dens indbyggede sukkerafgift tværtimod betyde, at omkring 1.500 mennesker med næsten øjeblikkelig virkning vil blive sparket ud i arbejdsløshed.
Langt de fleste af dem på lavtlønsområdet i regioner, hvor der i forvejen er stor arbejdsløshed.
