Nu bliver selv Vestagers autoritet ramt

Fra første dag manglede Helle Thorning-Schmidt autoritet som statsminister. Mange vælgere til venstre ville ikke vide af hende, fordi hun havde svigtet de røde løfter. Mange vælgere på midten troede ikke på, at hun kunne styre økonomien.

Mistilliden til Thorning er kun blevet værre. Næsten ingen ser hende som en lederskikkelse.

I stedet har den radikale leder Margrethe Vestager været den, der gav regeringen en vis autoritet og stabilitet.

Hun har haft høj troværdighed i den økonomiske politik som kvinden med styr på tingene. Hendes kontrollerede akademiske veltalenhed har forstærket dette indtryk.

Gang på gang har den radikale leder ligget i toppen, når vælgerne skulle bedømme regeringens ministre.

Men nu har dagpengesagen ramt selv Vestagers autoritet.

Ramt af stemningsbølge

Det er i og for sig ikke, fordi hun har gjort noget specielt. Hun har blot stået ved den dagpengereform, som De Radikale gennemførte sammen med VK-regeringen og Dansk Folkeparti. En reform, der betød, at dagpengeperioden blev forkortet fra fire til to år.

Men Vestager er blevet ramt af en af de stemningsbølger, som enhver politiker bør frygte.

Nødvendig debat

Der er blevet talt meget om, at mange mennesker kan blive ramt, når den midlertidige forlængelse af dagpengeperioden udløber til nytår.

De tal, der bliver brugt i den forbindelse, bliver pumpet godt op. Erfaringen viser, at ganske mange finder et arbejde, når deres dagpengeperiode er ved at udløbe. Det er også velkendt, at der trods arbejdsløsheden er en del ubesatte job i Danmark.

Samtidig er den danske dagpengeperiode på to år ikke specielt lav sammenlignet med andre lande, herunder de nordiske.

Det er ikke til at komme uden om, at det danske samfund har et alvorligt problem: Vi er alt for dårlige til at få borgere fra passiv forsørgelse over i arbejde. Og jo længere dagpengeperiode, jo mere passiv forsørgelse, som koster samfundet mange penge.

Dette er en nødvendig debat. Men forsøget på at tage den er blevet væltet om kuld af stemningsbølgen.

Den bliver ikke mindst skabt i tv, som for tiden vrimler med beretninger om mennesker, der risikerer at falde ud af systemet.

Margrethe Vestager og Marie Antoinette

Vestager er her havnet i skurkerollen som den kolde og kyniske, der er ligeglad. Hun har dog selv bidraget til det.

Man kan ikke ligefrem påstå, at hun har udtryk det store engagement i de menneskeskæbner, som er involveret her. Helt galt gik det, da hendes eneste kommentar til, at folk kunne falde ud af systemet, var: ”Sådan er det jo.”

Den sætning er nu blevet til en moderne dansk udgave af Marie Antoinettes berømte bemærkning om de parisiske masser, der manglede brød: ”Men de kan jo spise kage.”

Vestager angribes nu også fra egne rækker for at svigte De Radikales sociale profil. Dermed oplever hun for første gang den uro på bagsmækken, som har plaget Villy Søvndal og Helle Thorning.

Et touch af taber

Hun er på ingen måde truet som leder. Men hun kan miste nogle stemmer på den skurkerolle, som hun er havnet i.

Ikke mindst kan hun miste autoritet. Balladen skaber et indtryk af, at hun måske alligevel ikke har så meget styr på tingene endda.  Et touch at taber.

Dårligt nyt for regeringen. Den har ikke ligefrem brug for flere tabere.