Her kommer forsømte børn og unge selv til orde

Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Sådan sagde den nu afdøde kunstner og havfrue-bøddel Jørgen Nash engang.

For børnene på behandlingshjemmet Schubertsminde ved Ringkøbing kan dette umiddelbart synes umuligt: Ingen af dem har haft noget, der tilnærmelsesvis kunne minde om en lykkelig barndom. De er alle præget af svigt og mangel på omsorg, og på den baggrund er det svært at forestille sig, at man nogensinde får overskud og styrke til selv at kunne skabe sig et godt liv.

Men på Schubertsminde får børnene med kæft, trit og knus mulighed for at få gjort en del af skaderne så gode igen, at de kan tage uddannelser og få gode liv som voksne. Og det er forudsætningen for senere at sætte sig for selv at skabe den lykkelige barndom, man aldrig fik.

TV-programmer om Schubertsminde

Nogle fik noget andet ud af den række af dokumentarprogrammer, som DR sendte i 2010 og 2012 under titlen ”Kæft, trit og knus”. Her fulgte man en gruppe omsorgssvigtede børn, som var anbragt på Schubertsminde.

Programmerne vakte en del røre. Dels fordi serien gik meget tæt på børnene og deres problemer, hvilket mange fandt grænseoverskridende og synd for de anbragte børn. Dels fordi den anvendte pædagogik stødte flere ved at være endog meget konsekvent: Personalet satte tydelige grænser for tilladt adfærd – og var ikke til at rykke, hvis et barn forsøgte at bryde dem.

Det så voldsomt ud, når en 14-årig pige efter at være gået amok måtte lægges ned på gulvet og fysisk fastholdes af granvoksne mænd til hun var faldet til ro. Og det stødte nogle, at to pædagoger mandsopdækkede en 13-årig dreng i timevis til han endelig gav op og afleverede sine utallige øreringe og sine hængerøvsbukser. Effekter, som umiddelbart virker harmløse, men som i dette tilfælde symboliserede en dreng med alt for voksne manerer i forhold til sin alder.

Voksne der bestemmer

På Schubertsminde er det de voksne, der bestemmer, for det er dem, der passer på børnene. Og den rollefordeling kommer bag på mange af de børn, der anbringes på behandlingshjemmet. De har i deres korte liv været udsat for så meget svigt og været alt for meget overladt til sig selv, og det har ofte enten gjort dem alt for voksne – eller har stoppet dem i deres udvikling.  Voksne er i disse børns optik sjældent ansvarspersoner man kan regne med.

Opgaven for personalet på Schubertsminde er at hjælpe disse børn til at blive livsduelige på trods af en håbløs baggrund. Og den proces er ingen dans på roser. På behandlingshjemmets hjemmeside står ”Det er vores opgave at tage udgangspunkt i barnets/den unges modstand, smerte og behov snarere end i barnets umiddelbare lyst og ønsker.”

11 af børnene fortæller deres livshistorie

Derfor kan det umiddelbart virke konfliktfyldt, når man på TV går tæt på børnenes smerte og vredesudbrud – og personalets håndfaste, men også kærlige respons. Men skulle nogen være i tvivl om, hvorvidt den pædagogiske indsats og strategi holder vand, bør de straks læse Schubertsmindes egen bog, der bærer  samme navn som dokumentarserien ”Kæft, Trit og Knus”.

Bogen er forfattet af forstanderen på Schubertsminde, Jørn Birk Nielsen og ergoterapeut samme sted Iben Bjerg Hollesen. Bogens omdrejningspunkt er 11 personlige beretninger fra børn fra behandlingshjemmet, der med egne ord fortæller om deres liv før og efter de blev anbragt på Schubertsminde.

Og det er hård kost at læse børnenes nøgterne beskrivelser af en barndom, der trods forskelligheder har det fællestræk, at ingen af dem har fået den omsorg og støtte de havde brug for og krav på fra de voksne, der var nærmest til det. F.eks. Sebastian, der i de første 13 år af sit liv flyttede rundt med sin dybt alkoholiserede mor 63 gange. Fra han var seks år smed moderen ham jævnligt ud, når hun var fuld, så han var nødt til at sove på gaden.

Magnus og Oliver

Eller Magnus, der indleder sin beretning med: ”Mit liv var trist og hårdt.” Og det er ingen overderdrivelse. Han har fra han var 8 år gammel skulle passe en mor, der blev mere og mere syg af Huntington Chorea (en arvelig og uhelbredelig nervesygdom, hvor nerveceller i hjernen nedbrydes eller degenereres). Han forsøgte forgæves at passe både sin skole og sin mor, men forsømte ofte skolen, fordi han ikke turde lade moderen være alene.

Eller Oliver, der først blev diagnosticeret med Aspergers syndrom (en form for autisme) efter, at han var blevet anbragt på Schubertsminde. Indtil da havde han levet et fuldstændig begivenhedsløst og socialt isoleret liv uden venner, rejser, fritidsaktiviteter eller stimulering fra forældrene, der var ude af stand til at imødekomme hans behov.

Sebastian, Magnus og Oliver fortæller sammen med 8 andre børn og unge på Schubertsminde, hvor hårdt det var den første tid efter anbringelsen. Det har ikke været let for nogen af dem, at skulle overgive sig til de voksnes varetægt og turde stole på, at de voksne var der for dem, og at de ville passe på dem. Men alle beskriver de et vendepunkt under opholdet, hvor det på den ene eller den anden måde gik op for dem, at de kunne være trygge. Og fra da af, er det gået fremad.

Personalet fortæller hvad de gør for børnene

Efter hver beretning fra et barn/ung er der en efterskrift, hvor personalet beskriver barnet ved anbringelsen og redegør for den behandlingsplan og pædagogiske indsats man har valgt at sætte ind med over for det enkelte barn. Det er meget interessant læsning, fordi det på en gang giver et indblik i de overvejelser, der ligger bag behandlingen – og det helt grundlæggende ønske fra personalets side om at give hver enkelt bedst mulig hjælp, støtte, kærlighed og omsorg.

Til sidst i bogen har de interviewede børn og unge givet hhv. politikere, forældre og pædagoger en række gode råd om, hvilke ting der kan ændres og blive bedre. Et af rådene til politikerne er, at man skal sikre at barnet bliver ordentligt udredt med det samme, så barnet slipper for ophold på en masse forskellige institutioner. Og forældrene får det helt entydige råd, at de skal bakke op om anbringelsen, så barnet ikke splittes mellem institutionen og forældrene.

Børn der går for lud og koldt vand i dagens Danmark

Det er sindsoprivende at læse, hvordan børn i dagens Danmark fortsat kan få lov til at gå for lud og koldt vand i årevis, uden der bliver grebet ind. Og det er næsten ubærligt at læse efterskrifterne med beskrivelserne af de børn, der lige har fortalt deres historie. For man tror ikke på, at så skadede børn nogensinde kan få et normalt liv. Men det kan de. En er f.eks. i kokkelære og en anden er garder.

På den baggrund kommer bogen om og med børnene fra Schubertsminde til at stå som et vigtigt vidnesbyrd om, at selv det mest forsømte, forknytte og understimulerede barn kan rejse sig og med massiv hjælp og støtte få et godt og aktivt voksenliv.Men det forudsætter, at vi er villige til at gribe ind over for omsorgssvigt, sætte barnets behov over forældrenes – og betale hvad det koster.

Bogen ”Kæft, Trit og Knus” koster 198 kr. og kan fås hos boghandlere landet over.