Nu tør vi igen kritisere det offentlige forbrug

I mandags dækkede Politiko – det er Berlingskes ugentlige tillæg om politik – et par nylige undersøgelser om befolkningens holdninger til velfærdsstaten.

“Højreskred”

”Det socialpolitiske højreskred”, hed overskriften, fordi den ene undersøgelse viste, at andelen, der mente, de sociale reformer i Danmark var gået for vidt, var steget fra 16 til 26 procent i løbet af et halvt år. Samtidig med, at den anden undersøgelse angav, at 44 procent mente, mange på overførselsindkomster ikke var interes­serede i at arbejde, mens 32 procent mente, at der skulle strammes op på reglerne om kontant­hjælp.

Selvfølgelig kan man kalde dette et ”højreskred”, hvis man står og mangler noget, der kan begrænse ens selvstændige tankevirksomhed. Og det kan der være mange grunde til: Travlhed. Magelighed. Hvad ved jeg?

Jørgen S. Dich

Jeg tror dog, man gør klogt i at tænke dybere over, hvad der sker, og til den ende vil jeg minde læserne om den for længst afdøde professor i socialpolitik ved Århus Universitet Jørgen S. Dich. Det er jeg langt fra den eneste, der har gjort de senere år. Martin Ågerup skrev for eksempel en glimrende indføring i, hvem Dich var, i 180 Grader i 2008 – men en god gerning kan ikke gentages for ofte.

For Jørgen S. Dich så verden sådan ud, at der blev ødslet med den jævne mands penge på et utal af måder. Man oprettede nytteløse uddannelser på universiteterne, så børn af de veluddannede også kunne få en uddannelse. Man skærpede kravene til børne­pasning og sygepleje ud over alle grænser, så der kunne oprettes et hav af stillinger til dem, der skulle undervise børnepasserne og sygeplejerskerne. Man stillede krav om, at selv den mindste opgave skulle løses perfekt, i stedet for – som enhver økonom ville anbefale – at kræve, den blev løst optimalt. Og så pukkede man ustandselig på be­grebet humanisme for at begrunde ansættelsen af et hav af vel­lønnede medarbejdere i social­sektoren, der kunne udbetale støtte til alle de stakler, systemet krævede for at fungere.

Glistrupgranatchok

Det spændende ved Dich var, at han ikke var højreradikal. Han havde som ung været kommunist, men nærmede sig senere i livet Socialdemokraterne.

Og Dich stod ikke alene med sit synspunkt. Bogen Den herskende klasse, hvor han fremsætter sine anklager, udkom i 1973, men allerede i 1971 sagde SF’eren Poul Dam om hospitalernes anskaffelse af dyrt udstyr på Folketingets talerstol sådan: ”Skyldes det nu, at en eller anden overlæge gerne vil have noget mere legetøj, eller skyldes det, at der virkelig er et behov for det?”.

Da Mogens Glistrup for alvor brød igennem ved folketingsvalget i 1973, blev kri­tikken af den offentlige sektors magt og vælde så at sige frosset ned. Så grov oplevede alle de forskellige fraktioner af den herskende klasse Glistrup, at INGEN i årtier ville sige åbent, at der var noget om snakken.

Det, vi oplever, er med andre ord genoptagelsen af en helt nødvendig samtale, der for næsten fyrretyve år siden forstummede på grund af glistrupgranatchok.