Lars Løkke kan skabe en sensationel vending i dansk politik
Lars Løkke har meldt sig parat til at lave finanslov med regeringen, og de to parter skal nu finde ud af, om der er basis for at forhandle med hinanden.
Hvis der kommer reelle forhandlinger i gang, vil det være logisk og sensationelt på samme tid.
Det vil være logisk, fordi både regeringen og Venstre har stærke motiver til at gøre et forsøg.
Men det vil være sensationelt, fordi et forlig hen over midten vil vende op og ned på hele den politiske situation.
Sporene skræmmer for Løkke
Lars Løkke er under hårdt pres fra erhvervslivet for at lave en aftale. Virksomhederne lider under de høje omkostninger, og det vil kun blive værre, hvis regeringen aftaler finansloven med Enhedslisten.
Sporene skræmmer for Løkke. Han var ved at komme galt af sted i forbindelse med skattereformen. Længe kørte Venstre en afvisende holdning over for regeringen, hvilket udløste kritik i blandt andet erhvervslivet.
Det var lige ved at ende med, at regeringen lavede en skatteaftale med Enhedslisten. Men så slog Lars Løkke og Lars Barfoed til og lavede et lynforlig.
Siden har Løkke kunnet konstatere, at skatteaftalen styrkede blå blok og sendte rød blok ud i endnu større interne stridigheder.
Thorning falder ikke på finansloven
Samtidig har han opgivet tanken om, at regeringen kunne vælte på finansloven. Selv om regeringen og Enhedslisten skændes, så det fløjter, tror ingen på, at det vil ende i sammenbrud og Thornings afgang.
Et forlig mellem regeringen og Enhedslisten vil skade dansk økonomi uden at gavne Venstre politisk.
Så der er grund til at tro, at Løkke mener det, når han siger, at Venstre er parat til reelle drøftelser.
Venstre Peter Christensen formulerer to krav: Der skal gennemføres en skattepakke, som letter byrderne på erhvervslivet. Og regeringen skal give tilsagn om en reform af kontanthjælpen inden for bestemte rammer. (Jyllands-Posten)
Corydon og Vestager er ikke glade for forlig med de røde
For Thorning er der også logik i at forsøge at lave en aftale med Løkke.
Et forlig med Johanne Schmidt-Nielsen vil trække regeringen mod venstre på et tidspunkt, hvor den har brug for at gå i den modsatte retning.
Regeringens økonomiske arkitekter, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager, vil videre med reformerne og den stramme finanspolitik. De kan vel også se behovet for at sænke virksomhedernes omkostninger.
Derfor er det sandsynligt, at Thorning seriøst vil prøve af, hvad der kan laves med Løkke.
Dramatiske konsekvenser
Skulle det ende med et forlig hen over midten, vil det med ét slag ændre hele den politiske situation:
Regeringens forhold til Enhedslisten vil blive hårdt kvæstet, måske endda endegyldigt ødelagt.
Samtidig vil der opstå voldsomme spændinger inden for regeringen, hvor SF i øjeblikket drejer til venstre. Gennemtvinger Thorning et forlig med Løkke, kan det blive begyndelsen til enden for SF i regeringen.
Hvis SF træder ud, vil partiet hæve prisen for at lægge stemmer til regeringens politik.
Dermed vil Thorning fremover i høj grad være henvist til at søge samarbejde med Løkke, hvis hun skal holde den økonomiske kurs. Det vil give Løkke afgørende indflydelse på Thornings skæbne.
Thorning er nok fristet til at lave en aftale med Løkke. Men det er ikke sikkert, at hun tør, når det kommer til stykket. Måske ender hun bare med at bruge Løkke som en trussel for at få Enhedslisten og SF til at makke ret.
