Verden omkring os

Når tilliden mangler går økonomien rabundus

Europa

Det har næppe undsluppet nogens opmærksomhed, at store dele af Europa og USA er havnet i en gældskrise. Det diskuteres derfor i alle dele af den vestlige verden, hvor store problemerne er og hvordan man bedst kan komme ud af dem. Senest har Standard’s and Poor, et af verdens tre store kreditvurderingsbureauer, nedgraderet ni eurolande, og dermed sendt et klart signal om, at EU er på vej mod tungere problemer.

 

Diskussionerne cirkler derfor omkring, hvor stor en gældsbyrde, lande i princippet kan håndtere, og ikke mindst, hvor stor den del af Grækenlands gæld, der skal afskrives, før de kan klare resten selv. Spørgsmålet er dog ikke præcist stillet: Det drejer sig ikke blot om, hvor stor et lands gæld er, men i lige så høj grad, hvor stor tillid man kan have til at landets politikere evner og er villige til at håndtere problemerne.

 

 

Markedet ser på troværdigheden

 

Når Storbritannien for eksempel betaler næsten et procentpoint mindre rente end Frankrig på deres nuværende gæld på trods af at den britiske stats gældsniveau er højere, er det derfor en refleksion af markedets vurdering af de to landes politikeres basale troværdighed. Markedets aktører, der populært sagt må ”put the money where their mouth is”, vurderer med andre ord, at britiske politikere er mere tilbøjelige end de franske til at gennemføre upopulære, nødvendige tiltag for at begrænse gældsproblemet. Ligeledes vurderer man, at britiske vælgere er mere parate til at acceptere nedskæringer, skattestigninger og offentlig effektivisering, end deres franske modparter er.

 

 

Dét, og ikke en retfærdig harme, var den egentlige baggrund for en fransk finansministers fornærmede udfald mod Standard’s and Poor, da de sidste efterår advarede om at man sandsynligvis ville nedvurdere Frankrigs rating.

 

Lav tillid – lav rating

 

At tillid til politikere og befolkning er vigtig for håndteringen af langsigtede problemer, som gældskrisen i høj grad er, bliver tydeligt når man ser på tallene. De to EU-lande med størst problemer – Grækenland og Portugal – har nogle af de mindst tillidsfulde befolkninger. For begges vedkommende svarer under 20 % af befolkningen, at man kan stole på de fleste medborgere.

 

 

Deler man de 27 EU-lande op i tre grupper – de mindst, midterste og mest tillidsfulde tredjedele – er sammenhængen også klar. For den dårlige tredjedel er kreditvurderingen i gennemsnit BBB+, altså tæt på en junk-status. For den midterste tredjedel er gennemsnittet A, mens den for den bedste tredjedel er AA+.

 

 

Høj tillid – høj rating

 

Det gælder oven i købet, at alle europæiske lande med tillidsniveau over 40 procent har en perfekt AAA rating hos alle tre kreditvurderingsagenturer. Der findes heller ingen vestlige lande med et tillidsniveau over 40 procent, der er gået fuldt eller delvist bankerot i efterkrigsperioden.

 

 

En kulturelt betinget tillid til andre mennesker har vist sig at være central for landes velstand og velbefindende, og slår nu også ud i gældskrisen. Uanset hvad europæiske politikere mener, skiller tilliden igen bukkene fra de økonomiske får.

 

Christian Bjørnskov er lektor ved Aarhus Universitet

Forside
Website by Conceptware