Kritik af tandlæger: I overbehandler de unges tænder
Mange privatpraktiserende tandlæger overbehandler og borer i tænder på unge mennesker, der kunne behandles på anden vis. Tal fra Regionerne viser, at 18% af de 19 årige, der kommer til undersøgelse i privat tandlægepraksis får lavet en eller flere fyldninger. Dette tal stiger til 21% for de 20-årige.
Tallene er alarmerende, fordi de 18-årige, der forlader den kommunale tandpleje som altovervejende udgangspunkt er cariesfri. De har været til regelmæssige undersøgelser gennem hele deres skolegang og sandsynligheden for, at de har huller i tænderne, når de forlader den kommunale tandpleje er derfor meget lille. Det samme er sandsynligheden for, at de inden for et år udvikler behandlingskrævende huller i tænderne.
Alligevel kan hver femte 18-19 årige se frem til at skulle få boret en eller flere af sine tænder, når han eller hun 6-12 måneder senere tropper op hos en privatpraktiserende tandlæge.
Dansk Tandplejeforening: For mange tandlæger tror ikke på forebyggelse
”Det er stærkt bekymrende, når så mange unge vender tilbage efter deres første møde med voksentandplejen og fortæller, at de havde flere fyldningskrævende huller”, siger formand for Dansk Tandplejerforening Elisabeth Gregersen, ”men det er desværre en udvikling, der har stået på længe, og som vi er meget opmærksomme på. Ikke mindst fordi vi har medlemmer, der klager over, at de af tandlægen bliver bedt om at finde noget, der skal behandles i forbindelse med undersøgelse og behandlingsplaner.”
Selvom Elisabeth Gregersen giver tandlægernes kærlige forhold til store omsætningstal en stor del af skylden, mener hun også, at det mange steder halter med tandlægernes tro på, at forebyggelse virker: ”Der er tandlæger, der ikke følger med tiden og holder sig ajour med den nyeste udvikling i cariesbehandlingen.
Disse tandlæger har en tilbøjelighed til straks at gribe boret når de ser et begyndende hul, der muligvis ad åre kunne udvikle sig, men som lige såvel kan gå i sig selv med den rette forebyggende behandling.”
Overbehandling skader
Elisabeth Gregersen finder overbehandling af unges tænder problematisk: ”Det er uetisk at påføre patienten en behandling der ikke kan gøres om, når der nu findes mere nænsomme behandlinger – enten for at øge sin omsætning eller fordi man ikke er opdateret fagligt.
Begge dele er lige problematiske, og det efterlader alt for mange unge med et svagere tandsæt efter de har været hos tandlægen, fordi en tand med fyldning er langt svagere end en tand uden fyldning. Og så øger det risikoen for at skulle have krone på tænderne senere i livet. Det er simpelthen ikke i orden.”
Tandlægerne afviser
Formand for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg har tidligere betegnet problemerne som ”kasuistiske rygter og von hørensagen”, og formand for Praktiserende Tandlægers Organisation mener ikke, at der er evidens i Elisabeth Gregersens udmeldinger, ligesom hendes troværdighed er ”…tæt på at være en belastning for privat tandlægepraksis og burde også være det for hendes medlemmer”.
Selv står tandplejernes formand fast. Og med Regionernes tal skylder tandlægerne i hvert fald at forklare, hvorfor så mange unge får lavet fyldninger første gang de sætter deres ben i en privat klinik.
