Kina i Dragens År
BREV FRA BURMESTER Det kinesiske nytår falder på anden nymåne efter vintersolhverv. Med denne ret komplicerede formel placeres nytåret dermed mellem 20. januar og 20. februar. Og begivenheden betegnes som Forårsfestival, snarere end Nytår. Hvilket ikke ligefrem er fornemmelsen i vennernes kolde lejlighed.
I år blev det til 22. januar. Det er dog ikke bare den aften, det af kineserne opfundne fyrværkeri drøner løs. Festlighederne fortsætter i de næste to uger.
Masser af mad og champagne til djævlen
Jeg spiste som sædvanlig middag med min kinesiske familie. Hvad der den aften stilles frem af kinesiske specialiteter, kunne nok få danske tv-kokke til at blegne af misundelse. I år havde familien fundet ud af, at champagne er noget, der glæder lao wai (gamle udlændinge, også internt kaldet fremmede djævle). Den halve flaske kostede 200 kroner. Det svarer til en dagløn for de læger, jeg omgås som kollegaer og venner her i Chengdu. Men for ti år siden ville det have svaret til en ugeløn, og for tyve år siden ville de ikke have kunnet finde flasken noget steds i Kina. Vennerne er som mange kinesere allergiske over for alkohol, så jeg fik det meste for mig selv.
I Kina er jeg en rig mand
Jeg får altid en flov fornemmelse, når jeg oplever et sådant eksempel på, hvor meget mere velstående jeg er end min kinesiske omgangskreds. Jeg kvitterede med en nytårsgave til datteren på 500 kroner i kontanter, indpakket i en traditionel rød konvolut. Kontanter er den faste skik for gaver i Kina. Der bliver ikke sagt tak. Det kunne jo være, at beløbet blev betragtet som for lille.
Kina er med stormskridt på vej mod ikke bare stormagt, men supermagt status. Det er i alles interesse, at vi forsøger at forstå kineserne. Men det er svært. Jeg har beskæftiget mig i tredive år med både den kinesiske og den muslimske verden. Jeg har brugt mit arbejdsliv til at bekæmpe fattigdommen i verden. Det er lykkedes for kineserne, mens de fattige muslimske lande har fejlet.
Men samtidig må jeg tilstå, at jeg forstår den muslimske verden betydelig bedre end den kinesiske. Lidt ironisk kan man sige, at den eneste forskel på os og muslimerne er religionen. Det er så til gengæld den, der i sin nuværende fortolkning er hovedårsagen til fattigdommen, især gennem diskrimination af kvinder.
To regler
Der er to vigtige regler i forsøget på at forstå Kina. Den første er, at alt er anderledes. Man spiser med pinde, ungerne har et hul i bukserne i stedet for ble, efternavnet kommer først, så præsidenten hedder Hu og ikke Jintao, der skrives med skrifttegn i stedet for alfabet.
Den anden regel er, at den første er forkert. For globaliseringen vinder indpas. Der er både kniv og gaffel på de finere restauranter, og bleer kan købes. Men skriftsproget vil sikkert for altid forblive det samme. Og det i sig selv vil sikre forskellene. Kina er en ”både-og” kultur, der lever fint med både tradition og globalisering på samme tid.
Vi vil aldrig helt forstå kineserne. Men vi kan sagtens tolerere hinanden, og trods lidt gnidninger hist og pist sikre en fælles fredelig verden.
Og dermed Godt Drageår til os alle!
Sven Burmester har blandt meget andet været vicedirektør i Verdensbanken. I dag er han forfatter og gæsteprofessor flere steder i verden, herunder på Sichuans befolkningsinstitut. De sidste mange år har han I løbet af året bor på skift i Kina, Egypten, Danmark og USA.
FOTO: Annica Caroline Carlsen