“Det var dog gevaldigt” lød det fra aftenens kvindelige ordstyrer, da oplægsholderen var færdig og vi skulle til at afslutte med aftensang.
Det var lidt svært at gennemskue, hvad der havde været “gevaldigt”: Imam Abdul Wahid Pedersens tandløse oplæg om islam (i sammenligning med den islam, vi hører praktiseret rundt omkring) eller det, at der undervejs havde været en del modstand mod oplægsholderen og var faldet et par knubbede ord.
Den danske imam havde d. 22. november taget turen til Stege på Møn, og vi havde indfundet os i menighedshuset ved siden af kirken for at høre ham ‘fortælle om islam og de vilkår religionen lever under i dag’.
Abdul talte om Abdul
Men hvad sagde han egentlig? Det handlede stort set udelukkende om ham selv. Om hans personlige møde med islam efter at have rejst barfodet rundt i Indien og snuset til hinduismen.
Vi fik indtryk af en glad, jovial, vennesæl mand, langt fra de traditionelle imamer af mellemøstlig/tyrkisk/pakistansk oprindelse. Og at han var rundet af den jyske muld fornægtede sig ikke i hans sprog.
Jo, det var en tillidsvækkende dansk mand, der blot gik ind for en anden religion end den kristne, må de fleste have tænkt.
Han prøvede at sno sig uden om: ‘Det er ikke mit bord’
Under oplægget slog Abdul Wahid da også meget på sin danske identitet. Men, som vi senere fik lejlighed til at spørge ham: Hvordan i alverden rimer dansk identitet, som vi må forudsætte er et inderligt forhold til dansk sprog, kultur, mentalitet, frihed, folkestyre, lighed mellem kønnene og ikke mindst religionsfrihed, for eksempel med hans udtalelse om, at frafald skal straffes med døden? Og at kvinder skal stenes for utroskab?
Foreholdt disse mindre appetitlige sider af islam – for nu at sige det nænsomt – sagde Abdul Wahid, at hvad nogle tossehoveder nede i Mellemøsten sagde og gjorde, kunne han som dansk muslim da ikke holdes ansvarlig for. Desuden at han indimellem blev så presset i debatter, at der kunne “ryge en finke af panden”, hvilket han beklagede.
Det blev på flere måder en interessant aften. Og ét stod klart: Vil man markedsføre en sag, så gælder det at komme rundt i landet og helt ud i alle hjørner. Et dansk publikum er høfligt og lydhørt, ingen imam bliver udsat for hån, spot og latterliggørelse, og det hele er garneret med stilfærdig salmesang, kaffe og hjemmelavet kage, som det nu er god dansk forsamlingshustradition.
Må der være juletræer i en islamisk stat?
“Hvis muslimerne får flertal i Danmark, må der så ikke være juletræer?
Det var aftenens første spørgsmål fra salen, og det vakte almindelig moro på stolerækkerne. Men ovenpå sagen i Kokkedal var det naturligvis yderst relevant at høre den tilstedeværende imam om hans holdning til denne aktuelle sag.
Jo, naturligvis skulle der være juletræer, svarede imam Pedersen, der i det hele taget syntes, at juletræssagen var en lidt kedelig sag.
Det forstår man naturligvis, når hensigten har været – og stadig er - at lulle danskerne ind i troen på den fredelige, multikulturelle sameksistens, og sagen fra Egedalsvænge så punkterer barnetroen med et brag.
Vi havde dog ikke til sinds at lade ham slippe så let fra spørgsmålet, og mindede ham om, at han tidligere havde slået fast, at der med muslimsk flertal i Danmark ville blive indført sharialov, og at man således måtte formode (for konsekvensen havde vi jo set bevis for i sagen fra Kokkedal), at det ville sætte en stopper for juletræer rundt omkring.
I det hele taget stod de fleste af imamens umiddelbart sympatiske udmeldinger den aften i skærende kontrast til, hvad han har sagt i tidens løb. Og det forekom os, at de færreste var klar over det i betragtning af de forsigtige spørgsmål, der blev stillet.
‘Uromagerne ‘ på bagerste række
Kun nede på bageste række var vi ikke tilfredse med den omgang sødsuppe, vi havde fået serveret, og det gav vi tydeligt udtryk for.
Det fik på et tidspunkt Abdul Wahid til at falde ud af sin joviale rolle og vredt udbryde til en af os “Du ‘ sgu da dum!”. Men som den drevne foredragsholder han er, fik han hurtigt samlet sig sammen, mindet sig selv om sit forehavende og sat det store smil på ansigtet igen.
Hensigten stod klar: Dette her var en charmeoffensiv og en personlig markedsføring af en fuldstændig steriliseret og renset version af islam, egnet til at gå lige ind i den forudsætningsløse forsamlingshusdanskers hjerte. Næppe en version, der havde vundet gehør hos de retslærde på al-Azhar universitetet i Cairo, den højeste autoritet inden for sunni-islam.
Men hér gælder alle kneb. Og går den, så går den.
Kit Louise Strand er medlem af bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet









