Så er det sagt
I dag siger jeg nej til euroen

I dag siger jeg nej til euroen

Så er det sagt

Jeg har altid været svoren tilhænger af, at Danmark er en del af et tæt samarbejdende Europa. Jeg har også stemt ja til euroen.

 

 

Europa er ikke parat til fælles valuta

I dag ville jeg også stemme nej til euroen. En fælles valuta har nemlig vist sig at kræve det, der i praksis ligner en føderal statsdannelse med fælles finanspolitik m.v. Et føderalt Europa har jeg aldrig været tilhænger af, og det var heller ikke det, befolkningen sagde ja til i 1972.

 

Gældskrisen i blandt andet Grækenland og finanspagten, viser med al tydelighed, at Europa ikke var modent til en fælles valuta. Hvis vi overhovedet skulle have haft euroen, skulle den have begrænset sig til Tyskland, Frankrig og måske Benelux-landene.

 

 

Vi er suveræne, selvstændige nationalstater

Europas styrke er/var jo netop, at vi er et kontinent af vidt forskellige fædrelande. Men samtidig har vi et fælles idémæssigt europæisk rodnet. Først og fremmest er vi trods vore kulturelle, sproglige og økonomiske forskelligheder fælles om dette at være demokratier med kristendommensom det primære åndelige grundlag.

 

Derfor er et stærkt Europa ensbetydende med et tæt samarbejdende Europa af suveræne og selvstændige nationalstater.

 

Jeg er overbevist om, at jeg deler denne holdning med det store flertal af ikke blot Danmarks, men også andre europæiske befolkninger.

 

 

Folkene er en klods om benet på eliten

Men samme overbevisning har den politiske magtelite i EU tydeligvis. Den tør nemlig ikke spørge folket.

 

Befolkningerne er en klods om benet på et EU, hvis demokratiske underskud bliver mere og mere fatalt.

 

Al respekt i den sammenhæng for den engelske regering, der er trådt i karakter og sagde nej til finanspagten.

 

Dette var i modsætning til det danske politiske establishment, der på ynkelig vis søger juridiske spidsfindige udveje for at undgå en folkeafstemning. Det er pinligt  - for ikke at sige tragisk – ud fra et demokratisk synspunkt.

 

 

Juraen bruges mod demokratiet

Jeg tør godt æde min gamle hat på, at man ikke vil spørge befolkningen, og at man vil give en juridisk begrundelse for det. Demokratiske, etiske og moralske overvejelser kommer til kort i forhold til den kolde jura. Det skal magteliten nok sørge for (!) Hvor trist med denne politikerangst og foragt for folket.

 

Flemming Jansen er lektor og freelance journalist

Forside
Website by Conceptware