Rundt om samfundet
Historisk chance for at forene miljø og landbrug

Historisk chance for at forene miljø og landbrug

Erhverv

Regeringen har nedsat en Natur- og Landbrugskommission. Formand bliver Jørn Jespersen, der har været formand for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. I dag direktør for Dansk Miljøteknologi. Lyder det kedeligt? Tænk om igen. Det er et meget spændende og vigtigt arbejde, der skal gøres, og derfor skal kommissionen hilses velkommen.

 

Her er en historisk chance for at komme ud over den sterile debat, som får sagen fremstillet som landbrug mod miljø. Vi har faktisk et af verdens mest miljøeffektive landbrug, som samtidig leverer et afgørende bidrag til dansk økonomi med en stor eksport.

 

 

Foregangsland

Verdensmarkedet for fødevarer stiger stærkt i disse år, da flere og rigere mennesker efterspørger mere og bedre mad. Det vil være det glade vanvid, hvis vi ikke sikrer, at dansk landbrug kan udnytte de enorme muligheder, der ligger i dette. Dansk landbrug vil mindst kunne følge med i væksten på det internationale fødevaremarked. Derved kan det øge sit bidrag til vores samfundsøkonomi, der i disse år lider under lav vækst.

 

Men det forudsætter, at landbruget ikke møder uoverstigelige vanskeligheder i form af skatter og afgifter, ringe konkurrenceevne på lønnen og miljøregulering, som ikke er tænkt ordentligt igennem.

 

 

Kommission skal finde balancen

Den ny kommission skal vise vejen til en høj miljøstandard i fremtidens danske landbrug samtidig med, at omkostningerne holdes på et niveau, så dansk landbrug ikke udkonkurreres af lande, som tager langt mindre hensyn til miljøet.

 

Lad os få forslag til, hvordan man belønner en god indsats for miljøet. Lad os få bud på, hvordan man understøtter udviklingen af ny teknologi, der kan klare miljøkravene uden at ødelægge konkurrenceevnen. Lad os få ideer, der kan få landbruget til at acceptere, at der skal skaffes mere plads til naturen.

 

Men lad os slippe for berøringsangsten over for et moderne industrielt landbrug. Kommissionen må overbevise de grønne organisationer om, at de skal acceptere, at det går den vej. Landmændene skal have nogle miljørammer, som de naturligvis skal overholde.  Men inden for disse rammer må de producere, hvad de vil, så meget de kan sælge og på måder, som de selv vil bestemme.

 

Kan Natur- og Landbrugskommissionen udnytte den historiske chance og bøje interesserne mod hinanden? Arbejdet bør følges nøje. Det vedrører en vigtig del af vores fremtid. Man kan selvfølgelig synes, at man ikke gider høre om det. Men så gider vi andre ikke høre på, at man om et antal år klager over, at det er kørt skævt med miljøet og landbruget.

 

Såvel Landbruget som Danmarks Naturfredningsforening tager godt imod den ny formand, som de har store forhåbninger til. (Politiken 8.2)

 

Forside
Website by Conceptware