Det er de unges valg af uddannelse, der især er problemet
I en række indlæg i Den Korte Avis har Uffe Gravers, som jeg i øvrigt respekterer meget for en fortræffelig indsats i den danske gymnasieskoles tjeneste, angrebet nutidens gymnasium – både for det faglige indhold og nu senest for overadministration.
Det skulle angiveligt have været meget bedre i amternes tid, hvor pengene gik til undervisning, fordi rektor underviste 1/3 af arbejdstiden, og én inspektor kunne klare resten uden andet end et løntillæg. Lærerne passede deres undervisning, og resten klarede amterne.
Vederstyggeligheden skulle være gymnasiereformen og selvejet.
Alt for mange unge søger gymnasiet
Meget er blevet sagt og skrevet om gymnasiereformen, men den har nu ikke alt ondt på samvittigheden. For eksempel ikke det faktum, at unge helst vælger de ”lette” fag. Det har vi erfaret gennem mange år. Men det er blevet tydeligere i takt med, at fagligt svagere elever søger gymnasiet. Der er nemlig sket et voldsomt og ikke særlig hensigtsmæssigt skred i de unges valg af uddannelse efter folkeskolen.
Ministeriet for Børn og Undervisning kunne for nylig meddele, at procenten af unge, der vælger en erhvervsuddannelse, siden 2001 er faldet med 11,3 procentpoint fra 31,7 % til 20,4 % – i mit skoleområde på Københavns Vestegn er det til overflod faldet til 14 %.
De unge, der tidligere ville have valgt en mindre boglig, men yderst relevant erhvervsuddannelse, sidder formodentlig nu på en gymnasial uddannelse (hvor procenterne er steget i takt med faldet på erhvervsuddannelserne) og kræver masser af hjælp i form af ekstra læseundervisning, lektieværksted, skrivefængsel, mentorer, mere studievejledning, psykologbistand med mere. Alt sammen ordninger, der skal administreres.
Den gamle dannelsesinstitution er i sandhed forandret over årene.
Selvejet var et stort fremskridt for mig
Selvejet er også en del af denne forandring, men det er i praksis blevet modtaget ganske positivt, og skolerne har ret hurtigt tilpasset sig denne styreform og har fundet sammen i passende administrative fællesskaber, der løser de opgaver, som tidligere blev løst af amternes ganske omfangsrige administrationer.
Selv oplevede jeg selvejet som en stor befrielse, da jeg i 1996 kom fra en amtslig gymnasieskole til en selvejende erhvervsskole. Nu kunne skolens økonomi meget præcist og smidigt tilpasses de konkrete forhold på institutionen, og jeg fik mulighed for at anvende de i øvrigt ret knappe ressourcer til gavn for netop de elevgrupper og de udfordringer, der var på min skole.
Hvis de selvejende institutioners bestyrelser kender deres ansvar, sørger de for at stille krav til rektorerne om at effektivisere, så pengene bruges til undervisning og ikke til overadministration. Og under sådanne krav finder man som leder hurtigt ud af, at det f.eks. er alt for dyrt at bruge akademiske lærertimer til administrative opgaver som pasning af it-anlæg, bogudlevering mv., sådan som vi havde for vane i amternes tid.
Administrativt fællesskab
På min skole driver vi et administrativt fællesskab på it, personaleadministration og regnskab for en række institutioner, der rummer ca. 9.000 årselever og mere end 1.000 medarbejdere, og vores bestyrelse kræver os med særdeles jævne mellemrum til regnskab for, hvor stor en del af omsætningen der faktisk går til undervisning, og hvor meget vi har effektiviseret administrationen.
Min institution rummer et almindeligt gymnasium, men derudover en lang række forskellige uddannelser og kan derfor ikke sammenlignes administrativt med et gymnasium med kun én eller to uddannelser. Den er naturligvis langt mere kompleks at administrere og lede. Men vi har faktisk færre ledere på gymnasiet, end vi havde i amtets tid.
Taxametrenes størrelse og fordeling
Hvorvidt der er kommet utidig pengerigelighed på en række gymnasier, sådan som Uffe Gravers mener, handler ikke om selvejet som princip, men om taxametrenes størrelse og fordeling. Og det er en ganske anden historie.
Set fra min stol vil et socialt hensyn i taxameterfordelingen være kærkomment, fordi det alt andet lige er langt mere ressourcekrævende at bringe unge fra uddannelsesfremmede miljøer gennem en ungdomsuddannelse. Her har gymnasiereformen desværre ikke gjort en positiv forskel.
Det er desværre ikke blevet billigere at praktisere mønsterbrydning, men det er nødvendigt, hvis vi skal sikre kvalificeret arbejdskraft fremover!
Eva Hofman-Bang Er direktør for uddannelsescentret CPH WEST