Florida – fra realityshow til vendepunkt
WASHINGTON Mitt Romney rullede sig ud i Florida og viste, at han kan bide fra sig og har den slagkraft i sig, som vælgerne venter af en amerikansk politiker, der drømmer om Det hvide Hus. Billedet af den pæne forretningsmand var ikke nok til at overbevise den republikanske højrefløj, og slet ikke når der herskede tvivl både om hans konservative overbevisninger, hans religion og hans syn på sundhedssektoren, der er blevet et af de mest betændte og kontroversielle spørgsmål i amerikansk politik. Efter en blodigt udskilningsløb er de overlevende gladiatorer tæt på et vendepunkt.
Den tvivl og skepsis, der omgav Romney, var skyld i, at det gik galt for ham i South Carolina, hvor han blev slået af Newt Gingrich, der endnu engang sprang ud som katten med syv liv i amerikansk politik godt hjulpet af sine støtter i Tea-Party organisationen og de kristne fundamentalister, der ser Gingrich som deres politiske frelser.
Newt Gingrich
I løbet af valgkampen siden sidste sommer var Gingrich adskillige gange blevet dømt ude både af sine egne rådgivere og sine fjender. Men med sit gåpåmod og sin politiske tæft er han kommet igen og igen, indtil han med triumfen i South Carolina fejede Romney af banen og blev fejret som det seneste pragteksemplar i den lange række af amerikanske come-back kids. Intet spiller så godt i amerikansk mytologi og popkultur som beretningen om the come-back kid. Den figur er lige så populær i Amerika, som Klods-Hans i Danmark. Men der er alligevel ikke nok politisk kapital og substans i pop og myter til at stå imod, når det går løs i amerikansk politik med anvendelse af alle de midler, som penge kan købe og politiske sprechstallmeistere kan sætte i sving.
Statsmand
Romney satser nu på at sikre sig rollen som spidskandidaten, der viser alle de andre baghjulet. Det har Florida givet ham et velbegrundet håb om. Hans tale efter sejren viste ham allerede i en anden rolle. Han påtog sig en mere statsmandsagtig facon som den, der samler partiet og retter al energien mod præsident Obama. Ikke et eneste ondt ord om Gingrich, men snarere en forsigtig fremstrakt hånd. Romney har erkendt, at man ikke kan føle sig sikker, når man har at gøre med en størrelse som Gingrich, så han træder varsomt, indtil Gingrich er kørt i sænk. I sin tale efter nederlaget sværgede Gingrich, at han vil blive ved til den bitre ende, det vil sige konventet i august.
Negativ kampagne betaler sig
Florida har overbevist Romney og alle andre om, at en negativ kampagne med uafladelige personlige angreb mod ens modkandidat betaler sig i amerikansk politik. Især når man har en effektiv organisation bag sig og så store pengesummer til sin rådighed, at man kan overdøve alle andre røster i medierne, på nettet, cafeterierne og alle de andre arenaer, hvor en amerikansk valgkamp udfolder sig. Romneys lejr brugte mellem 16 og 19 millioner dollar på valgkampen i Florida. Ingen anden kandidat kom i nærheden af det beløb. Efter South Carolina var Romney ikke kun nødt til at bytte fløjlshandskerne ud med boksehandsker, men også vise, at han som macho-mand kunne gå efter sin modstander med de bare næver.
Den strategi har sine omkostninger, men den fungerer, og Romney opdagede, at han fik hjælp fra uventet side, nemlig Newt Gingrich, der som så mange gange før i sin politiske karriere viste sig at være sin egen værste fjende. I stedet for at drage fuld fordel af sin triumf i South Carolina, mistede han helt kontrollen over sine budskaber og lagde vilde planer frem om at bygge kolonier på månen til milliarder af dollar og at erklære krig mod Cuba. Det har givet foder til alle amerikanske comedyshows og forsynet Romney med gratis ammunition. Gingrichs månesnak fik Romney til at sige, at hvis en af hans direktører ville komme til ham med et forslag af den slags, ville han fyre ham på stedet. Det var ren knock-out i TV-debatten.
Skelsættende sejr
Sejren i Florida kan vise sig at blive skelsættende for primærvalgene 2012. Den giver Romney det forspring og den medvind, der skal til for at bringe kampagnen til en hurtigere afslutning end Gingrich truer med. Det skaber også håb om, at denne fase af valgkampagnen snart er slut, og at man langt om længe er nået til det vendepunkt, hvor valgkampen fra at være en realityshow med stor underholdningsværdi kommer til at handle om krise, om Amerikas storhed og Amerikas fremtid. Det er ikke helt så underholdende. Til gengæld venter en hel verden på at se udfaldet.
Samuel Rachlin er journalist og forfatter med base i Washinton DC

