Finanslov: Thorning har bestemt sig

Der gættes i disse dage livligt om finanslovens skæbne. Vil Helle Thorning lave forlig med Johanne Schmidt-Nielsen eller Lars Løkke?

Det er overvejende sandsynligt, at Helle Thorning, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager allerede har bestemt sig for, hvem de ønsker at lave forlig med.

De går efter en aftale med Lars Løkke. Det passer langt bedst ind i regeringens økonomiske politik. Og det er forudsætningen for, at regeringen kan blive bedre venner med de afgørende midtervælgere.

Thornings største problem

Selvfølgelig kan noget gå galt under forhandlingerne. Men det ser nu ikke ud til, at der ligger de store overraskelser og lurer.

Venstre har formuleret nogle krav, som i en eller anden form skal tilgodeses. Først og fremmest lettelser for erhvervslivet og en fremrykket reform af kontanthjælpen. Det er til at forstå og håndtere for regeringen.

Thornings største problem ligger et andet sted: Hun skal kunne legitimere, at hun vælger Lars Løkke frem for Johanne Schmidt-Nielsen.

Skuespillets hovedroller

Det er noget af en opgave. Stærke kræfter hos Socialdemokraterne, SF og i fagbevægelsen kræver et forlig med Enhedslisten, som blandt andet skal omfatte ændringer i dagpengereformen.

Samtidig risikerer Thorning, at hun kommer til at aflevere endnu flere vælgere til Enhedslisten, hvis hun vælger blåt i stedet for rødt.

Hun må derfor gøre sig store anstrengelser for at overbevise de vagtsomme røde gemytter om, at det er OK at gå sammen med Løkke.

Til det formål foregår der et skuespil, hvor Bjarne Corydon, SF’s Annette Vilhelmsen og Venstres forhandler Peter Christensen spiller hovedroller.

Grønt lys fra Annette Vilhelmsen

Annette Vilhelmsens rolle er at give grønt lys for et forlig med Løkke. Hvis hun som ny SF-formand sagde nej, ville Corydons strategi ramle. Omvendt har det en positiv effekt i de røde rækker, at den venstreorienterede Vilhelmsen er indforstået.

Ifølge Politiken har hun været under pres fra Socialdemokraterne for at give denne melding i offentligheden, og det har hun da også gjort.

Enhedslisten hjælper Corydon

Corydon skal også kunne henvise til, at Enhedslistens krav er helt urealistiske. Her har støttepartiet hjulpet ham ved at melde nogle bombastiske, ultimative krav ud. Johanne Schmidt-Nielsen har så forsøgt at moderere dem lidt, men Corydon har fået et godt argument på hånden.

Endelig skal der skabes et indtryk af, at forhandlingerne er ganske åbne og uforudsigelige. Ja, måske ligefrem, at Corydon umiddelbart er mest imødekommende over for Johanne Schmidt-Nielsen.

Venstre spiller spillet

Venstre synes at spille med. Tag følgende lille optrin:

Da Corydon havde holdt sine første møder med Enhedslisten og Venstre, gjorde Peter Christensen fra Venstre et nummer ud af, at han kun havde fået 20 minutter, mens Johanne Schmidt-Nielsen havde fået en time. Han var bekymret for, at det var et signal om, at regeringen valgte rødt.

Dette er helt hen i vejret, og det ved Peter Christensen selvfølgelig godt. Længden af det første møde, det såkaldte sættemøde, fortæller intet om forhandlingernes forløb, Måske har Corydon ligefrem givet ekstra tid til Enhedslisten for at som et led i spillet.

Samme fornemmelse af skuespil får man, når man hører Venstre-folk meget demonstrativt forsikre, at de ikke aner, hvad regeringen går efter.

Sandt nok, intet er endnu afgjort. Men drejebogen er til at få øje på.