Hverdagsliv

Aaargh! Ralle-ralle! Guf for mænd

The Raid: Redemption er en indonesisk action-film fra 2011. Det er en af de få indonesiske film der er slået igennem på det internationale filmmarked. Det er med god grund, for filmen er bemærkelsesværdig.

Instruktøren er den engelske Gareth Evans, der har lavet både spille- og dokumentarfilm om og i Indonesien. Filmen knytter sig til den subgenre af action-film, der holder sig til action-sekvenser og afholder sig fra plot. Det lyder måske tåbeligt, men der findes mange action-film hvor plottet alligevel er uudholdeligt fyld. Andre sammenlignelige film, der har fungeret godt uden plot er film som Universal Soldier: Regeneration (2009) og Rambo (2008).

Personkarakteristik og dialog er papirtynd. Hele historien kan opsummeres i filmens tagline: “1 Ruthless Crime Lord, 20 Elite Cops, 30 Floors of Hell.” – oversat til dansk: “1 kompromisløs gangsterboss, 20 elite-politibetjente, 30 etager helvede.” I filmen er kampsport noget alle personer kan, det er derfor ikke en typisk kungfu-film.

Handlingen kan kort refereres således:

Indsatsstyrken forsøger at fange en gangsterboss i et højhus, men aktionen går galt, og derefter handler det kun om betjentenes egen overlevelse. De løber hurtigt tør for krudt og kugler og går derefter over til kniv-, slagvåben og nævekamp. På ganske kort tid er de fleste betjente døde, og filmen følger de sidste overlevendes kamp under flugten.

Filmen er et nonstop orgie af variationer over temaet: ‘knytnæver rammer forskellige kropsdele.’ I bedste actionstil afsluttes hver slåskamp med fuldstændig destruktion. Taberen er først fuldgyldigt besejret, når hans nakke er brækket, eller hans strube skåret over. Filmen foregår i anonyme slumkorridorer, og der bliver kun filmet udenfor, når en person falder ud fra vinduer eller altaner. De klaustrofobiske korridorer er med til at understrege betjentenes håbløse situation i fangenskab. I en typisk scene åbnes en dør, ti fjender kommer ind, og heltene skal uskadeliggøre dem. Dette gentager sig så gang på gang, til filmen er slut.

Helten spilles af Iko Uwais, men bortset fra ham er alle skuespillere i filmen forfriskende grimme. Bandemedlemmerne ligner tilfældigt indhentede statister fra slumstræder eller marker. Deres talent for stunts afslører dog, at de alle må have årelang erfaring. Mange af dem er så dygtige og adrætte, at man mistænker instuktøren for at have støvsuget ethvert cirkus i Indonesien for artister. Selve gangsterbossen er fedtet, halvfed og kommer aldrig ud af sandalerne.

Lydsiden må fremhæves. Både lydmikset og den ambiente musik er fremragende. Til tider virker filmen som en lang drømmende musikvideo. Den er på mange måder anarkistisk konstrueret og bryder til tider med alle konventioner for filmisk lydproduktion. Der forekommer ofte flere minutters total stilhed for at fremhæve, at heltene er hårdt sårede eller døden nær. Det virker utroligt godt og er en overraskende fornøjelig oplevelse.

Filmen er ultravoldelig og retter sig nok mest imod unge mænd eller voksne med barnlige sjæle. Den er helt bestemt ikke egnet for børn, kvinder eller som film på en romantisk date. Kampscenerne er flotte, velkoreograferede, og bodycountet er uhørt højt. Hvis man ikke er flov over denne form for anti-intellektuel adspredelse, så er The Raid: Redemption en sand fornøjelse.

Se traileren her, advarsel – meget blodig, ikke for børn!:

http://www.youtube.com/watch?v=VSpC5OU5QcI (åbner i et nyt vindue)

Filmen kan forudbestilles på DVD og bluray hos www.laserdisken.dk.

04 Jun 2012

Tilbage Forside

Små hurtige

LÆSERBREVE

Astrid Krag og Bent Hansen tryner de svage

Hvis det ikke medførte så tragiske konsekvenser i virkeligheden, ville det være en pragtfuld spøg, regionerne og regeringen er ved at forberede: At afskaffe den lige og gratis adgang til lægehjælp! Sikke et revynummer: ”Astrid tryner de svage!”

Ekstra morsomt bliver det, at Astrid Krag – en såkaldt ”rød” sundhedsminister fra ”SF” (her anført i gåseøjne; det kan hun da ikke være i virkeligheden?) – på denne måde mejsler sit navn ind på den skamstøtte, der hedder ulighed i sundhedsvæsenet.

Fra 1. september skal patienter have penge med til læge. Det ubærlige ved den situation er, at det er prøvet før. Både patienter og læger kender de ulykkelige konsekvenser.

Hvem går det ud over? Lidt over lægerne og deres personale og de unge læger og studenter, som uddannes i praksis. Men skidt nu være med det. Et effektivt fungerende system, velkendt – ja, næsten elsket af befolkningen – brydes ned. Men lægerne og deres personale klarer sig nok.

Manden, som glemte, at det nye supersygehus i Hillerød skulle have både køkken og helikopterlandingsplads, regionrådsformand Bent Hansen, fører (undskyld mine metaforer) operationskniven. Alene det faktum bør få enhver tænkende dansker til at blive bekymret.

Bent Hansen sørger for, med sandt talent for katastrofen og sin eminente sans for dårlig planlægning, at det først og fremmest går ud over tre grupper: De ældre, børnene og de svage.

Under den sidste konflikt så vi det – megen unødvendig lidelse for de allersvageste. Ældre patienter med forværrede kroniske sygdomme, som ikke fik deres medicin. Syge børn, der kunne have været behandlet komplikationsfrit, hvis de var kommet i god tid.

Den kommende konflikt må være svær at sluge for Enhedslisten. Ulighed, ulighed, ulighed!

Jens Tørning

Skjult dagsorden om brugerbetaling

Det er tankevækkende, hvor hurtigt vores sundhedsminister kom på banen, da lægerne ikke ville makke ret. Fra 1. september skal vi så – indtil videre? – betale for at gå til læge.

Men lur mig, om ikke der er en skjult dagsorden, så der på denne måde ad bagvejen bliver indført brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Og som ekstragevinst bliver der en ny skatteskrue at dreje på i landet med de højeste skatter og afgifter.

Pernille Birkler

Bødskov taler sort

Så gjorde vores såkaldte justitsminister igen det, han er bedst til – nemlig at tale sort. Denne gang i forbindelse med en forespørgsel fra Peter Skaarup vedrørende statsborgerskab til statsløse, som udgør en sikkerhedsrisiko for Danmark.

Vi er godt klar over, at Bødskov er sat på netop det job for at sikre forbrydere og terroristers trivsel, men alligevel er det fortvivlende, at vi ikke kan få ham fjernet fra den post, han er så ekstremt farlig på.

De medlemmer af Folketinget, som holder hånden over ham, må jo være ganske klar over, at de gør sig til medskyldige i det, jeg ikke vil tøve med at kalde en forbrydelse mod landets sikkerhed.

Charles Andersen

Kvoter gør ikke veteranbiler CO2-neutrale

En kommentar til Johs. Engsig angående CO2-kvoter og Classic Race i Aarhus (se DKA 17/5 & 20/5):

Jeg er ikke sur – jeg har stået ved linjen for at se de smukke, gamle veteranbiler, men man bør ikke reklamere med, at man kan neutralisere CO2-udledningen ved at købe CO2-kvoter.

Det er EU’s største blufnummer. Så kan Danmarks busser og biler også blive helt CO2-neutrale, hvis man bare køber kvoter. Det er såmænd kun det, jeg synes er tåbeligt.

Ulempen for beboerne langs ruten er, at de ikke kan køre ud fra deres huse i fire dage, men vi overlever. Det ville være bedre med hvert andet år, hvor man veksler mellem racerløb og Sculpture by the Sea. Det er to store arrangementer for byen.

Jonna Vejrup Carlsen

Produktivitet – eller mangel på samme

Flemming Damgaard Larsen (V) havde forleden dag et indlæg om produktivitetskommissionens arbejde. Det fremgik heraf, at det især er servicesektoren, der halter bagefter med udvikling i produktiviteten.

Men foreløbigt intet om den del af servicesektoren, der vedrører det offentlige, men det må forventes at Peter Birch Sørens produktivitetskommission vil komme med mere herom.

Grunden til, at jeg har et par bemærkninger i den forbindelse, er, at jeg som kommunaldirektør har arbejdet med disse problemer i mange år.

For det første er det meget udbredt både blandt politikere og embedsmænd m/k ikke at skelne mellem besparelser på budgetterne i form af nedskæringer og besparelser som følge af forbedringer i produktiviteten. Og for det andet anses forbedringer i produktiviteten ofte for et økonomisk problem.

Til det første er der kun at sige, at der ligger en stor pædagogisk opgave. Til det andet vil jeg fremhæve meget stærkt, at produktivitet som økonomisk begreb bør ses i meget snæver sammenhæng med ledelse og organisation. Et eksempel kan vise, hvad jeg mener:

En skoleleder fortalte mig, at de på deres skole havde gennemført rationaliseringer og derved sparet på budgettet. En anden skole havde derimod skaffet sig selv et betydeligt underskud.

På rådhuset havde man det problem, at den samlede skolebevilling skulle hænge sammen, så de sagde haps til overskuddet på den ene skole og overførte det til dækning af den andens underskud.

Hvis man har organiseret budgetansvaret på den måde, hvad mange kommuner har, så er det meget svært for ikke at sige umuligt at få skoler og andre decentraliserede institutioner til at gennemføre rationaliseringer af deres drift.

Løsningen på dette og andre lignende problemer kan man finde i en bog, jeg fik udgivet i februar i år: Økonomisk Analyse og Prioritering i det Offentlige.

Erland Denninger

Dansk statsborgerskab til potentielle terrorister?

Hvad tænker justitsminister Morten Bødskov på? Hvordan og med hvilken ret kan han så skråsikkert hævde, at Danmark fortsat vil/skal give potentielle terrorister og andre forbrydere dansk statsborgerskab?

“Vi agter at følge FN-konventionen”. Er det da slet ikke faldet justitsministeren ind, at han med den øvrige regering kunne forsøge at få ændret på en konvention, der hovedsageligt og alene skader Danmarks sikkerhed?

Kan den danske befolkning fremadrettet forvente, at de ansvarlige politikere tænker sig bedre om, før de underskriver nye konventioner?

Kan den danske justitsminister overhovedet træffe ansvarsbevidste, selvstændige beslutninger i tråd med, hvad befolkningen ønsker, og under hensynstagen til rigets sikkerhed?

Hvad er det egentlige formål med at invitere statsløse kriminelle på fast ophold i Danmark? Der er jo ikke megen logik i det, der foregår på dette område.

Kirsten Christensen

Retten til døden skal også respekteres

Hjertestart? Vi er mange, der søger om tilladelse til ikke at blive genoplivet ved klinisk død, men man får afslag. Der skal bare en meget lille tilføjelse til straffeloven, for at en tydelig mærkning på kroppen skal respekteres.

Dette kan være en pæn, lille tatovering som et minus over et hjerte over starten på brystet – internationalt. Læger vil så gerne have organer, men brugbare organer går tabt i skadede kroppe, selvom en person ikke ville have ønsket genoplivning.

Ligesom livet skal respekteres, skal døden det også! Det er for den politiske påvirkning ønskeligt, om læsere tilslutter sig kravet om ved klinisk død at undgå genoplivning.

Ida Holck

Forskellen på skudt og beskudt

Kort replik angående Visti Christensens indlæg om ordene skudt og beskudt (DKA 20/5): ”Han skydes ved daggry” indebærer, at ”han” skydes (og dræbes). ”Han er under beskydning” indebærer, at ”han” beskydes uden nødvendigvis at blive ramt.

Visti Christensens sprogforslag var derfor ikke godt nok. Måske skal vi over i jægersproget, hvor man enten skyder og dræber et dyr eller anskyder det.

Niels Kristian Højerslev

Zenia Stampes gode ide

Vedrørende Ralf Pittelkows indlæg (DKA 20/5) om, at Zenia Stampe burde afsende en protest mod danskernes nationalisme i forbindelse med det netop afholdte Melodi Grand Prix:

Vi må vente, Pittelkow, hun skal jo først have ansat en gratis medarbejder i Folketinget til at drøfte sagen med! Måske én god ide, fr. Stampe?!

Kjeld krageskov

Hjælp de danskere, der er i vanskeligheder

Nu må vi hjælpe de mennesker, der kommer i vanskeligheder. Vi samler penge ind til alverdens formål; så må vi også kunne samle ind til dem, der er i klemme, og det gælder hele befolkningen.

– Ham, der sidder på bænken, må drikke et par bajere mindre, og pensionisten et glas rødvin mindre. Regeringen må holde igen med hjælp både her og der, indtil vi kommer lidt på fode igen, hvis vi gør?

Se at få vores soldater hjem og lad dem blive hjemme – det er virkelig også noget, der koster.

(Forkortet af redaktionen)

Mogens Jæger

Nu er ballet slut for fagbosserne

Arbejdsgivere har igennem de sidste 50 år bøjet sig og bøjet sig over for fagforeninger og deres bosser. Det var fint i begyndelsen, for der var nogle ting på arbejdspladserne, som trængte til en fornyelse, således at arbejderne fik bedre vilkår og mere i løn.

Men disse fagbosser blev hårdere og hårdere at have med at gøre, så til sidst blev de enevældige diktatorer, som kom med krav langt over det, som var rimeligt. Det endte med, at arbejderne kunne nægte mere og mere med udtrykket: ”Det må jeg ikke for min fagforening”.

Nu er bøtten ved at vende i hele samfundet, og det kan man ikke fortænke arbejdsgiverne i, hvad enten det er statslige, kommunale eller private arbejdsgivere.

Der er ingen rimelighed i det, som fagbosserne forlanger, så den eneste vej for arbejdsgiverne er at "lockoute" arbejdstagere eller opsige de nuværende aftaler og selv bestemme, hvad og hvordan arbejdstagere skal arbejde for deres løn.

Den gamle Metal-formand Thomas Nielsen sagde: ”Vi har sejret ad helvede til”, og det kan man mere og mere nikke genkendende til, for nu er ballet slut for de diktatorer, som stadigvæk sidder i deres mastodontkontorer.

(Forkortet af redaktionen)

Kenneth Edwin Vogstad

Del denne side med en ven

Aaargh! Ralle-ralle! Guf for mænd

Læs også

Del denne side med en ven