Det er indvandrernes kultur, der skaber ’fattigdom’ i ghettoerne

Nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at antallet af personer, der efter OECDs definition kan kaldes fattige er fordoblet fra 2002 til 2010. OECD’s definition på fattige er dem, der har en indkomst på mindre end halvdelen af den gennemsnitlige indkomst i samfundet.

Det er altså et mål for det man kalder relativ fattigdom – hvor mange penge har man at leve for sammenlignet med andre grupper i samfundet. På den måde er tallet i virkeligheden mere et mål for hvor ligheden eller uligheden er i et samfund.

Denne udvikling har især fundet sted i ghettoområderne. I dag er hver femte beboer i 28 danske ghettoområder fattig efter OECDs målestok.

Disse tal bliver brugt til at puste nyt liv i påstandene om, at problemerne i ghettoerne skyldes traditionel fattigdom. Groft sagt er der problemer i ghettoerne fordi beboernes indkomst er for lav. Derfor er løsningen på ghettoproblemerne også tilsvarende dejlig enkel: Indkomsterne skal hæves. ”Fattigdom spreder sig eksplosivt i ghettoer” (Ugebrevet A4, 3.10)

Det fremgår ikke klart, om stigningen i antallet af såkaldt relativt fattige i ghettoområderne skyldes, at der flytter flere indvandrere på lave sociale ydelser til ghettoerne – eller om dem, der bor der i forvejen har fået færre penge til rådighed.

Bortforklaringer
Sandsynligvis er det en kombination. Men chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Jonas Schytz Juul, har særdeles travlt med at påstå at tallene viser at der blev flere fattige som følge af de ydelser, der blev indført under VKO-flertallet.

Det drejer sig om integrationsydelse, starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers reglen, som blev indført for at tilskynde folk på kontanthjælp til at komme i arbejde. Der er sket ”en voldsom polarisering i samfundet, når hver femte beboer i landets ghettoer nu kan udpeges som fattige”, siger han.

Hermed gør han økonomi og beboernes (relativt) lave overførselsindkomster til hovedårsagen til problemerne i ghettoerne. Og han bakkes op af alle, fra direktør i Boligselskabernes Landsforening Bent Madsen over seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut Hans Skifter Andersen, til minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen (S).

Naivt og blåøjet
Tallene er i sig selv ikke særlig interessant. I Danmark har vi nemlig ikke en fattigdomsgrænse. Og OECDs definition af den relative fattigdom siger dybest set ikke siger noget om, hvorvidt man de facto er i stand til at opretholde en tilværelse på et tåleligt niveau med den indkomst, man har.

Det der især er interessante ved disse tal er reaktionerne på dem. Reaktionerne afspejler en manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene. Man klynger sig til et traditionelt fattigdomsproblem og tilsvarende løsninger i form af højere ydelser.

Det er i bedste fald naivt at tro, at OECDs relative fattigdomsformel kan definere  hverken armod eller samfundsmæssig polarisering.

Problemerne er kulturelt betingede

Og det er mindst lige så blåøjet at tro, at forhøjelse af satserne for overførselsindkomster vil fjerne de massive problemer, der kendetegner Danmarks ghettoområder.

Glasvejssagen, optøjerne på Odense Sygehus, chikanerier af hjemmehjælpere og stenkast mod politi og brandvæsen i Mjølnerparken og forfølgelse af grønlændere i Gjellerupparken har intet med økonomisk fattigdom at gøre.

Ingen kan være i tvivl om, at Danmark i disse år oplever en øget polarisering. Det er det stigende antal ghettoer i sig selv et bevis på. Siden denne opgørelse blev lavet er der kommet 10 nye ghettoområder.

Men polariseringen er kulturelt funderet og fuldstændig upåvirket af, om de muslimske indvandrere i ghettoerne får flere eller færre penge af de offentlige kasser. Det har til gengæld alt at gøre med den uoverstigelige kulturkløft mellem islam og det sekulære Danmark. Om man så forgyldte beboerne i Vollsmose og andre ghettoer, ville de dårligt integrerede og kriminelle unge fortsat vende sig mod det samfund, de samtidig forventer at blive forsørget af.

Der er brug for en kulturel omstilling

AEs tal for ghettoområderne og reaktionen på dem viser med nedslående tydelighed, at de seneste 15 års indvandrerdebat ikke har sat sig tydelige spor blandt politikere og såkaldte eksperter. Overrepræsentation af ledighed, sociale problemer, kriminalitet og manglende integration forklares således stadig med økonomiske faktorer. Og så længe den forklaringsmodel anvendes, vil problemerne fortsat tårne sig op.

Indvandrerne kommer kun i arbejde og får en højre indkomst hvis de integrere sig kulturelt. De skal tage grundværdierne og adfærden i det danske samfund til sig. De skal lære det danske sprog, føle sig som en del af det danske fællesskab. Og de skal acceptere at deres børn bliver danske.