En kineser tog fusen på mig

Med mit nye smukke FujiFilm X100 kamera om halsen satte jeg mig ned i flysædet ved siden af en kinesisk turist.

En typisk “turist Brian” fra Riget i midten tænkte jeg, ikke mindst fordi han havde klæbet en mærkat med sit fly-nummer på kinden.

Han snakkede til mig med det samme jeg sad ned og komplimenterede mit kamera, der er et af markedets bedste og mest efterspurgte lige nu.

Mit Internetnavn er 2an1

Han præsenterede sig med: “Mit kinesiske navn Yingsan og mit vestlige navn er Lewes “. Og så tilføjede han at hans Internetnavn er 2an1 og at han i øvrigt var grafisk designer, havde tre kameraer og kom fra Guangdong.

De to andre kameraer var et Sigma DP1 og et Panasonic GH2.

Mange kinesere – ikke blot i Kina – men også Hong Kong, Taiwan og Singapore har både et kinesisk og vestligt navn, og nu har de så også tilføjet et Internet navn.

Ser film og lærer engelsk

Lewes talte et perfekt engelsk, og da jeg er vant til, at unge thaier – der hvor jeg bor – taler meget dårligt engelsk, spurgte jeg ham, hvor han havde lært så  flydende engelsk.

Oh jeg ser blot film og kobler den kinesiske tekst fra. Det er den nemmeste måde at lære sprog på, fordi filmen interesserer dig.

Så lånte han mit kamera, og jeg lånte hans og på trods af, at de var totalt identiske, beundrede vi en tid hinandens kameraer.

Så opdagede han, at jeg ikke havde et waterpas oven på kameraet lige som han selv havde. “Oh, dem har vi masser af i Kina, så må jeg forære dig mit,” sagde den generøse og venlige kineser.

Yingsan alias Lewes alias 2an1 kikkede igen på mit kamera, nikkede og sagde med et smil, “jeg vidste slet ikke, at I også har dette kamera i den gamle verden.”

Den brutale sandhed

Jeg ved godt, hvad der sker i Asien lige nu, fordi jeg har boet her i 23 år. Og jeg kan hver eneste dag se, hvordan de løber stadigt hurtigere fra os. Men det er første gang i min tid her, at det er blevet så brutalt klart for mig, at jeg repræsenterer den gamle verden, der ikke længere kan følge med den nye verden.

Da vi landede og jeg sagde farvel til min nye ven, spurgte jeg om vi skulle udveksle Facebook navne, men her kom Yingsan til kort. “Vi har hverken adgang til Facebook eller Twitter i Kina, Sorry.”

Vi gik hver til sit, og mens han fortsatte til Guangdong og den nye verden der, så sad jeg snart bag computeren i min lejlighed i Bangkok med mit trofæ fra den gamle verden min Facebook.

Og her kan jeg ganske frit ytre mig om alle de krige som den gamle verden starter i disse år, samt om fodbold og fødselsdage. Men på trods af min frihed på nettet, så kan jeg ikke ændre på den kendsgerning, at min gamle verden er ved at blive agterudsejlet af Yingsans nye verden, og dårligt nok har øje for det endnu.

Michael Rastrup Smith er journalist, Rastrup Asien, www.rastrup.com