Kulturen må have et centrum

At den vestlige verden har det skidt, er der mange tegn på: Svimlende gæld, fedme, for meget overførselsindkomst, faldende uddannelsesniveau, mangel på høflighed, krav om anerkendelse og statsstøtte af den mindste minoritet, krav om at kunne inkludere hele verden.

Forestillingen om et centrum er væk

Blandt disse eksempler er det faldende uddannelsesniveau på langt sigt det mest bekymrende. Dårligere kundskaber, ringere færdigheder sætter sig i alting. I sproget, idérigdommen, omgangsformer, i den almindelige disciplin. Og individet vil mangle et centrum for sin virksomhed.

Som et individ må have et centrum, må en kultur også have det. Dette bliver til i skolen, men desværre ikke som den fungerer i øjeblikket. Derfor vil Danmark i mange år frem ikke få det væsentligt bedre. Vi må først arbejde på, at folkeskole og ungdomsuddannelser får anderledes prioriteter, hvorefter eleverne skal blive voksne. Sigtet er langt.

Det stritter i alle retninger

Selvom der er sket mærkbare forandringer i grundskolen, idet basale færdigheder som læsning, skrivning, matematik er styrket i de små klasser (sangen er stadig forsømt), så må vi i bedst fald vente på, at de små bliver store. Samtidig har vi imidlertid fået en gymnasiereform, som undergraver enhver forestilling om et kulturelt centrum, og således ved den ene hånd ikke, hvad den anden gør.

Vi har altid kæmpet om retten til at definere det kulturelle centrum.  Det nye er, at vi ser ud til at have opgivet forestillingen om et centrum. Det er ikke bare en rigtig dårlig idé. Det er langstrakt, kulturelt selvmord, og – inden det fuldbyrdes – slapt og frygtsomt.

Faglighed før pædagogik

At få øje på et kulturelt centrum og at kaste sig ind i kampen for at definere det kræver først og fremmest kundskaber og færdigheder, og i halen vil følge et minimum af almendannelse. Det er skolens første prioritet.

Det betyder eksempelvis, at videnskabsteori skal ud af gymnasiet; at der skal renses ud i pædagogikken på de videregående uddannelser, især den teoretiske, til fordel for grammatik, nodelære, stemmetræning, mundtlig sprogfærdighed, historisk viden etc. Pædagogikken fylder alt for meget (se formål og læseplaner for folkeskole og gymnasium), den er for abstrakt og kender ikke sin plads som tjener for et fag.

Den gode lærer

 Den gode lærer er den dygtige fagperson, som elsker sit fag. Herfra vokser den rette autoritet. Selvfølgelig kan han eller hun udvikle også pædagogiske kvaliteter med teori, men rækkefølgen er vigtig: Faglighed, kærlighed (som kan komme, fordi man lærer, hvis den ikke er der på forhånd), pædagogik.

Og det kulturelle centrum? Det peger de enkelte fag ind imod. Dansk, tysk, snedkeri, ledelse, gartneri, kommunikation. Når de enkelte fag aktiveres, vil de naturligt rette sig mod et centrum udenfor faget selv. De vil så at sige vende blikket den samme vej, men fra forskelige steder. Fagenes udøvere vil ikke se fuldkommen det samme, men de vil være nødt til at tale med hinanden om, hvad de ser.

Det begynder i skolen, en anden skole end den vi byder nutidens børn og unge.