Verden omkring os

Derfor virker EU-pakkerne ikke

Europa

1. Mere gæld hjælper ikke

Gælden i Grækenland, Portugal, Italien og Irland er så stor, at de ikke kan ’hjælpes’ med pakker der øger gælden yderligere. Kun massiv gældseftergivelse kan forhindre statsbankerot.

 

2. Dårlig konkurrenceevne

Konkurrenceevnen i Grækenland, Portugal, Italien og Spanien er så dårlig, at kun en euro-udtræden og massiv devaluering kan bringe tilstrækkelig gang i hjulene til at få nedbragt ledighed og budgetunderskud. Alternativet er, at de øvrige euro-lande med Tyskland i spidsen accepterer permanent at betale de kriseramte landes løbende underskud – på samme måde som de rige nordsjællandske kommuner hvert år sender store bloktilskud til Lolland og Nordjylland for at holde sammen på den danske valutaunion.

 

3. Fra dynamo til handlingslammelse

Det daværende EF med ni medlemmer var en politisk dynamo fordi det var forholdsvist nemt for en snæver kreds af lande med meget til fælles at enes om overordnede rammer for et begrænset antal politikområder. Til gengæld er det umuligt for 27 (og snart 28) lande med væsentligt mindre til fælles at blive enige om meget detaljeret lovgivning inden for et stort antal politikområder. Det fører enten til handlingslammelse eller til at Tyskland og Frankrig kortslutter den demokratiske proces ved bilateralt at aftale noget på hele EU’s eller Eurozonens vegne.

 

4. Demokratisk gældskrise

Kontrasten mellem eurokraters ønske om mere integration og befolkningernes modvilje skærpes dag for dag og har nu nået en smertegrænse. Men i stedet for at stoppe op gør eurokraterne alle mulige juridiske krumspring for at gennemføre mere EU uden folkeafstemninger som ikke kan vindes. Derved eroderes EU’s folkelige legitimitet med alarmerende hast, hvorfor EU vil blive rullet meget hårdhændet tilbage når flere medlemslande (snart) får EU-skeptiske regeringsledere. I sin yderste konsekvens betyder manglen på folkelig legitimitet, at EU og demokrati ikke længere er forenelige størrelser.

 

Sløje udsigter

 

Gennem de seneste to år er der afholdt i alt 17 EU-topmøder med lappeløsninger som ikke har virket. Alligevel tyder alt på, at EU’s nuværende regeringsledere også på kommende EU-krisemøder vil gøre som de plejer i håbet om et forskelligt resultat. Derfor er udsigterne for euroens overlevelse mildt sagt sløje.

Forside
Website by Conceptware