Rundt om samfundet
Det er også første skoledag for far og mor

Det er også første skoledag for far og mor

Uddannelse

Et af skoleårets absolutte højdepunkter er første skoledag for de nye elever i børnehaveklasserne, og 29 gange har jeg som skoleinspektør haft den glæde at tage imod et nyt hold elever og deres forældre. De nye elever var spændte, og det var forældrene selvfølgelig også, især hvis det var det første barn, de skulle sende i skole.

 

De forældre, der i disse dage sender deres børn i skole, må være klar over, at indholdet i børnehaveklassen nu er helt anderledes, end da de selv gik i skole.

 

En skole der har ændret sig gennem årene

Nu begynder undervisningen i dansk og matematik allerede i børnehaveklassen, og på den måde har vi taget ved lære af de angelsaksiske lande, hvor undervisningen begynder meget tidligt. Det er bestemt også fornuftigt, da indlæringsevnen og lysten til at lære er meget stor hos de seksårige, der begynder i skolen.

 

Mange af dem har et stort ordforråd, fordi forældrene har været flittige til at læse højt for dem, og fordi de ser fjernsyn. De fleste har allerede lært bogstaverne og mange af tallene, ligesom rigtig mange er fortrolige med IT.

 

Børn bliver til elever

I min velkomsttale plejede jeg at sige, at der sker en mærkelig forandring med børnene – et trylleri – ved at komme i skole. Forældrene sender børn af sted, men når de kommer ind på skolen, bliver de til elever. Der er det lærerne, der bestemmer, og forholdene er helt anderledes end derhjemme og i børnehaven.

 

På en skole er der en klokke, der ringer, og eleverne skal komme til tiden. De skal ikke blot lære at læse, skrive og regne, men de skal også lære at høre efter, sidde på en bestemt plads og være stille, når det bliver forlangt. Der bliver stillet konkrete krav, og det kan være svært at acceptere for de såkaldte ”forhandlingsbørn”. De skal også lære at tage hensyn til de andre elever, der er i klassen, og det kan også være svært, men det skal læres.

 

Barnet er et blandt mange

Det er forældrene, der har ansvaret for børnenes opdragelse, og jo bedre børnene er opdraget, jo bedre skolestart får de. Forældrene bør derfor tale med deres børn om de ovennævnte forhold og samtidig acceptere, at deres eget barn kun er et blandt mange andre børn.

 

Det kan også være svært at acceptere for de forældre, der opfatter deres børn som projekter og kun har øje for deres eget barn.

 

Jo større interesse forældrene viser for skolearbejdet, jo bedre vil det gå for barnet. Det er af afgørende betydning, at forældrene bakker skolen og lærerne op, deltager aktivt i skole-hjemsamarbejdet, og det har en særdeles positiv virkning på børnene, når de ved, at forældrene og lærerne taler sammen og har et godt samarbejde.

 

Skilsmisseforældre

I den forbindelse opfordrer jeg indtrængende de mange skilsmisseforældre til at samarbejde positivt og huske på, at de er forældre på livstid. Dvs., at de uanset skilsmissen skal samarbejde med skolen i fællesskab og på en positiv måde.

 

Det finder de fleste fraskilte forældre heldigvis fint ud af, men jeg har desværre også oplevet mange dårligt gennemførte skilsmisser, hvor forældrene slet ikke kunne samarbejde, og det havde i høj grad negative følger for deres børn.

 

Forældrene har et stort ansvar

Det er ikke kun en skelsættende begivenhed for børnene, når de begynder i skolen. Det er det bestemt også for forældrene, for der stilles helt nye og anderledes krav til dem, når de får skolesøgende børn. Forældrene har et meget stort ansvar for, at deres børn får en god skolestart og et godt skoleforløb, og de kan ikke blot skyde ansvaret over på skolen.

 

Den vigtigste forudsætning for et godt forløb er et godt og tæt samarbejde mellem forældrene og skolen.

 

Velkommen i skole!

 

Arne Sloth Kristoffersen, Skoleinspektør i 29 år, Hjemmeside: arnesk.dk

Tilbage Forside
 
Website by Conceptware