Danske medier lukker øjnene for palæstinensiske angreb mod Israel

Alene i denne uge blev Israel ramt af 40 raketter affyret fra Gaza. Det stod der intet om i de danske medier. Hvorfor ikke?

Denne fortielse står i skærende kontrast til den nidkærhed, hvormed man dyrker enhver kritisk vinkel på Israel.

Israel sammenlignes med nazi-Tyskland

I går lørdag lagde Politiken eksempelvis spalter til et indlæg, som drog en direkte parallel mellem Israel og nazi-Tyskland.

Avisen bragte et debatindlæg af Torben Lund, som er tidligere socialdemokratiske minister og kendt for sit indædte had til den jødiske stat. Om sig selv har han bl.a. tidligere skrevet “kald mig bare antisemit”. 

Politiken vil hjertens gerne agere talerør for Lund, og denne gang til et indlæg om den “jødiske stats overgreb” og den “jødiske stats aggressive Lebensraum-strategi”.

I årevis har Politiken prædiket om “tonen i debatten”, når samtalen falder på muslimer. Men nazistiske substantiver kan sagtens tolereres når de blot beskriver “den jødiske stat”.

Hvis Israel slet ikke har noget at gøre med en given begivenhed, så forsøges landet ikke desto mindre ofte på kreativ vis, stadig beskrevet som skurk. Devisen lyder; Israel er skurken – araberne er ofre… per definition.

Israel MÅ mistænkeliggøres

Et andet eksempel fra Politiken fredag, belyser til fulde dette.

Politiken slår stort op på sin forside, at Danmark køber ammunition i Israel, og at denne ammunition tilmed er blevet brugt i angrebene på Gadaffis Libyen. Læserne får det indtryk, at det er oplysninger, der er forsøgt holdt skjult, da avisen har fået sin viden gennem aktindsigt

Det er ganske vist uklart, hvori problemet består. Er det et problem, at der overhovedet bliver købt ammunition i Israel? Er det kun et problem, fordi det er brugt mod et arabisk land? Er det et problem, fordi Folketinget og ministeren ikke er blevet orienteret? Plejer de at blive det i sådanne tilfælde?

Politiken forsøger at mobilisere de forskellige partier, men det lykkes ikke rigtig. Gitte Lillelund Bech (V), der var forsvarsminister da Libyen blev angrebet, konstaterer blot at det hørte hun intet om. Og Holger K. Nielsen fra SF kalder det blot ”uklogt”.

Men alligevel bliver det til en overskrift på fem spalter hen over forsiden.

Lørdag sagde forsvarsminister Nick Hækkerup, at han ikke kunne se noget problem i indkøbene.

Israel forsøges altså ivrigt fremstillet som den suspekte part i konflikter i Mellemøsten, som landet intet har med at gøre.

Graffiti er vigtigere end 40 raketter rette mod civile.

Artiklen står i skærende kontrast til fremstillingen af palæstinenserne. De bliver jævnt hen fremstillet som ofre.

Hvem så noget sted i medierne omtalt, at Israel denne uge blev ramt af 40 raketter, som palæstinensere affyrede fra Gaza?

I bedste fald skyldes det pladsmangel i aviserne og på TV. Men læg mærke til, hvor meget omtale selv noget så banalt som graffiti kan få i danske medier – forudsat det er foretaget på arabisk ejendom… og af israelere.

Graffiti på moskeer beskrives som “angreb”, “pricetags”, “højreekstremistiskte anslag” osv.

Jovist – det hele er et spørgsmål om prioritering. Men hvad siger det om niveauet, når de fleste medier i Danmark interesserer sig mere for graffiti end for dødsensfarlige raketter?

Bringer danske medier overhovedet historier om graffiti-skriverier fra noget andet sted på jordkloden?

Human Rights Watch: Hamas udøver tortur

Omvendt kan lysten til at omtale noget som helst af de uhyrligheder som palæstinenserne udsætter Israel og sig selv for, ligge et meget lille sted.

Således står det kun nævnt i forbifarten på side 13 i en artikel, også Politiken fredag, at Human Rights Watch i sidste uge “beskyldte” Hamas for at torturere palæstinensere og nægte dem en retfærdig rettergang.

Det lyder ellers som en sag, der er en større artikel værd. Og hvad menes der med ”beskyldte”? Human Rights Watch plejer at have dokumentationen i orden. Normalt bruger Politiken begrebet “dokumentere”, så snart det har at gøre med den ene eller den anden rapport. Især dem om menneskerettigheder.

Når palæstinensisk terror skrives med småt

Men det hænder at palæstinensiske angreb, som næsten alle er rette mod civile, finder vej til selv de danske medier. Dog oftest beskrevet med  ganske få ord. Fremgangsmåden er således:

Efter en række raketangreb fra Gaza på Israel, så svarer landets militær igen. Det sker som regel ved at bombe terroristernes våbendepoter, affyringsramper eller tunneler som bruges til smugling af sprængstof og ammunition. Nogle gange bliver terroristerne selv dræbt.

I de danske medier bliver det som oftest til en overskrift a la “Israelsk militær dræber to palæstinensere”. Derefter følger gerne en historie om, hvorledes Israel i nattens mulm og mørke er fløjet indover Gaza og affyret raketter fra en helikopter eller kampfly, som har dræbt palæstinensere på jorden.

Historien afsluttes med en kort bemærkning om, at Israel “påstår”, at de dræbte tilhørte en terrorgruppe, og at angrebene var hævn for palæstinensiske angreb mod Israel en dag eller to forinden.

Og vupti! Således bliver der vendt op og ned på skurk og offer.

Denne tendens til at dække nyheder om Israel og den arabiske verden så ekstremt skævt, er desværre ikke forbeholdt Danmark. De fleste europæiske medier har en amatøragtig tilgang til vinkling og kildekritik, når det gælder konflikterne i Mellemøsten. Man forsøger at dække sig ind under såkaldte “eksperter”, hvis analyser bedst kan beskrives som “gætterier” eller “ønsketænkning”.

Derfor har organisationer som Honestreporting.com og memritv.org fået kolossal betydning for folk, som har interessere i at danne sig et reelt indtryk af tilstandene i den del af verden.

På deres websites fortælles de sider af historierne, som kun sjældent når danske medier, og det er ikke småting, man kan konstatere ved et jævnligt besøg hos dem. De danske journalister skulle gøre sig den ulejlighed at læse dem flittigt – ikke mindst for læsernes skyld.