Danmarks sande fattige

Danmarks sande fattige

I mere end 20 år har jeg brugt mine sommerferier på at arbejde på en af Københavns Lærerforenings kolonier. Her kan københavnske skolebørn for et symbolsk beløb få et ferieophold. Mine erfaringer med fattigdom fra disse ferieophold er nogle helt andre end dem, SF’eren Özlem Cekic i den seneste tid har forsøgt at gøre sig bemærket med.

Det var godt, at hendes eksempel med Carina førte til en åben debat om de beløb, kontakthjælpsmodtagere har at leve for. Men debatten handler fortsat i alt for høj grad om økonomi og rådighedsbeløb. Det er trist.

Fattigdom handler om normer og kultur

Der er fattige familier. Men fattigdom er bredere, og den handler i høj grad om normer og kultur. Vi burde for længst i vores velfærdspolitik have koncentreret os mere om, hvad der sker socialt og kulturelt i de familier, der passivt har levet af offentlig forsørgelse i årevis – ja nogle i generationer. Derfor vil jeg gerne fortælle om mine erfaringer.

I mine 20 år på lejrskolerne kunne vi registrere, hvordan gruppen af svage børn ændrede sig markant: Fra at være lidt forhutlede børn med for lidt og ofte snavset tøj pakket i poser frem for rygsæk eller kuffert, blev de svage børn i denne periode langt mere veludstyrede.

Men nu manglede de noget helt andet og måske langt vigtigere. De var mere normløse og kendte ikke til de mest elementære forhold i samfundet. De havde også svært ved at være sammen med andre: De kunne ikke blive siddende på stolen et måltid igennem, de kunne ikke modtage kollektive beskeder eller efterkomme dem – og deres adfærd i forhold til andre børn og voksne blev mere grænseoverskridende: De skabte flere og hurtigere eskalerende konflikter, der ofte endte i slag og spark.

Familie uden faste rammer

Børnenes mangel på normer og manglende sociale manøvredygtighed dækker over, at det står skidt til i hjemmene. Her mangler de funktioner og sammenhænge, hvor børn socialiseres. Forældrene magter slet og ret ikke at opdrage børnene til at indgå i et fællesskab med andre – måske fordi de aldrig selv havde oplevet det. Ingen faste spisetider, ingen faste sovetider, ingen samtaler, intet målrettet samvær som fælles fjernsynstid, biografture, højtlæsning mv. Alle disse familieaktiviteter, som de fleste finder helt naturlige. I en familie, der måske i årevis ikke har levet på overførselsindkomster, flyder de normer og rammer, som man normalt får gennem kontakten til det omgivende samfund i form af uddannelse eller arbejde.

Familiens betydning er helt afgørende, når det handler om at opdrage børn til at fungere sammen med andre mennesker. Hvis familien forfalder, mangler den ballast, som både børnene og det omgivende samfund er så dybt afhængige af.

På vej til et samfund med dybe skel

Når man lukker øjnene for denne kulturelle fattigdom bliver en relativt stor gruppe børn efterladt som forarmede uden reel chance for at få et godt liv med uddannelse og arbejde. Deres manglende dannelse og normløshed gør dem til forhåndstabere i et samfund, hvor kravene til (ud)dannelse, sociale kompetencer og kulturel viden bliver stadigt større.

Det er denne velfærdsstatens fattigdom vi især skal fokusere på. Ikke mindst fordi den i langt højere grad end overtræk på kontoen skaber og udbygger afgrundsdybe skel mellem dem, der er aktive deltagere i samfundsfællesskabet – og dem, der aldrig fik chancen for at komme med på vognen.