Rundt om samfundet

Danmark: verdensrekord i afgifter

Økonomi

Afgifttrykket er nu så stort i Danmark at det går hårdt ud over konkurrenceevnen og truer med at Også staten bidrager med diverse el- og miljøafgifter til at fordyre industriens produktion og dermed forringe afsætningsmulighederne.

 

Den samlede belastning af afgifter i forbindelse med energi, CO2- og svovlafgifter udgør nu tilsammen lidt over 2,1 milliarder kr. Det fremgår af beregninger som Den Korte Avis har fået fra Dansk Industri. Det meget høje tal omfatter tilmed kun industriproduktion og altså ikke handel og service.

 

Fremtiden tegner mørk

For dansk industri tegner fremtiden sig mørk, fordi de stigende miljøafgifter tilsvarende forringer konkurrenceevnen, der i forvejen er dårlig på grund af blandt andet høje lønninger.

 

Under VKO-regeringen var afgifterne rimeligt stabilt med kun en lille stigning fra 2,005 milliarder kr. i 2001 til 2,122 milliarder kr. i 2010. Men nu bliver industrien fra den 1. juli i år ydeligere belastet med den såkaldte NOx-afgift, der ifølge skatteministeriet vil beløbe sig til 0,6 milliarder kr.

 

Dertil kommer regeringens bebudede energiafgifter på 4,6 milliarder kroner. Ifølge tal fra Danmarks Statistik vil industrien her typisk bidrage med fem procent eller 0,23 milliarder kr.

 

Industrien kan således se frem til en ny stor afgiftsbelastning på knap en milliard kroner oven i de lidt over to milliarder, industrien i forvejen er belastet med.

 

Virksomhederne flytter til udlandet

-Det er ikke en farbar vej at pålægge fremstillingsvirksomhederne yderligere forhøjelser. Det bidrager kun til at vanskeliggøre virksomhedernes konkurrence med udlandet, siger Troels Ranis, energi- og klimapolitisk chef i Dansk Industri til Den Korte Avis og fortsætter:

 

-Risikoen er, at virksomhederne ikke finder det attraktivt at arbejde i og ud fra Danmark. Danske fremstillingsvirksomheder investerer i dag mere i udlandet, end udlandet investerer i Danmark. Den udvikling skal vi have vendt, siger Troels Ranis.

 

Systemet af energiafgifter skal tjekkes

DI’s energichef understreger, at danske fremstillingsvirksomheder gerne vil omstille til brug af mere vedvarende energi, og at kursen på det område er rigtig.

 

-Men kendsgerningerne er, at virksomhederne allerede i dag betaler nogle af de højeste energiafgifter i EU, fastslår Troels Ranis og understreger:

 

-Vores mål er at få genskabt væksten og de 175.000 arbejdspladser, vi har mistet i den private sektor siden krisen satte ind. Der er derfor brug for at få tjekket hele systemet af energiafgifter godt og grundigt efter. Det er helt afgørende, at vi får skabt en bedre balance til det øvrige EU.

 

S: Spørg energiordføreren

Den Korte Avis har forgæves forsøgt at få Socialdemokratiets erhverspolitiske ordfører, Benny Engelbrecht, til at tage konkret stilling til, hvorvidt han mener, at nye tunge afgifter på industrien er befordrende industriens konkurrenceevne.

 

Han besvarer hver gang konsekvent spørgsmålet ved udelukkende at henvise til, at der i regeringsgrundlaget står, at det er regeringens hensigt at styrke dansk industris konkurrenceevne og henviser i øvrigt til, at det ikke er hans bord, men energiordførerens.

 

SF: vil ramme hårdt

Til gengæld erkender SF’s erhversordfører, Anette Vilhelmsen, at især energitunge virksomheder vil blive vil blive hårdt ramt som følge af de afgifter, der skal finansiere regeringens planer om omstilling til grøn energi.

 

-Og på den korte bane må vi erkende, at afgifterne ikke fremmer konkurrenceevnen. På den lange bane er jeg til gengæld overbevist om, at Danmark her kan få et vækstpotentiale, der på langt sigt kan opveje de kortsigtede ulemper, siger Anette Vilhelmsen til Den Korte Avis og fortsætter:

 

-Problemet er, at vi på den ene side har de energitunge virksomheder, og på den anden side en intention om at nedbringe energiforbruget. Og en af metoderne er afgifter, understreger Anette Vilhelmsen og tilføjer:

 

-Derfor skal der ses på finansieringsmulighederne for omstilling, og her kan både banker og realkredit komme ind i billedet. Men problemet er selvfølgelig, at når afgifterne kommer oven i lånene vil det ramme ekstra hårdt, konstaterer Anette Vilhelmsen.

 

Anette Vilhelmsen, der i går sammen erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) var på virksomhedsbesøg hos de fynske drivhusgartnere, peger også på den mulighed, at man kan lave en rammeaftale, hvor pensionskasserne går ind og deltager i finansieringen.

poulerik@denkorteavis.dk 

Forside
Website by Conceptware