Tophistorier
Bødskov er for svag over for embedsmændene og politiets ledelse

Bødskov er for svag over for embedsmændene og politiets ledelse

Tophistorier

”Det er vanvittigt,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, efter at Den Korte Avis mandag beskrev, hvordan politiledelsen har beordret politiet i Københavns Lufthavn til at lukke øjnene for illegal indvandring.

 

Som det fremgik af gårsdagens avis anslår en medarbejder ved Rigspolitiet således, at af alle de illegale indvandrere, der strømmer fra Tyrkiet og ind i Grækenland, havner otte ud af ti i Danmark, der også fungerer som transitland til Norge og Sverige.

 

I Københavns Lufthavn skønner politiet, at der i øjeblikket lander mellem 10 og 70 illegale indvandrere dagligt, uden at politiet må gøre noget for at stoppe dem.

 

Hvad vil ministeren foretage sig?

Efter at disse oplysninger nu er kommet frem, har Martin Henriksen via Folketingets Udvalg for Udlændinge og Integration rettet en skriftlig forespørgsel til justitsminister Morten Bødskov.

 

Således vil Martin Henriksen have justitsministeren til at bekræfte, at det forholder sig sådan, at politiledelsen har beordret politiet i Københavns Lufthavn til at lukke øjnene for illegale indvandrere, da det er for dyrt og for ressourcekrævende at anholde dem.

 

Ligeledes vil Martin Henriksen vide, hvad justitsminister Morten Bødskov på den baggrund agter at foretage sig.

 

Nu må regeringen erkende, at der er et problem

Regeringen har hidtil lukket øjnene for problemets omfang. Under et samråd 8. oktober i Folketingets Udvalg for Udlændinge og Integration, der var indkaldt af Martin Henriksen, afviste justitsminister Morten Bødskov endnu engang DF’s forslag om øget og skærpet grænsekontrol.

 

Efter mandagens artikel i Den Korte Avis om forholdene i Københavns Lufthavn vil Martin Henriksen som nævnt nu have justitsminister Morten Bødskov til at forklare sig.

 

”Regeringen bør erkende, at der er et problem, og så fremlægge sine egne forslag, når den nu afviser Dansk Folkepartis forslag, så vi kan finde en løsning på det,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis

 

Frygter Morten Bødskov er for svag over for politiledelse og embedsmænd

Da det i sidste måned kom frem, at asylansøgere solgte narko på Vesterbro, afviste regeringen i første omgang, at der var et problem.

 

Det samme gentager sig nu, mener Martin Henriksen.

 

”Nu siger man det samme om illegale udlændinge i lufthavnen, som man sagde om narkokriminalitet begået af asylansøgere på Vesterbro,” fastslår Martin Henriksen og fortsætter:

 

”Jeg synes, det er rystende, at menige politibetjente, som jo gerne vil fange forbrydere, får besked på, at det må de ikke. Nu må justitsministeren slå i bordet over for politiledelsen, siger Martin Henriksen, der frygter, at Morten Bødskov ikke formår at sætte sig igennem over for politiledelsen og embedsværket.

 

Afviser ministeren fortsat dansk grænsekontrol?

Også artiklen i gårsdagens avis om rigspolitiet, der i værste fald forudser asylkaos på grund af situationen i Grækenland, har fået Dansk Folkepartis udlændingeordfører til at regere.

 

Således vil Martin Henriksen nu have justitsminister Morten Bødskov til at forholde sig til det faktum, at otte af ti illegale indvandrere kommer til Skandinavien via den græsk-tyrkiske grænse, og ligeledes om ministeren er tryg ved, om Frontex gør nok for at beskytte EU’s ydre grænser.

 

Ligeledes vil Martin Henriksen vide, om justitsminister Morten Bødskov stadig afviser dansk grænsekontrol.

 

Regeringen er totalt handlingslammet. Asylsystemet bør midlertidigt suspenderes

Dansk Folkepartis udlændinge ordfører lægger ikke skjul på, hvad han mener om den måde, hvorpå regeringen tackler illegal indvandring og asyl og foreslår, at oppositionen samler sig og blandt andet kræver, at asylsystemet midlertidigt suspenderes.

 

”Mere og mere tyder på, at vi står over for en mulig katastrofe på asyl- og udlændingeområdet. Men jeg hører intet fra regeringen, og min klare fornemmelse er, at regeringen er totalt handlingslammet,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og fortsætter:

 

”Jeg mener, at oppositionen af hensyn til nationen må samle sig om et fælles krav gående ud på, at asylsystemet midlertidigt skal suspenderes og at illegale udlændinge, der ikke er i stand til at fremvise ID-papirer, og som ikke kan dokumentere deres ærinde i Danmark, skal afvises ved grænsen,” fastslår Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Tilbage Forside
 
Website by Conceptware