Barndommens gade – her lærte vi at organisere vore lege uden voksne

Da jeg var ni år, flyttede mine forældre og jeg til en lejlighed på 1. sal i nummer 56 C i “ABC-gade”. Det er en sidegade til Østerbrogade lige overfor Sortedam Søen. Lejligheden var på seks værelser plus pigekammer, men uden centralvarme. Der var kakkelovne. Derfor fik vi også ”kokke-enepige”. Det var før, det hed husassistent. Hun fyrede op om vinteren, lavede mad og gjorde rent sammen med min mor.

Systue og revisorkontor i lejligheden

Min mor drev rigtig systue med 2 syersker, 2 symaskiner og et tilskærer-bord i et af værelserne. Her blev der syet kjoler efter mål til borgerskabets damer. De kom som oftest selv med stoffet, og dessin’et blev valgt fra et modemagasin. Min far havde nu også sit revisionskontor hjemme med 2-3 ansatte.

I lejligheden over vores boede en ritmester Schaumburg af gardehusarerne med hustru og 3 drenge., Gerhardt, Eric og Flemming, som også gik i Finn Tulinius’ Skole.

Ritmester Schaumburg blev på et tidspunkt adjudant hos Kong Christian X og var meget flot, ikke mindst når han skulle møde til “jour” på Amalienborg i gallauniform og med fjerdusk i hatten. Han blev senere ceremonimester ved hoffet.

Ritmesteren havde, som skik var, skiftende “oppassere”, der var menige værnepligtige fra den nærliggende gardehusarkaserne, og som gik til hånde med det grovere husarbejde, opbæring af koks fra kælderen, tæppebankning og sko- og støvlepudsning etc.

Der var en af vores kokke-enepiger, der blev så gode venner med en af husarerne, at hun blev frugtsommelig. De blev gift, han blev landmand, de fik flere børn, og de levede alle til deres dages ende.

Tinsoldater og sejlskibe

Gerhardt, Eric og Flemming blev mine gode legekammerater. Hjemme legede vi mest med tinsoldater og havde hver sin “garnison” af henholdsvis engelsk, amerikansk, fransk og dansk nationalitet. Tropperne bekrigede hinanden af grunde, som var lige så tåbelige som i det virkelige liv.

Til beskydningen af fjenden brugte vi små blik-kanoner med en fjeder-anordning, og ammunitionen bestod af “bærepinde”. Det var nogle små runde træpinde, som forretningerne satte i pakkernes sejlgarn, så de var behageligere at bære for kunderne. Det var før plastikposernes tid.

Vores leg var ikke altid krigerisk. Vi sejlede også tit med vores modelskibe på Sortedam Søen. Vi indstillede bådenes sejl og ror efter vindretning og ønsket kurs og lod dem sejle kapsejlads mellem Dosseringen og Østersøgade.

En gang var min båd gået på grund på den lille kunstige ø i søen, og kunne ikke komme flot ved egen hjælp. Da der ikke var mulighed for at komme ud til øen, fandt vi på at købe nogle ruller særlig stærk sytråd (“kinesertråd”). Dem bandt vi sammen til én lang tråd, som vi var to, der trak mellem os – én på hver side af søen – til tråden nåede øen, hvor det lykkedes os at ”fange” masten, så vi kunne trække båden flot.

Min båd var en kutter af ældre type. Min farfar, der var skibstømrer og havde sejlet med flådens fregatter til fjerne lande, havde lavet den til mig. Det var en sødygtig og flot sejler med gaffelrig og 4 sejl. men den var ikke helt så hurtig som de andres, der var bygget og rigget som kapsejlere. Men min var den flotteste.

Nøgle børn og andre af gaden unger

Brødrene Schaumburg må vistnok have fået besked på ikke at blande sig for meget med gadens øvrige børn, så når jeg legede med sidstnævnte, var førstnævnte i regelen ikke med og vice versa.

Der var mange børn i sidegaderne til Østerbrogade, og da der ikke var fritidshjem og -klubber på det tidspunkt, var kvarterets børn ofte overladt til sig selv, når de kom fra skole. Nogle af dem var “nøglebørn”, andre, som jeg, var så heldige, at vores forældre var derhjemme.

Pigerne legede mest på gaden, hvor de sjippede og tegnede hinkeruder på fortovet, medens drengene legede soldater og holdt til holdt til i gårdene og i ejendommenes dybe kældre.

Krig med drengene fra de andre gader

Kældrene var i to planer. Den underste kælder var til kul og koks, totalt mørk og et ideelt åsted for vores kryptiske aktiviteter. Kælderrummene, var kun oplyst af vores lommelygter og stearinlys.  Vores hær havde hovedkvarter i bemeldte kælderrum (kasematter). I gården eksercerede vi med kosteskafter og øvede os i våbenbrug, idet vi fægtede med hjemmelavede træ-sværd og  skjolde. Skjoldene bestod af ovale låg fra margarinebøtter smykket med påmalet heraldik.

Styrken var i konstant beredskab af hensyn til den truende krig med hærene fra Classens Gade og Slagelsegade. Jeg husker dog ikke, at det nogensinde kom til andet end verbale træfninger. Hærens personel bestod af officerer og menige. For at imødegå svækkelse af moralen på grund af svigtende interesse hos det menige mandskab, blev der efterhånden udnævnt flere og flere officerer. Derved blev der færre og færre menige. Og det var jo ikke så godt.

Denne leg, som vistnok forekom i mange af Københavns bykvarterer, var måske kimen til det, som voksne mennesker i dag løber rundt og leger ude i skoven, og som de kalder “rollespil”. Dengang var legetøjet, der skulle forestille våben, knapt så sofistikeret, som det er i dag. og legen hed ikke rigtigt noget; men vi var jo også kun børn!

Vi gik meget i biografen

Der var næsten ingen trafik i ABC-gade, så når vi ikke var beskæftigede med krigsforberedelser, legede vi en leg med vores cykler på gaden, hvor det gjaldt om at genere de andre ved at køre ind foran dem og holde balancen indtil den anden blev nødt til at støtte med foden eller stå af.. Vi kaldte det at køre hinanden “i sænk”. Det gav faktisk en del øvelse i at cykle. Vi gik også tit over og spillede fodbold i Fælledparken ved Trianglen.

Da der jo endnu ikke eksisterede tv, gik vi nok mere i biografen, end børn i skolealderen gør i dag. Vores hof-biografer var “Triangel Teateret” og “Park Teateret” Billetpriserne var i begyndelsen 35 øre på de 3 forreste rækker og 70 øre. i resten af salen. Senere i 1930erne blev disse priser dog fordoblet. Yndlingsfilmene var westerns med den dengang uovertrufne cowboyhelt Tom Mix i hovedrollen.

Disse film med deres drabelige dueller og nedrige intriger, levnede ikke mulighed for tvivl om, hvem man skulle holde med, og hvem man ikke skulle holde med.  Men de gav inspiration til mange spændende lege, hvor cowboys og indianere kæmpede med livet som indsats. Det var bedst at være cowboy. Det var også en slags rollespil.

Også de komiske film med Chaplin, Gøg og Gokke, Buster Keaton, Harold Lloyd og de danske, Fyrtårnet og Bivognen (Fy og Bi) var meget populære. Kysseri på lærredet gav altid anledning til højlydte kommentarer fra det ungdommelige publikum samt eventuelle “svup” med en til formålet medbragt kloakrenser med gummikop.

Filmene var selvfølgelig sort/hvid, og det var handlingen i regelen også. Indtil ca. 1930 var alle film stumfilm, hvorfor de altid blev ledsaget musikalsk af en “klaverbokser” m/k., der virtuost understregede handlingen med dramatiske tonale effekter fra det opretstående piano.

Mine forældre arbejde meget men de morede sig også

I hjemmene var “Statsradiofoniens” hørespil en populær aften-underholdning. Ikke mindst serien “Familien Hansen”, der gik i mange år med  Aage Schmidt som familiefaderen Aage og Ellen Rovsing som hans kone, Gerda i hovedrollerne.  Når mine forældre havde gæster og spillede kort om aftenen, var det fx. “Hjerterfri” eller “Rommy”.

Men, som jeg husker det, gik mine forældres tid mest med at arbejde. Da hjemmet også var deres arbejdsplads, var der ikke noget skarpt skel. De arbejdede meget i de år, og min far læste samtidig til statsautoriseret revisor. Jeg skulle, hvis det var rigtigt, lave lektier om aftenen. (Dengang hed det: “læse lektier”).

Men jeg gjorde sikkert ikke nok ved det.

Hvad medier angik, var de meget puritanske i forhold til i dag. Porno i enhver form  var forbudt, og det var strafbart at overtræde forbuddet. Maleren Wilhelm Freddie, som senere blev en anerkendt surrealistisk billedkunstner,  kom i fængsel for det. Illustration eller beskrivelse af seksuel aktivitet var også forbudt og strafbart, ligesom provokeret abort var det. Det sidste kaldte man dengang “fosterfordrivelse”. Den slags indgreb var der flere læger med hjertet på det rette sted, der blev straffet for at have foretaget.

Da man måtte sige neger

Det er egentlig en mærkelig tid, jeg har levet i. I dag kan man i alle medier – måske lige med undtagelse af menighedsblade og Statstidende – læse og høre de mest elementære betegnelser for såvel kønsorganer som fækalier mv. Det var utænkeligt tidligere i legale publikationer.

Til gengæld kunne man dengang herhjemme godt sige og skrive ord som “neger”, ja endog “nigger”, uden at man behøvede at mene noget ondt med det, og uden at nogen løftede et øjenbryn af den grund. Selv i børnerim som Susanne Palsbos søde digt “Elefantens Vuggevise” kunne disse ord forekomme. De tider er forbi. De nyere udgaver omskrives, så teksten bliver politisk korrekt. Og sådan er der jo så meget.