Balladen om jernladyen

Filmen om Margaret Thatcher vækker gamle konflikter i Storbritannien, og mødes af heftig kritik fra flere kanter. Dog roses Meryl Streep for sin præstation som Jernladyen selv.

I Jernladyen får vi et portræt af én af de sidste 50 års allerstørste politiske skikkelser, Margaret Thatcher. Hendes betydning og personlighed taget i betragtning, var det nok blot et spørgsmål om tid før vi fik en decideret biografisk storfilm, men der hersker tvivl om hvorvidt dette er en passende udlægning af hendes historie.

Meryl Streep

Thatcher spilles af amerikanske Meryl Streep, og filmen er instrueret af Phyllida Lloyd, og det samarbejde har sidst bragt os den populære filmatisering af den lige så populære ABBA-musical, Mamma Mia! Altså bør man nok ikke forvente en dybdegående analyse af Thatchers politiske virke, men snarere et portræt af en kvinde, og hvordan hun tager magten, mister den igen, og kæmper imod forestående demens. Det er primært her, i skildringen af Thatchers alderdom, at filmen møder kritik.

Kritiske røster mener, at filmens behandling af Thatchers alderdom og sygdom er usmagelig og ufølsom, og Thatchers børn skulle, ifølge den britiske avis The Telegraph, være af den overbevisning, at filmen er en ”venstreorienteret fantasi.” På trods af – eller måske snarere på grund af – alt dette postyr sælger filmen dog ganske pænt.

Britiske anmeldelser

Anmeldelserne er middelmådige, men tilsyneladende er filmen holdt oppe primært af Meryl Streeps præstation, som roses af mange, og allerede har vundet hende en Golden Globe og en Oscar-nominering.

Thatchers politiske eftermæle har i sig selv også været med til at opildne gemytterne. Særligt blandt engelske industriarbejdere, der fortsat husker kampen mellem Thatcher og de strejkende minearbejdere i 1984 og 85. Nogle organisationer er gået så langt som at opfordre til en boykotning af filmen, som et signalement af deres følelser overfor Thatcher, som de i høj grad føler svigtede arbejderklassen. Ser man på flere af udtalelserne fra denne befolkningsgruppe, er det slående at der tales i så stærke vendinger som det er tilfældet.

Vil undgå politik

Det er fristende at se historien bag Thatcher-filmen som endnu et eksempel på at al omtale er god omtale. Normalt ville man forbinde denne slags debatter med kontroversielle eller provokerende film – man tænker straks på Lars von Trier – men Jernladyen har formentligt ikke til hensigt hverken at eksperimentere eller provokere. Det virker som om at skaberne bag filmen har forsøgt at holde sig fra den potentielt opildnende, politiske baggrund, og i stedet for fokusere på mennesket Thatcher.

Måske er balladen utilsigtet fra producenternes side, men hvorom alt er, har det sikret dem en del omtale, og det lader til at makkerparret Lloyd-Streep har begået endnu en publikumssucces. Så må tiden vise om det også skal ende med en Oscar til Streep. I så fald vil det blive hendes tredje statuette, men den første siden 1983, hvor hun vandt for Sophie’s Choice. Hun har – imponerende nok – været nomineret hele 17 gange.

Jernladyen får dansk biografpremiere den 23. februar.