Jeg er omgivet af danske virksomheder – i Thailand

Her i Thailands ”Tom Yam Gung bælte” er jeg meget langt fra dansk fagforeningspolitik, og det der først fangede mig i arbejdskampen i Vejle, var ikke kampen som sådan, men de mange billeder af stegt flæsk, persillesovs og nye kartofler.

Gud hvor jeg savner det, men Gud hvor jeg ikke savner 3F blokader, der er ren vintage fagforeningspolitik.

Nogle få kilometer fra, hvor jeg sidder og savler over stegt flæsk og persillesovs er et af nutidens Danmarks reelle faglige problemer, for her ligger Royal Copenhagen og Georg Jensens store sølvsmedje med 500 ansatte.

Royal Copenhagen i Chiang Mai

Jeg er pt. i Chiang Mai i Nordthailand, hvor mindstelønnen er på 35 kroner om dagen. Og det er her vi har problemet. Royal Copenhagens 2.000 danske arbejdspladser er lige så stille sivet ud af landet, og om et år er der kun en håndfuld arbejdspladser tilbage i Danmark.

Og det er her det tidligere tandem-par Socialdemokratiet og fagbevægelsen har sovet. For det gamle makkerpar ved godt, at de skal sluge nogle gevaldige kameler, for at beholde arbejdspladserne hjemme i Danmark. Så de undlader at sluge dem.

Men de er begge for skræmte overfor vælgerne og medlemmerne til at sige, at nu skal vi kæmpe en helt ny kamp, og den kommer til at koste jer store afsavn og ubehag.

Derfor gør de intet effektivt for at redde danske arbejdspladser på danske hænder, og derfor kaster fagbevægelsen sig ud i en – tingenes tilstand i betragtning – nærmest komisk persillesovs konflikt.

Jeg er omgivet af flere danske arbejdspladser her i Thailand, end jeg er i en stor dansk provinsby, og det er indlysende, at det er her der skal sættes ind, danske arbejdspladser skal blive hjemme i Danmark.

Socialdemokratiet, fagbevægelsen og for den sags skyld også de blå har lullet sig ind i den tro, at det kun er grove og perspektivløse danske arbejdspladser som ryger til udlandet, og vejen til nationens overlevelse er, at de danske virksomheder, der flytter til udlandet beholder en kerne af de mere krævende arbejdspladser i Danmark.

Men at tro vi kan beholde overordnede arbejdspladser i Danmark er ”wishful thinking”, for realiteten er, at der går ikke længe fra en virksomhed har outsourced, før alle arbejdspladser siver til udlandet.

Dygtige højtuddannede thailændere

Thailand for eksempel kan i dag levere lige så dygtige ingeniører og kemikere som vi kan i Danmark, og derfor vil også de kvalitets job, som vi troede Danmark skulle overleve på at beholde blive outsourcet.

Og så står vi tilbage med nul jobs.

Jeg talte forleden med en direktør for en dansk outsourcet arbejdsplads herude. Han indrømmede at de mere sofistikerede job som hans virksomhed beholdt i Danmark, nok også er på vej til Asien. Fordi arbejdskraften er lige så god her, og det når alt kommer til alt er mest praktisk at have hele virksomheden samlet på et sted.

Så båndene til Danmark bliver altså kappet.

Og det er her udfordringen ligger. 3F og dens søsterorganisationer må stikke hovederne sammen med regeringens hoveder og spørge. Hvad i al verden kan vi gøre for at holde på danske arbejdspladser?

Den næste kan blive B&O

Jeg gætter på at næste udflytter bliver B&O, men jeg vil skyde på at virksomheden kan reddes med utraditionelle tiltag, men de skal ske nu, de skal planlægges. Og disse tiltag inkluderer ikke blokader a la Vejle. Snarere at fagforeningerne skal til at snakke lønnedgang med B&O, og sandsynligvis med regeringen om en afgiftsfritagelse for B&O.

Paradoksalt nok så tjener fagforeningerne deres medlemmer bedst ved at hjælpe virksomhederne med at beskære lønningerne, og det er den ubehagelige kendsgerning de endnu ikke er vågnet op til.

En anden dansk virksomhedsleder herude, som jeg talte med for nyligt, sagde, at den får man aldrig danskerne med på, og vi skal helt ud i totalt sammenbrud før nogen vover et radikale forsøg på at redde danske arbejdspladser.

Skal vi virkeligt det?

Et langt større problem en konkurrence mellem fagforeninger

Det handler ikke om at organisere danske arbejdspladser i Røde eller Gule fagforeninger, det er fuldkommen et fuldkommen underordnet og distraherende problem.

Det handler derimod om at forhindre, at danske arbejdspladserne ryger til et Langtbortistan helt uden fagforeninger, efterladende hundredvis af danske fagforeningsmedlemmer uden arbejde og på understøttelse.

Så har vi et “ris og karry” problem, der er langt alvorligere end “stegt flæsk med persillesovs” ditto.