Euroen dur ikke uden selvdisciplin i de enkelte lande

EU-kommissionen og den Europæiske Centralbank kæmper en hård kamp for tiden for at overbevise markeder og vælgere om, at euroen er en sikker valuta, og at de sydeuropæiske eurolande nok skal klare sig.

Forleden var Mario Draghi, præsident for ECB, i medierne med beskeden om, at banken vil bruge alle midler til rådighed – og at det er nok.

Spørgsmålet er, om udmeldingerne er troværdige, og om de to organisationer har megen troværdighed tilbage.

Når man ser på den faktiske udvikling, ser det ikke sådan ud.

Renten er meget høj i Sydeuropa

Både Spanien og Italien nærmer sig igen de famøse 7 % rente på deres tiårige obligationer, som mange økonomer regner som et ’point of no return’. Med andre ord kræver markedets forskellige aktører en stor risikopræmie for at låne ud til de to lande.

Grækenland har også lige fået udvidet dets kreditloft hos ECB, hvilket den tyske repræsentant i øvrigt stemte imod.

Men med renter på omkring 25 %, er der heller ikke megen tiltro i markedet til, at landet undgår en total bankerot. Diskussionen i økonomkredse er ikke, om grækerne går bankerot, men udelukkende hvornår.

Paradokset er, at de sydeuropæiske lande for længe siden burde have ryddet op. Italiens produktivitet har ikke udviklet sig i snart 15 år, flere af Spaniens regioner har opført sig næsten latterligt uansvarligt, og selv Frankrig er ved at få reelle problemer. Landets gældsbyrde når 90 % af BNP i år og det er 38 år siden, der sidst var plus på de offentlige finanser.

Euroen er konstrueret forkert

Flere af landene har med andre ord simpelthen ikke hjulpet sig selv, og en del af grunden skal findes i euroens konstruktion.

Hvis euroen skal være troværdig som ’stor’ valuta, kan man ikke have at lande pludselig forlader den, hvis de får problemer.

Det betyder på den ene side, at lande hvis konkurrenceevne udvikler sig markant ringere end resten af eurozonen, ikke kan devaluere sig ud af problemerne – som det altid har været græsk og italiensk tradition.

De må finde hårdere og mere vedvarende løsninger på deres problemer.

På den anden side betyder det også, at de rationelt burde kunne forvente hjælp, hvis de kommer i dybe problemer. Så det politiske spørgsmål hos dem bliver, om man skal foretage dybe og potentielt upopulære reformer og løse problemer på den lange bane, eller vente til de bliver så dybe, at resten af eurozonen bliver nødt til at hjælpe.

Med andre ord har regeringer, der reagerer kortsigtet, en fristende mulighed for at afpresse andre eurolande med orden i det fiskale hus.

Markederne: De gør ikke selv nok

Når markederne kræver stadig højere risikopræmier for at låne til problemlandene, og når Frankrigs kreditvurdering bliver nedjusteret, er det således fordi de mange tusinde aktører på markedet regner med, at disse lande bruger afpresningsmuligheden i stedet for at hjælpe sig selv.

Tysklands vilje til at betale er slut

EU’s store problem er blot, at man er ved at komme til vejs ende. Tyskland kan ikke indgå i ordninger, hvor man per automatik overfører midler til problemlandene – den mulighed har forfatningsdomstolen erklæret forfatningsstridig. Så diskussionen og det franske pres for at skabe en fiskal union i eurozonen er derfor helt ligegyldig.

Euroen kan ikke overleve, hvis lande ikke hjælper sig selv, og eurokonstruktionen giver intet incitament til det. Det er dét signal, markedet bliver ved med at sende.

Christian Bjørnskov, Aarhus Universitet