Rock’n roll er ikke politisk korrekt
Under Woodstockfestivalen i 1969 afbrød Abbie Hoffman – på det tidspunkt en ganske kendt, politisk aktivist – en koncert med The Who. Det, Hoffman ville, var at henlede publikums opmærksomhed på fængslingen af The White Panther Party-aktivisten John Sinclair.
Men det gad bandets leder, Pete Townshend, ikke finde sig i. Derfor knaldede han Hoffman en på sinkadusen med sin guitar og lod showet fortsætte.
Desværre var de kamerafolk, der optog den berømte dokumentarfilm fra festivalen, ved at skifte filmrulle. Derfor findes der kun en lydoptagelse af episoden. Til gengæld kan du se en tilsvarende episode her, hvor Keith Richards uskadeliggør en mand, der springer op på scenen: http://www.youtube.com/watch?v=dv1bM0pp_o4 ”Min guitar gik ikke engang ud af stemning”, forklarede han bagefter.
Scenen er hellig
Rock ’n roll er ikke politisk korrekt. Efter Woodstock sagde Townshend, at han for så vidt havde sympati for den sag, Hoffman gjorde sig til talsmand for, men at scenen er hellig.
Heller ikke Keith Richards har nogensinde ment, at rockmusikken skulle please myndighederne eller spændes for politiske vogne af nogen art. Blandt andet derfor har han blankt afvist forestillingen om, at han en dag skulle lade sig adle af den britiske dronning, som Mick Jagger er blevet.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg for nogle år siden pludselig kom til en konsulentvirksomhed, der havde Roskilde Festival som klient. For magen til politisk korrekt organisation skal man lede længe efter.
Fra bæredygtighed til Israel-Palæstina
Bæredygtighed. Sundhed. Klima. Israel-Palestinakonflikten: der er ikke den sag, Roskilde Festival ikke gør sig til repræsentant for. Eller lægger plads til, at velmenende mennesker kan fremføre. Eneste krav: at det er blødt og centrum-venstreagtigt og på en eller anden måde viser, man er et godt menneske.
Hvordan i alverden er det kommet dertil? Rock ’n roll er vildt og kropsligt. Et hundrede og tyve decibels NEJ til at gøre, hvad autoriteterne siger, og i stedet prøve at tænke selv. Skabe en form for sandhed, der ikke blot er overrakt af de voksne, men personligt tilegnet – med den gyldighed, sandheden alene har, når der er kæmpet for dem.
Seneste nyt er, at Socialistisk Folkeparti ved sundhedsordfører Karina Lorentzen vil kæmpe for, at der ikke ryges hash på Roskilde Festival. Men dér siger festivalen trods alt fra.
Klidmoster mod rock’n roll
Selvfølgelig kunne man ønske sig, at talskvinde Christina Bilde mere rock ’n roll-agtigt fortalte klidmoster Karina, at hun kunne rende og hoppe.
Men den diplomatiske bemærkning, at ”vi har et publikum, som reagerer ret voldsomt på rammer og regler, så vi føler, at den bedste måde, vi kan gøre det på, det er ved at oplyse meget klart om vores holdning” er under de givne omstændigheder godkendt.
Og heldigvis har Christina Bilde mere ret, end hun har lyst til. For bevæger man sig omkring på festivalens område, kan man se, at Roskilde Festivals politiske korrekte præk rager deltagerne en høstblomst.
De beruser sig i erotik og kemiske substanser og rytmisk musik – og fylder således denne gamle modstander af al blind lydighed med fortrøstning og håb.