Et år efter oversvømmelsen: 900.000 kræftprøver er fortsat ikke sikre
Efter et års hårdt redningsarbejde er Kræftens Bekæmelses store biobank så småt ved at komme på ret køl igen. Biobanken er flyttet til nye og bedre lokaler. Lige nu arbejder forskere og 20 studentermedhjælpere på højtryk for at rense det kæmpestore forskningsmateriale, som blev oversvømmet af kloakvand.
Oversvømmelse 2.juli 2011
De fleste københavnere husker lørdag aften den 2. juli sidste år, hvor hovedstaden oplevede et af de værste regnskyl i mands minde. Op mod 100 millimeter regn oversvømmede København på et par timer – eller det samme som næsten to måneders regn på en normal dansk sommer Kræftens Bekæmpelse på Østerbro i København befandt sig i ”epicentret” af syndfloden.
Det ramte især det helt unikke forskningsmateriale som Kræftens Bekæmpelse opbevarede i biobanken i kælderen.
Biobanken indeholdt dels tusindvis af cellekulturer, som bruges til grundforskning – og dels 900.000 prøveglas med blod, urin og fedtbiopsier, som er alfa og omega i Kræftens Bekæmpelses store befolkningsundersøgelse omkring kost, kræft og helbred.
Kloakvand i mandshøjde
“Et ufatteligt syn mødte os dagen efter. Kloakvandet stod op til 1.70 meter i kælderen, hvor vi opbevarede vores prøver i 22 nitrogentanke, som blev oversvømmet. Selvom vores sikkerhedssystemer var gode, var de naturligvis ikke bygget til at klare så voldsomme oversvømmelser”, fortæller Nina Roswall, som står for koordineringen af det praktiske arbejde med genetableringen af biobanken
Rensningen af prøverne er en lang proces. Den forurenede is fjernes først. Herefter skal prøverne desinficeres, renses, scannes og pakkes om.
900.000 prøve renses ved håndkraft
20 studentermedhjælpere er hyret til at rense prøverne. Hver eneste af de 900.000 prøver skal bl.a. renses manuelt med en serviet, før de scannes og pakkes om.
“Dertil kommer, at prøverne i et år har været opbevaret ved kun minus 30 grader i stedet for de normale 150 minusgrader. Vi ved ikke, hvor meget temperaturforskellen påvirker prøverne. Vi regner dog med, at al vores DNA-materiale er intakt”, vurderer forskningsleder Anne Tjønneland, som leder Kost, Gener og Miljø og den forskningsenhed, som står for en stor del af oprydningen i biobanken.
Kræftens Bekæmpelse midt i ”epicentret” .
“Det var jo hele mit og mange andre forskeres livsværk, som blev oversvømmet på én aften. Vi har efterfølgende reageret hurtigt og gjort en kæmpe indsats for at for at redde materialet.”
“Det vigtigste er, at vi nu er godt på vej til at få genopbygget biobanken, og at vores forskningsmateriale er sikret endnu bedre i fremtiden”, vurderer forskningsleder Anne Tjønneland.
Uvist hvor meget der kan reddes
I første omgang regner forskerne med, at næsten alle 900.000 prøver kan bruges igen efter rensningen. Spørgsmålet er blot til hvad?
Det er næppe et problem med DNA, som er meget robust. Mens f.eks. C-vitamin er ret følsomt og påvirkeligt. Men vi er bestemt optimistiske og regner med at kunne bruge prøverne igen til mange forskellige analyser, siger Nina Roswall.
Der er meget andet cellemateriale, der er blevet ødelagt.
Værdifulde kræftceller, der havde taget lang tid at udvikle, skal opbevares ved minus 195 grader. De blev i stort omfang tøet op af kloakvand.
Alle de ødelæggelser, der skete, er samlet set et hårdt slag for et værdifuld forskningsmateriale, som det har taget mange år at bygge op, og meget er gået tabt siger organisationen. Men der arbejds fortsat hårdt på at redde så meget som muligt.
