Nye krav i EU om grænsekontrol viser Schengens store problemer

Lad mig begynde med en bekendelse.

Indtil for nylig var jeg modstander af enhver EU-forordning og ethvert EU-direktiv, ganske uanset hvad. Jeg anså Europas nationalstater som den eneste enhed, der kunne give velstand og velfærd for de respektive borgere.

Derfor så jeg også Schengen-samarbejdet om de åbne grænser som en grundlæggende forkert beslutning.

Åbne grænser kan være positivt

Det gør jeg ikke længere, i hvert fald ikke som en gal vedtagelse i sig selv. De europæiske folk har umådeligt meget til fælles. Det har de uanset den fælles mønts snarlige sammenbrud. Der er derfor al mulig grund til at styrke det fælles europæiske samvær, hvad angår handel og udveksling af mennesker.

At europæere i lovligt ærinde uden nævneværdigt bureaukratisk bøvl kan gå fra det ene europæiske land til det andet, lyder som en god ting i mine ører. Europa og europæerne har meget at dele med hinanden, og europæerne har endda brug for at opdage – eller genopdage, alt efter temperament – hvor meget der er fælles. Og derfor også hvor relativt lidt der skiller i forhold til ”de andre”, den øvrige verdens kulturer.

Nedgøring af nationalstaten er problemet

Europas beslutningstagere anno 2012 er imidlertid på galt spor. De bildte sig ind, at nationalstaten pr. definition var af det onde, og at Europas folk derfor skulle lære at blive multikulturelle og multietniske på én og samme gang.

Bogstaveligt alle grænser skulle ophæves, og den fade filosofi om Homo Economicus blev den drivende retning for EU´s beslutningstagere. Det rationelle menneske helt ind til skind og ben blev set som det eneste tænkelige.

Resultatet er forudsigeligt. Nu kræver lande som Frankrig og Tyskland begrænsninger, så de om fornødent kan standse en ukontrollabel indvandring, enten af plattenslagere og kriminelle fra Øst- og Centraleuropa, eller af illegale, der ikke mindst via Grækenlands hullede grænse mod Tyrkiet drager videre op i Europa.

National kontrol med indvandringen

Hvorfor kan Europas beslutningstagere ikke indse, at de europæiske folk bedst kan udbygge både kendskab og venskab med hverandre, når borgerne ved, at det er muligt for den enkelte stat selv at styre tilstrømningen?

Hvorfor tror så mange politikere, at mest mulig union og grænseløshed er vejen frem? Hvorfor skal europæerne gang på gang smage en ideologisk præget medicin i stedet for en pragmatisk snusfornuft?

Lad Schengen blive stedt til hvile og erkend nationalstaternes fortrin i et samarbejdende Europa.